For at erkende en tredimensional skabning, lad os sige en terning, er man nødt til at bevæge sig i rummet (altså bruge tid), det må vi kunne blive enige om.
Eller, på anden måde, tage fat i emnet, og bevæge dette.
Ses en film, eller andet, vil den sandsynligvis kunne "antage" det er 3D. Årsagen skyldes, den får signalet ind i 2D, og det er mest sandsynligt, at det må være 3D, da det giver den perfekte "forståelse" af det indkomne.
Men erkendelses processen kræver at du husker de sete sider af sagen, først når du har gjort det ved du hvad fx en terning er, rent fysisk. Dermed må vi (synes jeg) anskue begrebet ”hukommelse” som at være den femte dimension, idet den jo kan overskue (delvis) den fjerde dimension, som er tiden.
Hukommelse, kan betragtes som en tilstandsvariabel - og i princippet kan et enkelt flydende tal, indeholde uendelig hukommelse. Hvis vi betragter hukommelsen, som et feed-back, af en enkelt flydende tal, så kan vi antage at dette tal, er en "dimmension". I f.eks. tilstandsmaskiner, er det en vigtig parameter, og nødvendigt for at vi kan gennemskue hvordan den opfører sig.
Imidlertid, kan vi ikke som for tids dimmensionen, se nogen sammenhæng mellem det vi ser, og vores "hukommelse", på en så simpel måde. Når ting gennemgår en ændring med tiden, opfører det sig tættere på, at vi vender og drejer det.
Men det ”kontrolelement” der får disse ting til at ske må være vores personlighed (vores sjæl om du vil) og dennes vilje. Den burde så måske befinde sig igen en dimension højere, altså den sjette.
En intelligens, er en form for "maskine", som kan løse et problem. Problemet, kunne være et matetematisk sæt af ligninger. Intelligens, vil forsøge at opnå en hurtig metode,for at løse systemet. For så vidt, kunne vi kalde det at snyde. Det kan ske, ved at bytte ting om, og indsé at det er samme (som matematikkere gør). Eller, ved at kontakte vores lære, og se om han kender svaret.
Kombineres intelligensen, med andre computere, vil de derfor søge at kontakte hinanden, og forsøge at opnå at kunne kommunikere. De ved alle, at hvis de får kontakt med intelligenser udenfor deres eget, så vil de opnå kollektiv gevindst.
Hvordan skal de så kommunikere - hvis de intet har tilfælles? Findes et fælles sprog, som alle kan kommunikere efter? Ja, f.eks. kan den ene computer sende pi ud, eller e ud i "rummet", og de andre, kan så se det er en binær rækkefølge af pi eller e, og vil indsé, at de her har en maskine, som kender dette. Matematik, kan bruges til, at opnå forbindelse, og at opnå kommunikation. Computerne ved, at de - og den de kommunikere med - sandsynligvis er intelligent, og vil søge at anvende dette i forsøget på kommunikation. Det fælles sprog, og den fælles hukommelse, kan vi sige er matematik. Den er evig gyldig (også efter universet ikke mere eksisterer og har mistet sin hukommelse), og uanset om universet er binære bits, eller lavet med superstrenge, og atomer. For matematik, er alting ens.
For at erkende andre intelligenser (computere), vil ofte blive valgt at sende nogle testmønstre ud. Typisk, vil de have matematisk karakter. Det kan være simple op og nedadgående bevægelser (nik), eller komplicerede matematiske gåder. Kan nogen svare, begynder at opnå forståelse, og at man kan anvende hinanden gensidigt og konstruktivt.
Det, som er bedst at udveksle, er kunnen - hvis du bare giver opgaver videre, så snyder du, og øger ikke universets (det kendte, bestående af de to computere), samlede intelligens. Formålet, med at gå sammen, er at når der arbejdes sammen, så opnår større intelligens, end kun den dobbelte. Årsagen skyldes samlet viden. Har den ene viden A, om hvordan man kan "snyde" sig til et resultat, ved at ombytte - og den anden viden B, og er disse to vidner disjunkte, da opnås samlet dobbelt viden, og dermed får begge computere flere muligheder, for at løse sine systemer. Med andre ord, anvender de hinandens intelligens, til at opnå større intelligens begge to. Og verden bliver rigere på intelligens. Dette kan computeren indsé, og det er med dette formål, at kommunikation opstår. Kommunikation, alene på at "snyde" og udnytte andres intelligens, fører ikke til større global intelligens, og så er det uinteressant globalt set. Intelligenser, ser sig selv i et globalt lys - ellers er de ikke i stand til at kunne opnå kommunikation - og vil ikke forstå samarbejde godt.
