3D-model hjælper mod hjerteflimmer
Nye tredimensionelle kort af hjertet og ultralyd hjælper lægerne til at se, præcis hvor de skal sætte ind for at behandle atrieflimren.
Patienter, som er ramt af hjerteflimmer, kan se frem til at få en betydeligt mere effektiv og sikker behandling af sygdommen.
På Gentofte Amtssygehus Kardiologisk afdeling P har lægerne udviklet en ny og langt mere naturtro computermodel af hjertet end dem, der for eksempel anvendes på Rigshospitalet.
På Rigshospitalet opmåler lægerne hjerter med en metode, der kan minde om landmåling - en kombination af GPS og trigonometri. Den nye computermodel er baseret på CT-scanninger af hjertet.
De nye computermodeller gør, at den efterfølgende behandling, hvor sonder sendes ind i hjertet og isolerer fejlstrømme, kan udføres med større præcision. Sammen med nye brændingsteknikker vil det gøre metoden mere effektiv og sikker for patienten.
Atrieflimren er en sygdom, hvor hjertet pludseligt og uden varsel begynder at ræse af sted med en puls på over 200. Pulsen fremkaldes af elektriske fejlstrømme, der udløser sammentrækningen af hjertemuskulaturen. Forkamrene flimrer, hvilket gør patienten forpustet og svimmel
Det nye værktøj er ekstremt tredimensionelle computermodeller af forkammeret. Billedet af patientens hjerte skabes ved hjælp af en CT-scanner, der benytter sig af røntgenstråling, eller en MR-scanner, som bruger stærke magnetiske felter.
Ingen huller i forsvaret
Den tredimensionelle model af hjertet lægges ind i det samme Carto-navigationssystem som benyttes på Rigshospitalet. Men i stedet for en kantet, og stærkt forsimplet model af forkammeret ser lægen nu hver en lille detalje - derfor kan behandlingen i form af brændinger i hjertekamrene målrettes bedre.
"Forkamrene kan være meget forskellige. Nogle gange løber lungevenerne sammen, før de når hjertet, andre gange kan der være op til fire i den ene side i stedet for normalt to," siger overlæge Arne Hagemann på Kardiologisk Afdeling P på Gentofte Amtssygehus.
Hvis behandlingen skal være effektiv, må der ikke være huller i forsvaret, og det kan computermodellerne hjælpe med at sikre. På computerskærme kan lægen lægge virtuelle snit gennem forkammeret og for eksempel vælge at kigge ind i det nedefra og op mod lungevenerne.
Man kan for eksempel se, om der løber en vold af muskulatur omkring venerne, som, hvis den ikke opdages, let kan fungere som et hul i rækværket for de skadelige impulser.
Behandlingstid reduceret med flere uger
På Hjertecenter Varde byder man de nye computermodeller velkomne.
"3D-modellerne gør, at man langt mere præcist kan se, hvor problemet ligger, og hvor behandlingen skal sættes ind. Specielt for nye operatører, som ikke har 150 hjerteoperationer bag sig, er modellerne et særdeles effektivt værktøj," pointerer overlæge Peter Steen Hansen.
Efter kortlægningen af hjertet igangsættes selve behandlingen, og også på den front sker der for øjeblikket en rivende udvikling.
Tidligere krævede en behandling af atrieflimmer op mod et par ugers indlæggelse og en potentielt farlig operation, hvor brystkassen skulle åbnes. Man skar simpelthen forkammeret i mindre stykker, som man så syede sammen igen.
Med den moderne metode, hvor lægerne ved hjælp af sonder omdanner hjertevæv til arvæv, kan patienten opereres én dag og udskrives den næste.






