/elektronik

Forsikringsgigant advarer mod nanoteknologi

Lloyd's of London har analyseret nanoforskningen og er kommet frem til, at de risici for sundheden, som nanoteknologi medfører, er langt fra tilstrækkeligt belyst.

Af Kent Krøyer, mandag 17. dec 2007 kl. 10:08

Et af verdens største forsikringsselskaber, Lloyd's of London, advarer i en ny rapport om brugen af nanoteknologi. De sundhedsmæssige risici er ikke afklarede, mener selskabet.

Rapporten kommer fra den analytiske afdeling, Lloyd’s Emerging Risks Team.
Nanoteknologi er en fællesbetegnelse for en stribe nye forsknings- og industrielle arbejdsområder med det fællesskab, at produkternes særlige egenskaber opstår i kraft af, at der er ændret på deres sammensætning helt nede i atomart niveau.

Potentialet spænder over produktområder som for eksempel medicin, fødevarer, tekstiler, kosmetik og militære anvendelser, skriver Lloyds i en pressemeddelelse. Men trods de mange muligheder for nye produkter og forbedringer af kendte produkter, er risikomønstrene endnu ikke fuldt forståede.

Selskabet peger på, at partikler i nanostørrelse kan opføre sig særdeles aggressivt, og der er mistanke om, at de kan give kroniske helbredsskader, hvis de kommer ind i kroppen.

Derfor opfordrer Lloyds sine samarbejdspartnere til at overveje at tage forbehold i forsikringer for skader, der kan henføres til brugen af nanoteknologiske produkter.

Nanoteknologiske produkter er allerede vidt udbredte, eksempelvis plet-afvisende tøj og bilruder, tennisbolde, der kan hoppe dobbelt så langt, og forskellige typer af maling.

Men endnu flere er på vej, og det globale marked for produkter, der indeholder en form for nanoteknologi, havde allerede i 2005 en værdi på 1.000 milliarder kroner, skriver den britiske avis Telegraph. Om syv år ventes 15 procent af alle produkter at indeholde nanoteknologi.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.