DR's nyhedshus: Der er også alt for varmt
På én etage må medarbejderne have fleecetæpper på grund af utæt facade. På en anden kan de sidde i badedragt, fordi der er for varmt.
Læs også
Læs mere om
»Vi transveder, har ondt i hovedet, kløende øjne, knastør hud. Vi har næseblod, når vi pudser næse, og vi bliver trætte og irritable.«
Sådan karakteriserer sikkerhedsrepræsentant og tillidsmand på TV-avisen, Helle Bygum, overfor Politiken medarbejdernes miljøgener, efter de er flyttet ud i DR’s nyhedshus i Ørestaden.
På den baggrund er hun stærkt utilfreds med, at DR’s byggeledelse og entreprenør ikke kan finde ud af at løse problemerne og i stedet ”skubber rundt med aben”.
Nyhedshusets grundlæggende problem er en utæt facade. Det har givet medarbejderne træk- og kuldegener. At der også er problemer med varmen, er nyt.
»Vi har altså tre kategorier,« forklarer Helle Bygum Politiken:
»Træk bliver man virkelig syg af. De får mellemørebetændelse og lungebetændelse. På anden sal er det kulde, og det kan man jo gardere sig imod ved at tage tøj på. Men vi andre kan jo ikke så godt sidde i badedragt.«
DR’s projektchef, Finn Gjørret, siger til Ingeniøren, at han senere tirsdag skal holde et møde med medarbejderne, hvor han vil orientere om de løsninger, han har på problemet med varmen.





