Nu skal de danske busser køre på naturgas
Et svensk datterselskab tjener gode penge på fyldestationer med natur- og biogas, så nu vil Dong hælde naturgas i Arrivas busser. Både CO2-udslippet og partikelforureningen falder, lover Dong.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Gode erfaringer fra det svenske marked får Dong Energy til at satse på at opstille fyldestationer med naturgas i begyndelsen af næste år. Arrivas busser er udset til at blive fyldt gas med et tryk på cirka 200 bar.
Hvor i landet fyldestationerne først dukker op, ønsker Dong ikke at oplyse. Men energiselskabet tvivler ikke på potentialet.
»Der er ikke rigtig nogen øvre grænse. Vi går ud på konkurrencevilkår, så det skal hvile sig selv. I princippet kan vi tilbyde fyldestationerne alle steder i landet, hvor der er naturgas,« konstaterer Asger Myken, civilingeniør og projektleder i Dong.
Erfaringerne stammer fra Fordonsgas, som Dong ejer halvdelen af. Det svenske selskab driver 27 naturgasstationer i Sverige. Det hører med til historien, at der i broderlandet blandt andet er statstilskud til etablering af gasanlæg og skattenedsættelse på bio- og naturgas.
Hvis de naturgasdrevne busser kommer på vejen, bliver udledningerne af partikler og NOx kraftigt reduceret i forhold til, hvis busserne kører på diesel. Udledningen af NOx falder med en tredjedel og partikeludledningen med omkring 80 procent.
På baggrund af tal fra Energistyrelsen, har Dong vurderet, at naturgas er det brændsel, der vil medføre de laveste samfundsmæssige omkostninger i fremtiden.
Dong forventer, at naturgassen får bussernes CO2-udslip til at falde mindst ti procent. Tallet bygger på data fra Arriva, der har erfaringer med naturgasbusser i andre lande, hvor udslippet i virkeligheden er 14 procent lavere end for dieselbusser. Men da komprimeringen af naturgas kræver energi, har Dong justeret regnestykket nedad for at undgå at blive beklikket.





