Norges nye prestigefyldte operahus, der gnistrende hvidt som et isbjerg skulle rejse sig i bunden af Oslofjorden, er ved at gulne af ælde, allerede før byggeriet står færdigt.

Allerede først på sommeren opdagede Statsbygg, at den nylagte marmor gulner, både på ydersiden og inden i operahuset. Projektleder Erling E.S. Magnusson indrømmer overfor Aftenposten, at den præmature aldringsproces er alt andet end køn.

»Vi er kede af, at det sker,« siger han.

Grunden til at det sker, er ikke klarlagt. Teorien er, at der sker en uønsket reaktion mellem sten, ilt og fugt. Forskningsinstituttet Sintef er allerede i gang med undersøgelser, og det samme er det italienske firma Campologghi, der har leveret marmor for 56,8 millioner kroner fra stenbrudet i Carrara.

Da der skulle vælges sten til operabyggeriet, blussede en ophedet debat op. Olie- og energiminister Åslaug Haga talte for at bruge norske sten i prestigebyggeriet, mens Sintef mente, at granit var bedre egnet. Geologer advarede mod at anvende marmor, men arkitektfirmaet Snøhetta stod fast på sit:

»En vaskemaskine, som på et par par dage kører over operaen med børster og en højtryksspuler er nok til at holde aldringsprosessen i marmoren i skak,« sagde Snøhetta’s projektleder, Tarald Lundevall, til Aftenposten. Han blev bakket op af Statsbygg i, at lidt ekstra vask måtte tolereres, eftersom marmoren ældedes smukkere end andre sten.

Ifølge geolog Finn Erik Skaar er marmor uegnet til det nordiske klima, fordi marmor er et blødt materiale, vandet trænger ind i porerne, hvilket fører til frostsprængning i overfladen og forvitring.

»Operaen ligger lige ved et trafikknudepunkt med store CO2-udslip. Når CO2 forbindes med vand, danner det kulsyre, som tærer hårdt på marmoren,« siger Skaar.