Skype-telefoni uden computer
DUALphone 3088 er vejen til IP-telefoni, for de der ikke gider nørkle med PC´en, og har derfor vundet en produktpris
Læs også
Læs mere om
Glem forestillingen om, at man skal sidde ved computeren og kigge ind i skærmen, når man ringer via Skype. Med RTX¿s prisvindende teknologi er det muligt at sidde i sofaen og ringe via internettet med en trådløs telefon, som er på nettet via routeren, uanset om computeren er tændt. Samtidig virker telefonen også via det gammeldags telefonstik.
For computernervøse brugere kan DUALphone 3088 derfor være skridtet ud i IP-telefonien.
Projektchef hos RTX Kenn Meldgaard Rasmussen fortæller, at udviklingen af den trådløse Skypetelefon var et kapløb med konkurrenterne.
»Det tog os kun syv-otte måneder, og folkene i projektgruppen holdt så lidt fri som muligt i den periode. Det var spændende at være i konkurrence, og vi nåede at komme først; ikke mindst, fordi vores telefon kan softwareopdateres og derfor ikke behøvede at have alle features med fra dag ét. Vores konkurrenters telefon kan ikke opdateres, og så er det klart at de skulle bruge tid på at implementere alle features, inden deres telefon kunne komme på markedet,« siger Kenn Meldgaard Rasmussen.
Telefonen er baseret på kendt teknologi, som er kombineret på en ny måde. RTX kunne trække på erfaring fra de tidligere versioner af sin egen Skypetelefon, der skal kobles til computeren via et USB-stik. Teknologien er baseret på en almindelig routerchip, og i telefonens base er indbygget Embedded Linux som operativsystem. Selve brugergrænsefladen er designet af Skype og implementeret af RTX.
"Vi har haft en lang dialog med Skype om produktet her, og de har ansvaret for brugergrænsefladen, mens vi har selve produktansvaret. Frameworket er bygget oven på den Skypeapplikation, som ellers findes på computeren," fortæller Kenn Meldgaard Rasmussen.
Brugere af Skype kender oversigten over kontaktpersoner og taletidskonto, som dukker frem på telefonens display i stedet for på pc´en.
Telefonen er godkendt til salg i hele den vestlige verden, hvorimod områder som Indien fortsat kræver arbejde, blandt andet på grund af telefonens kobling til telefonnettet. Den trådløse dect-teknologi har også krævet nogle justeringer i forhold til det amerikanske marked, hvor radiofrekvenserne skulle ændres, så de stemte overens med produktkravene dér.
Kenn Meldgaard Rasmussen glæder sig naturligvis over produktprisen, og særligt peger han på, at den kan tiltrække forbrugere, som ikke tidligere har brugt IP-telefoni.
"En af de store hurdles for os er den manglende opmærksomhed om Skype. Folk hører hele tiden nye historier, og vi er jo ikke Coca-Cola, så det er begrænset, hvad vi har af penge til markedsføring af vores produkt," siger Kenn Meldgaard Rasmussen.
Produktchefen bemærker, at projektgruppen nok også vil nyde godt af det ekstra skulderklap oven på knokleriet sidste sommer, men at hele opmærksomheden omkring DualPhone 3088 forhåbentlig vil føre til nogle ekstra Skypetelefoner under juletræerne om en måneds tid.





