/energi

Advokat skal kulegrave Dong for bestikkelse

Dong har selv hyret en stjerneadvokat til at gennemgå selskabet for beviser på bestikkelse. Dong lover advokaten frie hænder.

Af Magnus Bredsdorff, onsdag 12. dec 2007 kl. 09:03

Dong Energy kopierer den tyske industrigigant Siemens og hyrer selv en advokat til at undersøge anklager om korruption.

Et helt hold fra det amerikanske advokatfirma Debevoise & Plimptonhar gennemtrawlet Siemens og fundet frem adskillige bestikkelsessager for milliardbeløb.

Sådanne beskyldninger lyder ikke mod Dong. Derimod har blandt andre IDA's formand, Lars Bytoft, været ude med riven.

»Jeg tror, man har set noget lignende i Irak, og der hedder det bestikkelse,« sagde IDA-formanden Danmarks Radio.

Udtalelserne skyldes, at Dong ifølge kritikerne har tilbudt penge til bystyret i Lubmin i det nordøstlige Tyskland, hvor det danske energiselskab vil opføre et nyt kulkraftværk.

Senest er Dong blevet kritiseret af blandt andre forvaltningsretsekspert Claus Haagen Jensen fra Aalborg Universitet, efter det er kommet frem gav 25.000 kroner til en videofilm om vindmøller til den tidligere Rudbjerg Kommune, samtidig med at kommunen behandlede virksomhedens ansøgning om at opstille nye vindmøller.

Dong har kategorisk afvist at have bestukket sig til tilladelser til nye kraftværker, men har alligevel bedt advokaten Oluf Engell kulegrave virksomheden for at se, om han kan finde beviser på korruption.

Oluf Engell er partner i advokatfirmaet Hjejle Gersted Morgensen og bestrider en række tillidsposter. Blandt andet er han bestyrelsesmedlem i Haldor Topsøe.

Dongs pressechef, Louise Münter, understreger over for nyhedsbureauet Ritzau, at Oluf Engell får helt frie hænder til sin undersøgelse.

» Han kan tale med dem, han føler nødvendigt, og bede om de ting, han føler behov for,« siger hun.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk