/karriere

Halv robot, halv grave-maskine

Danmarks største jordflytningsfirma flytter jord ved hjælp af 3D og GPS - og næsten uden hænder.

Læs mere om

Af Julie Ring-Hansen Holt jrh@ing.dk, lørdag 24. nov 2007 kl. 13:45

I en rundkørsel ved Kalundborg flytter M.J. Eriksson jord til den helt store guldmedalje. Bassiner bliver gravet, stabilgrus bliver lagt ud.

Sådan ser det ud mange steder i landet, men på denne byggeplads er der færre målestave i jorden og færre jordbunker, der ligger forkert, for på denne byggeplads har nogle af maskinerne indbygget et system, der via en 3D-fil og GPS stort set styrer jordflytningen med et minimum af involvering fra maskinføreren.

Når man som Danmarks største jordflytningsfirma flytter, fjerner og tilfører millioner af kubikmeter jord om året, kan det i det lange løb godt betale sig at investere en halv million kroner i et system, der får bulldozeren til at grave præcist og lægge jorden rigtigt første gang, sådan som M.J. Eriksson har gjort.

»Fordelen er kroner og ører,« siger projektleder i M.J. Erikssons anlægsafdeling Peter Bøgelund Rasmussen.

Fra 2D til 3D
»Vi sparer tid, fordi landmåleren ikke skal ud at kontrollere, at vi har gravet rigtigt, og vi sparer materialer, fordi vi ikke graver forkert eller lægger jorden forkert. Og i sidste ende bliver det billigere for kunderne, fordi vi kan nå flere opgaver,« siger han.

Når M.J. Eriksson bliver bestilt til en anlægsopgave, modtager Peter Bøgelund Rasmussens afdeling gerne en 2D tegning fra rådgiveren, som han og en landmåler bearbejder til 3D. Tidligere anvendte de et almindeligt AutoCAD-program, men nu anvender de AutoCAD Civil 3D, som virtuelt kan beregne og visualisere, hvordan opgaven bliver udført optimalt i forhold til terrænet.

»Resultatet er, at vi kan lægge jorden rigtigt og på den måde undgå at flytte den samme jord to gange, hvilket er meget dyrt,« siger Peter Bøgelund Rasmussen.

Når 3D-tegningen er færdig, får anlægsafdelingen en flade, der viser det færdige resultat. Ved hjælp af en USB-nøgle bliver filen overført til bulldozerens computer.

»Føreren kan se et tværsnit af vejen, og hvordan fladen ser ud på computeren. Han kører dozeren frem og tilbage, men bladet bliver styret af computeren og GPS?en, der hele tiden fortæller dozeren, hvor i landet, den er.«

Ud over fordelen ved at kunne arbejde i hele flader, kan M.J. Eriksson også trække terrændata direkte ind i AutoCAD og lave volumenberegninger, som skal bruges i forbindelse med fakturering af kunderne. Kunderne betaler pr. kubikmeter flyttet jord, og beregningerne skal dokumentere arbejdet.

Tidligere har landmåleren foretaget alle beregningerne med udgangspunkt i tværsnit per løbende meter og med håndkraft og lidt hjælp fra et regneark.

»Ved volumenbregninger er processen blevet 1.000 procent hurtigere. Det, der før tog flere dage, tager nu kun få timer,« siger Peter Bøgelund Rasmussen.

Kun til finere brug
MJ Eriksson har benyttet systemet AutoCAD Civil 3D fra Autodesk i et halvt år, men det er ikke alle virksomhedens maskiner, der har fået implementeret systemet. Indtil videre er det et par gravemaskiner og bulldozere og en grader.

»For os kan det kun betale sig at bruge til finere afretninger, som planum, udlægning af grusmaterialer og ved anlægning af skråninger. Men når man skal grave fire meter ned, kan det ikke betale sig,« siger Peter Bøgelund Rasmussen og fortæller, at en anden ulempe er, at GPS?en er styret af satellitter, og der derfor er tidspunkter på dagen - omkring middagstid - hvor systemet risikerer at falde ud i en halv times tid.

Men det opvejes af de fordele, systemet giver, mener projektlederen. Dels at landmålerens arbejde er flyttet fra byggepladsen til kontoret med arbejdet af volumenbregninger, dels at formanden på pladsen ikke længere skal tjekke, om arbejdet bliver gjort rigtigt.

»Med Civil 3D taler vi om en nøjagtighed på ned til en centimeter, og i stedet for at skulle rende rundt og sætte målestave op i terrænet, kan vi dække det hele digitalt på en brøkdel af tiden,« siger han.

M.J. Eriksson

- M. J. Erikssons maskinpark tæller mere end 200 entreprenørmaskiner, og er det firma i Danmark, der flytter mest jord om året

- Referencelisten tæller blandt andet Storebæltsbroen, Operahuset, DR Byen, adskillige motorvejsstrækninger og tilbageføringen af Skjern Å, hvor mere end 1,5 mio. m3 blev flyttet

- M.J. Eriksson har 400 ansatte og en omsætning på godt 1,2 mia. kr.

Markedets konkurrenter
Autodesks AutoCAD Civil 3D er et af flere lignende produkter på markedet: For eksempel er der MicroStation fra Bentley Systems og Novapoint fra Vianova.



24. nov 2007 kl 19:51

Lars G

GPS virker ikke ved middagstid !!!

"en anden ulempe er, at GPS?en er styret af satellitter, og der derfor er tidspunkter på dagen - omkring middagstid - hvor systemet risikerer at falde ud i en halv times tid."

Kan det nu også passe ? Min GPS virker alle 24 timer i døgnet.

Er der en "bedre" forklaring på dette ?


25. nov 2007 kl 04:55

avatar

Lars Althof

Re: GPS virker ikke ved middagstid !!!

