Flowproducenter vil producere i Europa
Den bedste kvalitet laves i Europa. Derfor vil de mest avancerede flowmålere stadig blive produceret her, siger to danske producenter
Det er langt fra al produktion, der kan outsources til Fjernøsten. To af Europas større producenter af flowmålere, Siemens og Baumer, med produktion i Danmark foretrækker i vidt omfang at producere i Europa frem for i Fjernøsten. Det skyldes kravene til kvalitet.
»Amerikanske og europæiske kunder er de mest krævende. Derfor vil der altid være behov for en stærk produktion i Europa og i USA i tæt samspil med udviklingsafdelingen. De asiatiske producenter har ikke helt samme krav til flowmålere,« siger Michael Thomsen, direktør for Siemens Flow Instruments i Nordborg på Als. Virksomheden har cirka 250 ansatte.
»Omvendt har vi også brug for at være til stede på det kinesiske marked, for vi kan ikke konkurrere med kinesisk produktion her fra Europa. Vi har også produktion af flowmålere i Kina inden for magnetmålere, som er en moden teknologi, hvor lønandelen er stor,« siger Michael Thomsen. Han kan dog ikke tænke sig, at de mere avancerede masseflowmålere, coriolismålere, vil blive produceret i Kina.
»For de måleres vedkommende vil de blive produceret her i Europa og skibet ud til Fjernøsten.«
Miljø og hurtig leverance
Det schweiziske firma Baumer med produktion i Århus har også meldt ud, at virksomheden ikke har travlt med at flytte produktion ud.
»Vi producerer i Tyskland, Frankrig, Schweiz og Danmark. Vi fastholder produktion her på grund af kvaliteten, men også fordi vi bedre lever op til miljøkrav ved at producere i Europa. Desuden kan vi levere hurtigere til kunder i Europa, når vi har produktion her. Vi tror ikke på, at alting er grønnere i Kina eller Indien,« siger adm. direktør Ib Vagner Pedersen, Baumer Danmark.
Baumer får kun produceret nogle få komponenter i Fjernøsten. Virksomheden har 1.900 medarbejdere i hele verden. Heraf omkring 50 i den danske virksomhed i Åbyhøj i Århus.
Siemens Flow Instruments tror på fortsat vækst for flowinstrumenter i Europa.
»Vi vil forsat vokse på magnetiske flowmålere i Europa de næste fem år. Vi er vokset op mod 20 procent de sidste år, og markedsundersøgelser siger, at markedet for flowmåling vil vokse fem-seks procent årligt de næste år. Medarbejdertallet vil vokse tilsvarende. Siden vi overgik fra Danfoss til Siemens i 2003 er virksomheden vokset fra 150-60 ansatte til 250 i dag.





