/transport

Møllevinger rev sig løs fra fragtskib og sank til bunds

24 vinger fra Vestas er gået tabt, efter de rev sig løs fra deres fortøjning på dækket af et fragtskib på vej mod Tyrkiet. Intet stort tab, siger Vestas.

Af Kent Krøyer, mandag 10. dec 2007 kl. 10:54

Vindmøllefabrikken Vestas mistede lørdag nat 18 vindmøllevinger. Det skete, da fragtskibet Elegance fra Esbjerg kom ud i hårdt vejr på vej til Yarimca-Kocaeli i Tyrkiet med 24 møllevinger.

Møllevingerne, der var fortøjet med kæder på dækket, rev sig løs, og de fleste forsvandt ud over skibssiden og gik til bunds.

Elegance måtte vende om og gik til kajs i Esbjerg med kun seks vinger tilbage, hvoraf flere hang ud over skibssiden, fordi de resterende kæder ikke kunne holde dem på plads på dækket.

Vestas kommunikationsdirektør Peter Wenzel Kruse, har kun én kommentar til tabet:

»En last på 24 møllevinger svarer til 8 møller, som ikke er tabt, men bliver forsinkede på grund af uheldet. Det skal ses i den sammenhæng, at Vestas sidste år solgte 2.533 vindmøller.«

Han vil ikke svare på, om den økonomiske risiko for den tabte last påhviler Vestas, skibsmægleren Blue Water i Esbjerg eller kunden.



10. dec 2007 kl 12:16

John Johansen

18 eller 24?

"24 vinger fra Vestas er gået tabt"
"Vestas mistede lørdag nat 18 vindmøllevinger"


10. dec 2007 kl 12:20

Peter Risager

Re: 18 eller 24?

Selvom kun 18 vinger ligger på bunden af havet så er der stor sandsynlighed for at de resterende 6 er så forslåede at de ikke kan anvendes.


10. dec 2007 kl 12:33

avatar

Poul-Henning Kamp

Sunket


Hvor stor er risikoen for at de ikke er sunket, men istedet flyder rundt til fare for skibsfarten ?

Vingerne består vel for det meste af glasfiber med en eller anden armering af balsatræ ? kulfiber ?

Er stålbeslaget til fastgørelse tungt nok til at få vingen til at synke ?

Kan der opstå luftlommer så "står" lodret på bunden ?

Poul-Henning


10. dec 2007 kl 16:03

Leo Jensen

Re: Sunket

Glasfibermaterialet har en rumvægt tæt på 2000 kg/m3, så selv om der er balsa og skum også, så tror jeg ikke de kan flyde, hverken med eller uden kæder.
Vingerne har normalt et drænhul i tippen, så vand der samler sig pga. kondens kan komme ud. Derigennem skulle den luft der måtte blive lukke inde i vingen også kunne komme ud, hvis den synker med rodenden først (hvad den nok gør).


10. dec 2007 kl 23:22

avatar

Peter Blazejewicz

"Fortøjet"?

"Interessant" ordvalg! Så fik vi lige krummet tæerne i dag, også.
Mon ikke vingerne var SURRET med kæder på dækket? Fortøjningen kom vist først ind i billedet, da skibet var langs kaj i Esbjerg. Og da af skibet; ikke vingerne.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.