/transport

SAS brød hviletids-regler for trætte piloter

SAS har siden 2005 sat trætte piloter på lige så lange vagter som deres udhvilede kolleger samt forsøgt at få myndighederne til at godkende en hviletids-procedure i strid med sikkerhedsreglerne.

Af Mads Nyvold, mandag 19. nov 2007 kl. 09:56

SAS har siden 2005 presset trætte piloter til at tage endnu en flyvning og ignorere hviletidsbestemmelserne.

Den behandlingsmåde har gentagne gange fået skarp kritik fra Skandinavisk Tilsynskontor (STK), der kontrollerer sikkerheden hos SAS, og resulterer nu i et påbud.

»Det er afgørende for sikkerheden, at piloterne møder udhvilede på arbejde og er fit for flight. Derfor skal SAS følge bestemmelserne om hviletid,« fastslår tilsynskontorets leder, Karl-Erik Mårtensson, over for Morgenavisen Jyllands-Posten.

Men hvor lastbilschauffører straks bliver straffet, hvis de har tilbragt længere tid end tilladt på motorvejen i stedet for drømmeland, så har SAS undgået nogen sanktioner hidtil. Det sker til trods for, at flyselskaber ikke må flyve med passagerer, hvis de ikke overholder sikkerhedsbestemmelserne.

Ignorerede flysikkerhedsaspekt i oplæg
SAS har undgået et påbud ved at stille spørgsmålstegn ved reglerne og forsøgt at få myndighederne til at godkende sin egen procedure. Et udvalg under STK – det såkaldte O-udvalg – vurderede ellers tilbage i 2005, at SAS var på afveje.

»Konklusionen fra O-udvalgsmedlemmerne er, at SAS ikke iagttager flysikkerhedsaspektet i sit oplæg,« lød en af konklusionerne.

SAS ankede den afgørelse. Så i mellemtiden har SAS eksempelvis kunnet ringe en tilkaldepilot op midt om natten og krævet, at vedkommende skulle møde fire timer senere og have en lige så lang arbejdsdag som den pilot, der er udhvilet og hele tiden har vidst, at hans vagt ville begynde tidligt næste morgen.

SAS-oplæg i strid med reglerne
Men nu er den juridiske kamp overstået. Det såkaldte OPS-udvalg bestående af blandt andet direktørerne fra de tre skandinaviske landes luftfartsstyrelser erklærer, at SAS´ brug af piloter er i strid med reglerne.

Karl-Erik Mårtensson oplyser til Jyllands-Posten, at SAS kan se frem til at modtage et skriftligt påbud om kort tid.

Ifølge SAS er brevet dog unødigt. Luftfartsselskabet har allerede valgt at følge reglerne ifølge informationschef Bertil Ternet.

»I perioden har der været uenighed om tolkningen. Men vi har tilsluttet os myndighedernes tolkning og følger nu reglerne til punkt og prikke,« siger Bertil Ternet til Jyllands-Posten.



19. nov 2007 kl 12:09

Jens S.

SAS brød hviletids-regler for trætte piloter...

...og trætte landingsstel? (sorry, kunne ikke nære mig).

Det er ganske fortåligt når en langturs-chauffør i lastbil får bøde for at overtræde reglerne (de er der vist nok for at blive overholdt, ikke?).
Men at flyve rundt med sardindåsen fuld af mennesker, og være smådøsig kan SAS ikke se problemet i !? Hvad bliver mon det næste fra SAS?
Fly til tiden???

Godt der findes alternativer...!

Jens


19. nov 2007 kl 13:02

Knud Hansen

Re: SAS brød hviletids-regler for trætte piloter...

Men læger må gerne være på vagt i 24 timer...


19. nov 2007 kl 17:54

Mogens Jørgensen

hviletidsregler

Det er nemlig rigtigt Knud, og der er intet til hinder for, at de tungeste beslutninger og sværeste opgaver kommer i den 23. time..

Men mht tjenestetidsreglerne for flyvende personale, så er det jo nærmest ligegyldigt, med de små overskridelser der (evt ) har været. Det blegner totalt i forhold til de kommende arbejdstidsregler som implimenteres af EU til næste sommer (suppart Q ).
At det er SAS der er på forsiden, er kun fordi det ikke er så interessant at skrive om alle de andre mere eller mindre kendte luftfartsselskaber. Men i branchen er det old news, at SAS nærmest er duksen i klassen, hvad de her ting angår.

Fra næste sommer vil det være væsentlig mere sikkert at være svin på laddet af en lastvogn, end passager i et hvilket som helst rutefly over EU, når man ser på sandsynligheden for, at personalet i styrehuset er udhvilede.( Dog undtaget fly/personale registreret i UK. Her har man erkendt, at det er dybt uforsvarlig med de nye regler.).
Det er fakta om forskellen mellem de nuværende regler, og de kommende...

Alle personalegrupper i luftfarten, i Skandinavien har forsøgt at råbe politikkerne op, tilsyneladende uden held. Og journalisterne vil hellere pille i petitesser, i stedet for at se rundt om næste hjørne. Men så blegner deres historie selvfølgelig, og det ville jo være surt for dem..




19. nov 2007 kl 17:54

Mogens Jørgensen


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.