/energi

Transportforskere: Klima-ministre sjofler bilernes CO2-frås

Intet land i verden har løst problemet med den eksplosivt voksende biltrafik, og alle ministrene lukker derfor øjnene over for bilforureningen, selv om de er samlet til klimatopmøde. Transportforskerne er frustrerede.

Af Jakob Martini, fredag 14. dec 2007 kl. 14:28

Internationale trafikforskere er frustrerede efter at have fulgt snart to ugers klimaforhandlinger på Bali. Politikerne lukker øjnene for et af de allerstørste problemer, når de fuldstændig ignorerer at forhandle om løsninger på trafikområdet, lyder kritikken.

»Transporten fylder ingenting i forhandlingerne. Man bruger utrolig meget tid på at forhandle om skovrydning, men transport er et langt større problem, og det bliver slet ikke nævnt,« siger Holger Dalkmann, teamleder på det private britiske trafikforskningsinstitut TRL.

På trafikområdet er der stort set ingen lande, som har vist vejen til klimarigtige løsninger. Det er ifølge Holger Dalkmann årsagen til, at politikerne holder sig fra emnet.

»Ingen har noget at vise frem, og ingen ønsker at gøre noget. Klimaløsninger på trafikområdet er en upopulær politisk sag, som ingen tilsyneladende vil pille ved,« siger han.

Sammen med syv andre trafikforskere deltog Holger Dalkmann i torsdags i et af Bali-topmødets sidearrangementer. Temaet var løsninger på den truende stigning i benzinforureningen i ulandenes megabyer.

Direktør Cornie Huizenga for netværket Clean Air Cities i Asien. Han understreger, at der i Kina er otte-ti millionbyer, der arbejder med nye trafikløsninger.

»Men Kina har 100 millionbyer, og resten gør ingenting. Jo mere de vokser, jo større bliver problemet,« siger Cornie Huizenga.

Uden klimaministrenes hjælp er der lange udsigter til en målrettet og langsigtet løsning på trafik-forureningen.

Kun tre ud af ca. 3.000 eksisterende eller planlagte CDM-projekter handler om trafik. CDM-projekter er en ordning, hvor ilande implementerer klimavenlige teknologiløsninger i ulandene.

»CDM er ikke løsningen på den her udfordring. Der skal helt andre metoder til,« siger Holger Dalkmann.

Han nævner blandt andet brændstofeffektive motorer, biobrændsler, hybridbiler, bedre offentlig transport og en helt anden indretning af byerne, hvor cyklister og fodgængere har meget bedre vilkår.

Udledningerne fra biler, tog, skibe og fly varierer i forskellige opgørelser. Ifølge FN's Klimapanel kommer 13 pct. af verdens drivhusgasudledning fra transportsektoren, mens OECD's transportforskningscenter anslår, at 24 pct. af udledningerne kommer fra trafikken, når man alene kigger på CO2.

»Det er primært i OECD-landene, at udledningerne fra trafikken er rigtig store. Selv om Kina og USA udleder lige meget CO2, forurener Kinas trafik kun en femtedel så meget som USA's. Men sådan bliver det ikke ved med at være, og derfor er der behov for at gribe ind,« siger lederen af transportforskningscentret, Philippe Crist.



14. dec 2007 kl 19:01

avatar

Palle Jensen

Danmark kan vise vejen med RUF

Den frustrerende situation er i virkeligheden en enorm chance for Danmark, da vi i Danmark har startet på en teknologisk simpel men effektiv løsning på problemerne: RUF
Alle de andre lande betragter bilen som hellig og vil kun diskutere bedre motorer og andet brændstof til de hellige biler.
RUF tager fat om ondets rod og definerer en helt ny infrastruktur, som er perfekt til at håndtere problemerne med CO2, olie og forstoppelse.
Hvis bare politikerne erkendte det som formanden for folketingets trafikudvalg: Flemming Damgaard Larsen har erkendt, nemlig at RUF er en meget vigtig innovation, så ville de straks sørge for at RUF blev helt færdig udviklet.
Det koster kun en mindre bevilling på 20 mio. kr til en udvidet testbane.
Se nu realiteterne i øjnene.
Der er ikke bedre løsninger (bortset fra cyklisme)


14. dec 2007 kl 19:44

Hans Henrik Hansen

Næppe så overraskende(?)