Vi kan diskutere, om de "valg" som computerne gør, for at kommunikere - f.eks. at udsende PI, eller udføre en simpel harmonisk bevægelse, udsenende ting der indeholder gentagelser og kald mv. og som ligner dette (såsom musik), er noget der sker detereministisk efter en bestemt matematisk ligning, eller om der indgår tilfældige valg. Sandsynligvis, indgår tilfældige valg, i de tilfælde, hvor flere ting er lige gode.
To computere, gør derfor ikke nødvendigvis det samme, da der kan være flere optimale valg. Vi vil måske mene, at mennesker er kendetegnet ved, at ikke tage optimale valg. Men, ikke optimale valg, kan også være en optimal mulighed. Det er muligt, at det kræver færre beregninger, at tage det ikke optimale valg, og at det derved er optimalt. Vi ser på den samlede beregningskraft, som det optimale valg. Bruger du mindre resourcer, må du vælge "tilfældigt", fordi du ikke kan se, hvilke muligheder som er bedre end andre. Måske lader du andre intelligenser, afgøre dette, og antager at de kan foretage dette valg bedre, end du kan.
Med hensyn, til en 6. dimmension, kan vi godt sige, at selve valget (det tilfældige), måske er en 6. dimmension. Igen, kan vi dog diskutere, om dens harmoni, med de eksisterende dimmensioner (længde, bredde, højde), passer godt. Ihvertfald har den anden enhed. Men det har tid jo også, så kan tid accepteres som dimmension, eller måske et helt nyt rum med en eller flere dimmensioner, der beskriver tilfældet som funktion af tiden.
Når intelligenser kommunikerer sammen, og at de opnår et stort kommunikationsniveau, er vigtigt at forbedre kommunikationsredskaberne. Det betyder, at der må lægges veje, skinner, hydbridnet osv. Men, det kan også, måske fra naturens side, betyde at en 6. sans, hvis den er mulig, vil blive udviklet. Vores hjerner, vil kunne fungere bedre, hvis de har en usynlig "link" til andre hjerner, og derved kan bruge hinandens oplysninger, og data. Vores bevidsthed, har ikke gavn af denne viden, da den beskæftiger sig med det som er omkring os nu og her. De intelligenser, der måske er langt borte, betyder intet for denne. Derimod, for underbevidstheden, kan de betyde noget, fordi de måske har nyttig viden.
[qoute]Eksisterer gud så endeligt må den syvende dimension være hans egen…
Hvis vi antager, at intelligenserne, for at opnå optimal kommunikation, med tiden udvikler en 6. sans (eller udvikler en sådan til dem selv i form af chips de bygger ind i sin egen hjerne, hvis naturen ikke klarer opgaven), så kan vi betragte de samlede intelligenser på en ny måde. Hver enkelt intelligens, har sin egen bevidsthed, der er intelligensen som vedrører de ting, der sker omkring intelligensen nu og her. Denne intelligens, er meget fin, men mangler et bagland. Derfor kommunikerer den med andre intelligenser, fordi at dette giver bedre muligheder.
Det vil nu ske det, at i stedet for, at kontakte andre intelligensers bevidsthed, så vil det - ligesom når man rokerer rundt på cache og pipelines, flytte sig rundt, således det opnås noget optimalt. Intelligensen, vil sandsynligvis deles i to, således der er en bevidst intelligens, og en ubevidst intelligens. Den ubevidste intelligens, kommunikerer ubevidst gennem 6. sansen, og udgør tilsammen med alle andre intelligenser gennem 6. sansen, en større intelligens. Teknisk set, kan vi tage alle computerne, fra vores underbevidsthed, der er placeret hos den enkelte og kommunikere gennem 6. sansen, og placere et globalt sted, som en stor hjerne. Vi kan kalde det en superhjerne, hvor hver enkelt hjerne der består af mange neuroner, svarer til éen neuron, og kommunikere gennem dette skjulte 6.sans system, således der opnås, at alle de milliarder af intelligenser som findes, reelt er en hjerne, der bruger den enkelte intelligens som en slags "neuron". Vi får en super computer.
