/byggeri

DR Byen undgik tæthedskrav

Få kommuner kræver dokumentation for, at nye bygninger lever op til tæthedskrav. Og så kan det gå som med DR Byens råkolde nyhedshus, anslår Energitjenesten.

Af Mads Nyvold, onsdag 21. nov 2007 kl. 12:02

Landets kommuner kan undgå utætheder og dermed dyrbar spild af energi ved at kræve dokumentation for opfyldte tæthedskrav ved nybyggeri, men det er yderst sjældent, at kommunerne benytter sig af denne foranstaltning.

Det viser en opgørelse, som Energitjenesten, der er dannet af Organisationen for Vedvarende Energi og Sammenslutningen af de danske energi- og miljøforeninger, har foretaget.

Vejle og Gentofte er et par af de få nye storkommuner, som benytter sig af muligheden for at kræve tæthedstest af nybyggeri. Men blandt andre stiller hverken Københavns Kommune eller Aalborg Kommune kravet.

»Vi har foreslået Københavns Kommune at stille kravet. På nuværende tidspunkt stiller de kun kravet til eget byggeri samt støttet byggeri. Men vi håber, at der snart kommer et generelt krav,« siger Ann Vikkelsø, leder af Energitjenesten København.

Energitjenesten fremhæver DR Byens nyhedshus, hvor utætheder gør, at medarbejderne har fået udleveret fleece-tæpper for at holde sig varme.

»DR Byen er endnu et eksempel på et kontorbyggeri, der ikke opfylder de krav til komfort, isolering og tæthed, som man kan forvente. Desværre oplever vi også almindelige ny– og ombygninger, hvor energikravene ikke opfyldes,« fortæller ingeniør Jens H.M Larsen, energivejleder hos Energitjenesten København.

Muligheden for at kommunerne kan kræve dokumentation for tæthedsgraden kom i forlængelse af det nyeste bygningsreglement, der trådte i kraft 2006.

Energitjenesten opfordrer nu alle landets kommuner til fremover at kræve dokumentation for, at tæthedskravet er opfyldt.



21. nov 2007 kl 18:29

avatar

Peter Kamp Nielsen

Manglende krav om dokumentation er vel ikke opgivelse af kravet?

Selvom der ikke stille krav om fremsendelse af dokumentation, må bygherren vel stadigt forvente at den leverede ydelse er konditionsmæssig?

Jeg mener, der skal jo heller ikke fremsendes stålcertifikater?


22. nov 2007 kl 07:17

avatar

Jakob Køster

AB92

Er AB92 ikke gældende i DR byggeriet?

Bygherren kunne jo udføre en tæthedsprøve (evt. på egen regning) og så ved 1-års gennemgangen af byggeriet fremlægge dokumentationen for at byggeriet ikke overholder tæthedskravene. Entreprenøren vil herefter være forpligtet til at udføre en tætning således at tilsvarende beskrivelsen i udbudsmaterialet.

/J


23. nov 2007 kl 13:22

Asger Hyldgård

Tæthedskrav

Så vidt jeg ved er DR's nyhedshus godkendt af kommunen inden sidste ændring af bygningsreglementet. Dermed var der på det tidspunkt intet krav om tætheden.

At tætne et hus når det står færdigt er ingen let operation, så det bedste er altid, hvis huset bygges tæt nok fra starten. Hvis vi vil have håndværkerne til at være omhyggelige med at montere dampspærre og undlade at gennemhulle den med gennemføringer i unødigt omfang skal de vide at tætheden bliver kontrolleret. Hvis der ikke er nogen kontrol ved modtagelsen, bliver der sløset mere end hvis alle ved, at det bliver kontrolleret.

Det, jeg har kunnet finde om sagen er, at det drejer sig om "træk og kulde" der har medført klager.

Hvis det er huset er så utæt at det giver gener i form af træk og kulde for medarbejderne bør det udbedres for entreprenørens regning. Det vil normalt ikke være god håndværksmæssig udførelse, hvis man ikke kan arbejde i huset uden at skulle pakke sig ind i tæpper.

Mit bud er dog, at der langt snarere er tale om træk.
Jeg ved ikke, om DR har fået udført kvalificerede CFD beregninger på projektet. Idag er det reelt eneste mulighed for at spotte trækproblemer i projekteringsfasen ved større og mere spektakulære konstruktioner hvor årelang erfaring ikke nødvendigvis er nok.

Uden at kende til de konkrete klager over træk og kulde vil jeg gætte på følgende:
Det er de medarbejdere der sidder i store kontorer med højt til loftet - evt. i en form for atrium med rumhøjde på 3-4 etager der klager.
Hvis det er tilfældet, er der nok mest af alt tale om en projekteringsfejl eller nogle decideret uheldige valg fra byggeledelsens side.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.