Internationale trafikforskere er frustrerede efter at have fulgt snart to ugers klimaforhandlinger på Bali

- nok i grunden ikke så overraskende: Trafikale løsninger er om noget et nationalt anliggende, som enhver nation givetvis ønsker at tilrettelægge i overensstemmelse med lokale forhold/betingelser!
Iøvrigt hedder det ikke 'CO2-frås', men 'CO2-fråDs'! :)


14. dec 2007 kl 22:50

Bjørn Holmskjold

Mens de kloge snakker og snakker,

så kommer den egentlige indsats mod klimaændringerne måske fra de, der bare handler i overensstemmelse med deres sunde fornuft!

http://flix.dk/modules.php?nam...4695






15. dec 2007 kl 00:09

avatar

knud nielsen

Mens de kloge snakker......

Palle, du skal nok aldrig sige aldrig;

Se nu realiteterne i øjnene.
Der er ikke bedre løsninger (bortset fra cyklisme)

Som en ihaerdig 'saddle bum' er jeg enig med din anseelse af cykling.

Men helt aerligt, RUFen kraever en fuldstaendig ombygning af personbiler og er temmelig ubrugelig for andre koeretoejer. At putte vejen i luften er nok ogsaa lidt dyrt.

Toshiba viste en anden vej frem i denne uge med deres nye super-hurtigt opladelige batteri. Det kan tilsyneladende bruges paa alle koeretoejer.

Hvis prisen er rimelig kan dette batteri (og copy-cats) spare de helt store maengder CO2 - hvis opladningsstroemmen kommer fra CO2 fri generation.

Hans Henrik, saa mange 'd'er allevegne, saasom Dyskland, Dorbritanien osv.

Jeg forstaar ikke hvad du snakker om Bjoern, men du har nok ret.


15. dec 2007 kl 02:37

Bjørn Holmskjold

Re: Mens de kloge snakker......

Naturligvis har jeg ret! I modsatfald har man tolket naturens lovmæssigheder forkert!


15. dec 2007 kl 06:15

avatar

Carsten Wagner

Renere biler

Impulsen skal komme fra bilfabrikanterne og energileverandørerne. Så længe de ikke kan tilbyde rene og praktisable løsninger, sker det INTET. Ingen regering i verden kan stipulere, at "nu skal vi altså køre i rene biler", hvis de ikke findes. I øvrigt skal de stigende benzinpriser nok gøre deres til, at der sker en målrettet udvikling hen imod alternative motorteknologier. Men udviklingen vil i sagens natur hænge bagefter.


16. dec 2007 kl 13:33

Henrik Laursen

Re: Renere biler

Sålænge der er karteldannelser mellem bilfabrikanter og olieselskaber og at diverse I-landes regeringer sidder med tungen langt oppe i ... på disse sker intet.
Hvis det virkeligt blev taget seriøst og der blev smidt lige så mange penge i forskning af alternative energikilder (eksempelvis brint), som der bliver smidt efter søgning efter olie samt krige om olie, vil vi i løbet af 10-20 år kunne udrydde problemet.
Hvor lang tid tog det mennesket at komme i rummet og på månen fra at ønsket herom opstod?

Det er udelukkende befolkningerne i de forskellige I-lande, som kan få dette ændret ved at lægge et stort meget stort pres på deres respektive regeringer. Men så længe, at det kun er os i de små lande, som tager det seriøst, kommer det nok til at have lange udsigter.


