Nanoprodukter både bekymrer og begejstrer de danske forbrugere, viser ny undersøgelse, der peger på behovet for mere information om produkterne.
Helbredelse af kræft og andre sygdomme er nogle af de største potentialer ved nanoteknologi, mener danske forbrugere. Derimod er de bekymrede for, om frie nanopartikler ligesom dieselpartikler eller asbest kan være sundhedsfarlige.
Det viser en fokusgruppe-undersøgelse fra Informationscenter for Miljø & Sundhed (IMS).
»Det ene øjeblik mener de, at udviklingen skal fortsætte, og at samfundet må tage nogle chancer. Det andet øjeblik er de bekymrede for mulige risici, og ønsker mere kontrol og mærkning,« siger sekretariatsleder Informationscenter for Miljø & Sundhed, Thomas Breck.
Men forbrugernes bekymring hænger sammen med, at de ikke har den store viden om området, mener Thomas Breck.
»Undersøgelsen viser, at der er et stort behov for information om nanoteknologi. Både om de positive anvendelser og om mulige risici for miljø og sundhed,« siger Thomas Breck.
Nano-produkter. Er de her allerede?
Deltagerne i undersøgelsen er i mange tilfælde heller ikke vidende om, at de faktisk kan få nanoteknologiske produkter allerede i dag.
»Jamen, har jeg nogensinde set nogle af de her produkter med nano, eller der bygger på nanoteknologi?”, spørger en 27-årig mand i undersøgelsen.
Ifølge undersøgelsen drager forbrugerne paralleller til mere kendte områder som for eksempel kemikalier og genteknologi.
»Undersøgelsen afdækker en snigende usikkerhed overfor nanoteknologi, som jeg tror, man bør tage alvorlig. Både blandt forskere, virksomheder og myndigheder. Ellers risikerer vi at ende i den der alt-eller-intet situation, hvor den ene risikopåstand afløser den anden, og man enten er for eller imod, som vi husker fra GMO’erne. Det bør vi prøve at undgå,« siger Thomas Breck, der håber på at nanoteknologi kan blive en socialt robust teknologi.
»Altså en teknologi vi er sammen om, frem for et risiko-konfliktområde,” siger han.
Der satses millioner i Danmark på forskning og udvikling inden for nanoteknologi, og allerede i dag er der flere hundreder produkter med nanoteknologi på markedet – selvom kun en forsvindende lille del egentlig er produceret i Danmark.
Fakta om undersøgelsen:
Undersøgelsen "Jeg er åbenbart bruger af nano, en kvalitativ undersøgelse af forbrugernes opfattelse af nanoteknologi" bygger på tre fokusgruppeinterview á otte personer afholdt i august 2007. Instituttet har i undersøgelsen tilstræbt at inkludere både teknologioptimister og -skeptikere samt spredning inden for køn, alder og uddannelsesmæssig baggrund. Den er gennemført med støtte fra Miljøstyrelsen som optakt til Kemikaliedagen som finder sted i morgen den 21. november 2007.
Rank 2009
Interaktivt kort med brancher og topliste »
Alle 800 virksomheder sorteret »