Af hensyn til sikkerhed, mod destruktion, kan være fornuftigt, at placere superintelligensen decentralt, og ikke i en stor klump. Det vil være for skrøbeligt, ved en katastrofe. Et godt "netværk" mellem intelligenserne, er det bedste.
Vi får altså et sandsynligt system, bestående af en supercomputer, som er decentraliseret, og som fungerer som bagland, eller underbevidsthed, og en bevidst computer, som er tilsluttet, og intelligent I/O enhed, for det som sker på dette sted hvor I/O enheden er, nu og her.
Præcis hvordan at intelligenser, vil organisere sig, for at opnå optimal struktur, er svær at sige præcist. Der kan være mange "tilfældige" valg undervejs, og vi kan ikke umiddelbart sige enentydigt og præcis hvad der måtte ske i alle henseende.
Men hvis der eksisterer en "global" intelligens - en slags gud - er måske mest sandsynligt, at denne enten er adskildt fra vores univers, således vi kontakter et rum, vi ikke kan ødelægge, eller at den er placeret decentralt i vort univers, således den ikke kan gennemgå en katastrofal ødelæggelse. Det sidste fører til, at en "gud" måske har placeret sig i os alle, som en lille "hjerne" vi ikke er bevidst, og kommunikerer så med alle andre hjerner, således der opnås global bevidsthed - eller underbevidsthed.
Netop det, at tænke globalt, er vigtigt for intelligensernes optimale beslutning.
Overført til computere burde der måske være en sådan lagdelt kontrolmekanisme (hvad man sikkert har i forvejen, det er længe siden jeg selv har lavet programmer), men mere omfattende end den eksisterende teknik, og dermed desværre også mere vanskeligt at overskue. Men denne lagdeling må kunne give en bedre ”totalkontrol” og måske grundlag for syntetisk intelligens…
Har lidt svært ved at forstå, hvad du mener.
En løs tanke jeg længe har tænkt, men hæng mig nu ikke op på den…men dermed vil problemet alene ligge i algoritmen, som du selv siger.
Set udfra et "matematisk" synspunkt, er en intelligens alene en maskine der kan løse matematik, og gør det hurtigt, og bruger så få resourcer som muligt. Det er en form for genneral ting, og nærmest et kryderi, vi kan tilsætte, når vi har brug for at løse et problem. Antages, et NP problem, der ikke kan løses - så tilsætter vil lidt "kryderi", og vupti - så kommer løsningen ud. Kryderiet, har gjort, at ting er byttet, og andre ting måske er sket, så løsningen er fundet. Måske har den endog kontaktet andre matematiske maskiner, hvis de eksisterer.
Vi kan forske i, at lave sådanne maskiner, eksempelvis ved at forske i computere, der har tilsvarende egenskaber. Antages, at vi har et program, der beskriver et matematisk problem, eller andet problem, og kunne tilsætte lidt "kryderi", og så vil den "løses", og komme med svar, trods det er et NP problem, og måske et problem der kræver uendelig hukommelse? Så vil computeren nærme sig at være intelligens. Vi vil udbygge den, til at kommunikere med andre computere, hvis vi ikke kan få den til at gøre det selv. Og de vil løse programmer kollektivt, og i fællesskab. Bruges en computer, til at udvikle et spørgsmål (lærens), så vil være sandsynligt, at elevens computer, for at løse problemet, kontakter lærens computer, for at få sit program til at gå hurtigere. Og de løser opgaven i fællesskab. En computer, tilsluttet et netstik, vil dermed opnå større hastighed.
Det er et eksempel på, hvad et "intelligens kryderi", kan medføre. Reelt, er det ikke andet, end en katalysator for logik, og matematik.
Klik for at deltage i quizzen og test dine venner.
Ny rapport frikender Roundup: Grundvandet ikke permanent forurenet
Kan man isolere ydervæggene i et hus på begge sider?