Det kan nu godt passe. Med den præcision de har brug for skal de bruge flere satelitter, end du skal for at navigere.
Dette er grunden til at nogle satelit baserede systemer nu er begyndt også at benytte Glonass satelitterne, de får simpelt hen større sandsynlighed for at have nok på himlen hele dagen. (og natten)


25. nov 2007 kl 09:35

avatar

Poul-Henning Kamp

Re: GPS virker ikke ved middagstid !!!

"en anden ulempe er, at GPS?en er styret af satellitter, og der derfor er tidspunkter på dagen - omkring middagstid - hvor systemet risikerer at falde ud i en halv times tid."

Er der en "bedre" forklaring på dette ?

GPS virker ved at måle _forskellen_ i afstand imellem modtageren og de satellitter der er indenfor rækkevidde og derefter løse N ligninger med 4 ubekendte (X,Y,Z,T).

Hvis de eneste statelliter du kan se på himlen alle står lige over hovedet på dig, får du en tan() lignende opførsel, hvor en meget lille ændring i afstand giver store ændringer i den beregnede position.

Afstanden til satellitterne måles ved at måle (forskellen) i forsinkelsen af den modtagne radiosignaler, der udsendes samtidig (inden for få nanosekunder) af alle satellitterne.

Radiosignalernes lyshastighed falder, jo flere elektroner der er i atmosfæren og derfor er satellitter der står lige over horizonten ikke meget bevendt heller.

Du kan se USAF's forudsigelse af hvor godt signalet vil være, "worst case" her:

http://gps.afspc.af.mil/gpsoc/....jpg

Hvilket tidspunkt på døgnet der er bedst eller værst er geografisk bestemt og følger døgnet fordi satelliternes bane følger døgnet.

Hvis der ikke er militære behov der er vigtigere, optimeres GPS så det virker bedst i USA i morgentimerne, af hensyn til folk der er på vej til møder.

Poul-Henning

PS: Der er forskellige andre interessante ting på Schriever AFB's GPS side:

http://www.schriever.af.mil/gp...soc/


25. nov 2007 kl 12:57

Jens Brandt

2D fra Rådgiver

"Når M.J. Eriksson bliver bestilt til en anlægsopgave, modtager Peter Bøgelund Rasmussens afdeling gerne en 2D tegning fra rådgiveren, som han og en landmåler bearbejder til 3D"

Jammen, hvorfor ikke få 3D-materiale fra rådgiveren? Mit indtryk er, at rådgivere mere og mere også gerne vil arbejde i 3D, så hvordan får man integration mellem de forskellige parter op at køre, så hvert led ikke skal sidde og starte fra "dumme" 2D-tegninger?


25. nov 2007 kl 13:28

Klaus Skovgaard Kay

Re: 2D fra Rådgiver

Der er mange årsager. Nogle rådgivere vil ikke og flattener en 3D-fil øjeblikkeligt, de møder den.
En anden årsag er , at f.eks. ADT giver ufatteligt mange problemer, når man tegner 3D, og man opdager hurtigt, at det er et 2D-program med 3D-overbygning. F.eks. at håndtere en bassinudgravning i 3D i ADT er umuligt. Det kræver Civil eller tilsvarende.
En tredje årsag er, at 2D kan arbejde på alm. PC, mens 3D og brug af Xref som minimum kræver workstations. Jeg har lavet et lokalplanforslag i 3D. Al udprintning skal foregå hjemme på min egen HP4400. Den HP4200, jeg bruger på arbejde knækker de ellers fine bygninger ud i noget stjerneformet krimskrams. Det er ellers simple bygninger, der blot består en 3D-boks med et 3D-sadeltag sat ovenpå. Da jeg prøvede at lægge et vejtværsnit ind og extrude det langs vejcenterlinien, knækkede arbejdsstationen i 4 timer, hvor jeg heldigvis kunne lave noget andet. Når alt det er sagt, så er jeg dog stadig så begejstret for at slås med 3D og de enorme muligheder, der ligger i det, så jeg kæmper videre. Det bliver jo rigtig sjovt, når man f.eks. kan downloade en færdigtegnet grundfospumpe i 3D og bare smække den ind i sin tegning. Det virker :)


26. nov 2007 kl 06:43

Henrik Rathje

interessant reklame indlæg

Jamen det var da et interessant reklame indlæg. Man er da ikke tvivl om hvilken software de bruger.


26. nov 2007 kl 09:47

Flemming Frandsen

Glonass?

Glonass/GPS modtagere var på mode den korte overgang hvor GPS kørte med SA og Glonass var operationelt.

SA er blevet fjernet fra GPS og Glonass er misligeholdt så det i dag ikke rigtigt kan bruges.

Selv med SA kunne man få <1 cm fejl med RTK, så gevinsten ved Glonass var der kun hvis man ikke havde en base station.

Der er dog variationer i antallet og placeringen af de sattelitter man kan se på en given position, specielt hvis man er en gravemaskine der kører rundt nede i en grøft, så det kan godt ske at der er perioder hvor man ikke får den opløsning man gerne vil have, selv med RTK.


27. nov 2007 kl 01:06

avatar

Dan Frederiksen


27. nov 2007 kl 03:27

avatar

Lars Althof

Re: Glonass?

Det er rigtigt, at der ikke er noget vundet ved at bruge Glonass, hvis der er nok GPS satelitter til rådighed, men det er der ikke altid. Det er ikke kun et spørgsmål om, hvor mange der er på himlen, men også om hvor de er.
Med Glonass får man 17 ekstra satelitter, så når man lægger dem oven i GPS satelitterne er der meget mindre sandsynlighed for, at de er gemt bag træer eller bygninger.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.