Hightech-logistik med forhindringer
Carlsberg skaber et af Europas største bryggerier i Fredericia. Bryggeriet bliver et højteknologisk vidunder med monorail-bane, der skal flytte 5.000 paller øl og vand ind på et gigantisk højlager - i timen
Noget, der ligner en gigantisk stålskulptur, skyder i disse uger op hos Carlsberg i Fredericia. Det er Carlsbergs nye 40 meter høje lager.
Hver dag dukker nye lastbiler op fra SSI Schäfer i Tyskland med stålprofiler. Håndværkerne hejser dem over på byggepladsen, hvor de skruer dem sammen til reoler. Derefter bliver reolerne stablet oven på hinanden til et kæmpe gitterværk.
Det hele foregår just-in-time: Stålprofilerne bliver ganske enkelt først produceret, når byggeledelsen på Carlsberg giver ordre til det. Dermed undgår begge parter unødvendig lagring af stålet.
Det kommende højlager får plads til 70.000 paller, hvilket svarer til 63 millioner øl og vand. Oversat til Danmarks befolkning: Mere end 11 flasker til hver dansker.
Højlageret kommer til at spille en hovedrolle i Carlsbergs nye logistik. En anden hovedrolle indtager en ny 3,2 kilometer lang monorail-bane, når det gamle bryggeri i Valby nedlægges og al produktion samles i Fredericia til næste år.
Gammel og ny teknik mødes
Det ser enkelt ud på tegninger. Monorail-banen skal være livsnerven i Carlsbergs ombyggede superbryggeri i Fredericia. Den skal aftage kasser og paller lige fra tappeliniernes rullebånd og aflevere dem i højlageret. Men undervejs er der meget, der skal passes til.
»Det er udfordringen: At få det gamle maskineri til at passe med den nye højautomatiserede logistik,« siger Urs Hofer, en schweizisk logistikekspert, der er tilkaldt for at hjælpe Carlsberg med logistikken i det, der fra næste år bliver et af Europas største bryggerier.
Urs Hofer har været med til at designe logistikken i Carlsbergs tilsvarende moderne bryggeri Sinebrychoff i Finland. Han regner med, at hans arbejde i Danmark vil tage tre år.
Han viser rundt sammen med Lars Bek Jensen, partner i Langebæk Logistik.
Oppe i loftet udpeger Urs Hofer nogle rør til vand, ventilation, øl og trykluft. De er blevet vredet og drejet ind i nye positioner for at skabe plads til monorail?en i en bygning, der ikke fra begyndelsen var skabt til en monorail.
Stedet er blevet gennemfotograferet for at få sikkerhed for, at der ikke bliver nogen sammenstød mellem monorail?en og de eksisterende installationer.
Monorail'en skal skære sig tværs igennem de eksisterende produktionshaller. De første strækninger af skelettet er allerede bygget.
Til foråret venter nogle travle døgn. Da skal monorail?en nemlig installeres, samtidig med at bryggeriet stadig skal brygge. Der er lagt op til en del nat- og weekendarbejde.
Mangel på entreprenører
Carlsberg har ikke kun måttet slås med at kombinere nyt og gammelt udstyr. Fra begyndelsen led den store ombygning også under, at det var umuligt for Carlsberg at få et af de store entreprenørfirmaer til at tage opgaven. Firmaerne havde ganske enkelt for travlt med andre projekter til at kunne påtage sig Carlsbergs store projekt. Derfor måtte Carlsberg hurtigt selv påtage sig det overordnede ansvar og dele opgaverne ud på en række fagentrepriser.
Alle bryggeriets tappelinier bliver koblet til monorail?en. Monorail?en får to spor, en til hver retning, hvor tophængte vogne skal køre rundt med paller med tomme og fulde flasker. Både tomme og fulde flasker skal opbevares i højlageret.
En tredje udfordring har været at få styr på trafikken på monorail?en. Hvor meget tonnage kan sådan en monorail egentlig transportere, og hvornår bliver der trafikpropper?
Trods udfordringerne er Carlsberg og dets rådgivere mindre overbevist om, at anlægget som planlagt vil stå færdig til foråret, hvorefter der kan køres test. Fra november næste år kan anlægget tages i brug.
Skelet til højlager
Mens alle problemer med at forbinde gammelt og nyt i produktionen ikke er løst endnu, så skrider byggeriet af højlageret hurtigt frem. I forhold til den komplicerede sammenkobling af nyt og gammelt i produktionshallerne, er højlageret let at bygge, ifølge Urs Hofer. For her starter man på bar mark.
Der er tale om en "rack clad"-konstruktion. Det vil sige, at et skelet af stål udgør den bærende konstruktion. Væggene tilføjes først senere. Skelettet står næsten færdigt nu.
De første stålprofiler blev sat op i juli. Hele stålarbejdet vil være afsluttet til december, og herefter følger installationsarbejde, før der bliver test og indkøring af lageret fra februar.
En væsentlig udfordring for logistikerne har som nævnt været at sikre, at der ikke opstår trafikpropper, når enorme mængder øl og sodavand skal passere gennem bryggeriet. Trafikmængden, flowet, på monorail?en og ud og ind af højlageret bliver blandt de største i verden. Anlægget skal håndtere 5.000 paller i timen, svarende til 4,5 millioner øl og vand.
»Vi har prøvet at justere trafikken og ændre retning på flere forskellige måder. Så er hver model afprøvet i modelleringsprogrammet AutoMod. Der har vi kunnet se nøjagtigt, hvor der kan opstå problemer,« siger Lars Bek Jensen, Langebæk Logistik.
På skærmen simulerer programmet, hvordan vognene cirkulerer rundt i bryggeriet, og hvor der opstår trafikpropper.
Styresystem
Hele det nye logistiksystem vil blive styret af en central computer. Medarbejderne vil kunne koble sig på ude i produktionen og omgående få informationer om vogne og ladninger, som er på vej rundt fra tappehaller i monorail og i højlager.
Den centrale computer er desuden bakket op af en reservecomputer.
Det betyder, at hvis den ene computer går ned, så kan den anden overtage øjeblikkeligt.
Farvel til gaffeltrucks
Til efteråret skal anlægget gå i fuld drift. Så vil hovedtransportmidlet i bryggeriet være monorail?en. De enkelte vogne med øl eller vand vil bevæge sig roligt gennem produktionshallerne med en hastighed på syv kilometer i timen. Udenfor mellem bygningerne vil vognene svæve i begge retninger gennem glasgange, så de bliver synlige for omgivelserne. Der vil være langt mindre kørsel med gaffeltrucks.
Kranerne i højlageret vil selv kunne sætte hele paller med 30 kasser af øl eller vand frem til læs til lastbiler og tog. Et automatisk plukkesystem, APS, vil kunne pakke blandede kasser, altså paller, hvor der indgår forskellige øl- og vandtyper på samme palle. Så lastning på tog og biler vil foregå helt automatisk.
Med hele ændringen fordobler Carlsberg-bryggeriet i Fredericia næsten sin produktion. Samtidig bliver der lidt færre ansatte. j