16. dec 2007 kl 20:31

avatar

Henning Sørensen

Re: Re: Renere biler

Hvis det virkeligt blev taget seriøst og der blev smidt lige så mange penge i forskning af alternative energikilder (eksempelvis brint), som der bliver smidt efter søgning efter olie samt krige om olie, vil vi i løbet af 10-20 år kunne udrydde problemet.

Siden hvornår er brint blevet en energikilde? Brint er en energibærer, da det koster energi at frembringe det.

Med hensyn til RUF'en. Hvor stor forskel er der egentlig på at bygge en letbane, og en RUF-bane med en MAXI-RUF. Ikke meget, og RUF-fen kan tilmed køre af sporet, og dermed aflevere folk nærmere til deres bestemmelssted! Senere kan personvogne så benytte sporet. Så enkelt er det!


16. dec 2007 kl 20:55

avatar

Peder Wirstad

Som katten om den varme grød

Det kan jo undre, at forskerne påstår, at ingen politikere har gjort noget for at bringe klimagasserne fra transportsektoren ned.

Der er næppe noget omåde, der har været brugt mere politisk tid på.

Det kan også undre, at der fokuseres så meget på tekniske løsninger.
Det er helt åbenbart, at årsagen først og fremmest er sociologisk.

Allerede før bilen blev opfundet var der et ordsprog på norsk, der siger: "På kjøretøjet skal godtfolk kjennes."

Læs mit indlæg nederst i denne debat omkring en "Weekendbil" - hvad det så end måtte være?:
http://ing.dk/artikel/84167

Mvh Peder Wirstad


16. dec 2007 kl 20:58

avatar

Peder Wirstad

"Weekendsbil"

Åh - ja!
For sent opfattede jeg, at "weekendbil" ikke lagde sig til den omtalte golf, men at det var navnet på en ugentlig artikkel. - Beklager

Mvh Peder


16. dec 2007 kl 21:02

avatar

Palle Jensen

RUF kontra letbane

En letbane kræver en masse plads i gadeplan. Nedgravede installationer skal fjernes før skinnerne lægges. Så skal der hænges luftledninger op. Endelig skal vejbanerne retableres sammen med cykelstierne. Det koster vanvittigt mange penge. Selv om teknologierne er hyldevarer, koster et letbane projekt på Ring 3 1,7 mia. kr ifølge de officielle beregninger.
I hele anlægsperioden vil projektet genere bilerne og der er intet vi kan eksportere bagefter.
Et RUF projekt til erstatning af letbanen på Ring 3 vil ifølge en skitsemæssig beregning foretaget af NIRAS A/S og RUF International koste 1,5 mia. kr inklusive en færdigudvikling på 2-300 mio. kr.
Derefter vil RUF teknologi kunne eksporteres til stor fordel for Danmark.
RUF banen etableres på master med 20 m imellem. Hullerne kan etableres uden de store gener for trafikken og rimeligt hurtigt.
Skinnerne er moduler, som hurtigt kan monteres på masterne. Det er billigt og prisen er forudsigelig.
Selve systemet er meget effektivt da der ikke er ståpladser. Dermed er dimensionerne på maxi-ruf'erne væsentlig mindre end et letbanetog og det kan bremse langt bedre.
Letbaner giver en risiko for at blive kørt over. Det er umuligt i RUF systemet.
Den helt store fordel kommer med dualmode princippet, som tillader maxi-ruf'en at forlade skinnen og fortsætte i gadeniveau, så man kan betjene langt flere mennesker end en letbane.
I RUF systemet er BUS = TOG
Der ER en revolution, men uden de store teknologiske udfordringer. Det er blot kendt teknologi kombineret på en ny og hensigtsmæsig måde.
Desværre kræver det at beslutningstagerne tænker selv. Det kan de i Sverige.


16. dec 2007 kl 22:38

avatar

Henning Sørensen

Re: RUF kontra letbane

Når flere vil benytte en MAXIRUF end en letbane, sparer man også udbyggelse og vedlighold af almindelige veje. Nogle vil sikkert også fravælge bil nr. 2, eller måske vælge at bil nr. 2 bliver en RUF.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk