Connie H: For meget med både klima, miljø og energi
Det ville uoverkommeligt at være minister for både miljø, energi og klima. Derfor må områderne splittes, forklarer den nyudnævnte klima- og energiminister Connie Hedegaard.
Læs også
Læs mere om
Områderne miljø, trafik, energi og klima har vokset sig så store, at det var nødvendigt at splitte dem i flere forskellige ministerier. Det forklarer Danmarks nye klima- og energiminister Connie Hedegaard (K), der dermed afviser tanken om at samle områderne i et nyt superministerium.
»Vi har arbejdet fra morgen til aften i de seneste tre år. Vi kan simpelthen ikke lægge mere ind under denne her hat,« siger Connie Hedegaard.
Hun understreger, at der er behov for stor fokus på de internationale klimaforhandlinger frem mod topmødet i København i 2009.
»Det vil være en uoverkommelig opgave for en minister at have miljø, energi og klima under samme ministerium. Det skal kunne hænge sammen, og det er en ganske usædvanlig opgave at skulle være minister for en international klimakonference som den vi har i København i 2009,« siger Connie Hedegaard.
Fredag eftermiddag overdrog hun Miljøministeriet til Troels Lund Poulsen (V). Selv tog hun klimaområdet med og i sit nye Klima- og energiministerium. En konstruktion, der er i direkte modstrid med tre tidligere topembedsmænds anbefalinger i Ingeniøren for to uger siden.
De tre eksperter advarede mod knopskydningsministerier og anbefalede i stedet færre superministerier.
»Superministerierne er galt tænkt. Det er vigtigt at holde fast i at mange ministre fordeler magten,« siger Connie Hedegaard.
Som ny klima- og energiminister vil hun fokusere kræfterne på det internationale arbejde frem mod topmødet i København i 2009. Og så understreger hun, at klimaforandringer stadig er et område, der skal varetages af mange forskellige ministerier.
»Det er ikke kun Klimaministeriet, der skal føre klimapolitik. Det skal en lang række ministerier gøre. Det nye er, at vi nu har et ministerium, der har klimaet som den primære opgave.«






