I de seneste 50 år har forskere verden over stirret sig blinde på muligheden for at løse verdens energiproblemer ved at spalte vand til brint og ilt ved hjælp af sollys. En enkel og letforståelig proces, som det endnu ikke er lykkedes at få succes med.

Derfor er det et logisk spor at forfølge, når forskere fra Sandia National Laboratories i Californien at udvikle en slags omvendt forbrænding, mener professor Claus Hviid Christensen, DTU, en af opfinderne af brintpillen.

Ved hjælp af en solfanger vil de oparbejde forbrændingsprodukterne vand og CO2 til brændstofferne CO (kulilte) og ilt. Kulilten kan videreforarbejdes til syntetiske, flydende brændsler som metanol, benzin, diesel eller jetbrændstof.

»Drømmen om at spalte vand med sollys er gammel, men det har vist sig at være ufattelig svært at gøre det. Så vores tanker er – ligesom amerikanernes – om ikke der er noget andet, vi kan spalte? Og det er der. Der er faktisk fremskridt, men de er meget langsomme,« fortæller han.

»En hvilken som helst kemisk reaktion, hvor man bruger sollys til at opnå kemisk energi, er attraktiv. Derfor tror jeg, at det er utrolig vigtigt, at man studerer helt andre ting end vandspaltning. Og hvis det på den amerikanske måde viser sig, at CO2-spaltning er mere farbar, så er det utrolig interessant. Jeg tror, at der er brugt måske 100.000 mandår på at spalte vand med sollys. Der er ikke brugt nær så meget på andre stofsammensætninger«, siger han.

Lige så godt at producere kulilte som brint
Det store problem med vandspaltning er ifølge Claus Hviid Christensen, at der sker en mange-elektronoverførsel i den reaktion. Det kan være årsag til, at metoden er ineffektiv.

»Det er tænkeligt, at en kemisk proces, hvor blot en enkelt elektron overføres, er bedre,« siger han.

Forskerne forfølger to strategier. Den mindst anvendte er den fotokatalytiske, hvor man sænker en katalysator ned i væsken, og så skal sollyset gøre arbejdet. Den er ikke ret effektiv.

Den anden, som er meget mere brugt, kombinerer fotoexitation med brug af elektricitet.

»Det skulle ikke undre mig, om man kommer videre ad den vej og finder et andet kemikalie, der kan spaltes, måske i et lukket kredsløb. Man kunne for eksempel forestille sig en proces, der gav metanol eller metan på basis af vand og CO2. Det ville være næsten lige så smukt som vandspaltning, fordi man ville forbruge CO2, som er et problem. Nu er det også en mange-elektron overførsel. Men den del af det er underudforsket i forhold til vandspaltning,« siger han.

Claus Hviid Christensen nævner, at Haldor Topsøe er specialist i den såkaldte watergas-shift-reaktion, der omdanner kulilte og vand til brint og CO2. Med den proces i baghånden er det lige så godt at producere kulilte som brint.

Risø-professor: Spaltning af CO2 er kendt i forvejen
Professor Mogens Mogensen, Risøs afdeling for brændselsceller og faststofkemi, understreger, at de amerikanske forskere har offentliggjort for få data til, at det er muligt at forholde sig konkret til deres forsøg.

»Spaltning af CO2 og vand ved hjælp varme er ikke nogen nyhed. Det har man kunnet i mange årtier. Vi er selv ret gode til at gøre det her på Risø med en kombination af varme og elektricitet,« siger han.

Mogens Mogensen vil ikke afvise, at amerikanerne måske har fundet en ny metode, som kan være farbar. Man kan sagtens udføre spaltningen - det svære er at gøre metoden tilstrækkeligt billig

»De bruger jo nok en kemisk blanding, for hvis man skal gøre det varme alene, så skal man op på 3.000 grader ifølge termodynamikkens love, og så er det ikke billigt,« konstaterer han.