Optisk datalagring skal øge datatætheden med 1000 procent
Lys fanget i et prisme kan bruges til at lagre data og øge hastigheden på internettet, lyder meldingen fra britiske forskere. Datatætheden kan øges med 1000 procent.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Britiske forskere er på vej med en teknik, der kan stoppe lyset i et prisme og bane vejen for superhurtige computere.
Teknikken indeholder to store potentialer, hvor det ene går ud på at lagre information optisk i stedet for at bruge elektroner. Ifølge forskerne kan det øge datatætheden med 1000 procent.
Samtidig kan teknikken bruges til at sænke trafikken i lyslederkabler ved vigtige informationspunkter og styrer trafikken på samme måde som i et vejkryds, skriver universitetet i Surrey i en pressemeddelelse.
Ved at pakke et prisme ind i to lag af såkaldte metamaterialer med et negativt brydningsindeks vil lys, der rammer prismet, blive bremset helt op på et bestemt sted. Lysets bølgelængde vil afgøre, hvor i prismet det stopper, og derfor vil prismet forestille en slags fastfrossen regnbue. Med det stoppede lys er det muligt at gemme data i store mængder i prismet.
Metamaterialerne, der medvirker til effekten, er små metalstrukturer, der er meget mindre end lysets bølgelængder.
Lys bremses ved stuetemperaturer
Forskerne har allerede med laboratorieforsøg vist, at det kan lade sig gøre at forsinke visse bølgelængder i det infrarøde område, men ifølge professor Ortwin Hess vil det inden for den nærmeste fremtid kunne lade sig gøre med hele det synlige spektrum.
Dermed vil forskerne være nået et væsentligt skridt videre på forskningsområdet, hvor det hidtil kun er lykkedes at bremse og stoppe lys ved ekstremt lave temperaturer.
Forskerne, der arbejder under professor Ortwin Hess anvender den såkaldte Goos Hänchen-effekt, der foreskriver, at lys der rammer et objekt, ikke øjeblikkeligt spejles, men bevæger sig et meget kort stykke langs objektet, inden refleksionen finder sted.






