/byggeri

Vejle vil bygge Europas højeste træhuse

Fire højhuse på otte etager helt i træ er under planlægning i Vejle. Bygnings- og brandmyndighederne har foreløbigt godkendt konstruktionerne, men juridiske og især økonomiske problemer kan få planerne til at visne

Af Ulrik Andersen, lørdag 17. nov 2007 kl. 09:00

I Nørreskoven i Vejle vokser træerne om ikke ind i himlen så i hvert fald op i otte etagers højde.

Hvis boligforeningen Østerbo og Vejle Kommunes drøm går i opfyldelse, vil fire otte-etagers boligblokke med bærende konstruktioner og facader i træ vokse frem i løbet af de kommende år.

Men såvel økonomiske og juridiske forhindringer, som for eksempel bygningsreglementet, kan vælte planerne om det, der ifølge arkitekterne kan blive Europas højeste træhuse. Der er tale om fire blokke, som skal rumme 60 almene boliger.

Den første forhindring for århusianske Prisme Arkitekter, som har tegnet de fire blokke, er bygningsreglementet, fortæller arkitekt Uwe Reihs.

"Som udgangspunkt tillader det danske bygningsreglement kun at bygge op til fire etager, hvis de bærende konstruktioner er af træ," forklarer han.

Sprinklere over det hele
Frygten for, at en brand skal få en træbygning til at styrte sammen, er årsagen til reglerne, som stammer fra 1999. Derfor har arkitekter og de godkendende myndigheder i form af Vejle Kommune, med assistance fra det lokale brandvæsen, forhandlet om, hvad der skal til, for at byggeriet kan opnå en dispensation.

Myndighederne har krævet, at både de enkelte lejligheder og facaden, der skal beklædes med brandimprægneret træ, udstyres med sprinkleranlæg, så en eventuel brand ikke kan sprede sig, siger viceberedskabschef Erik Skallerup fra Vejle Brandvæsen.

"Vi vil have et brandstop i facaden. Det kan man blandt andet klare med udvendige sprinklersystemer og indbyggede fysiske brandbarrierer. De enkelte boliger og flugtvejene skal også sprinkles. Desuden skal byggeriet leve op til de samme krav som almindeligt etagebyggeri. Blandt skal vi have et stigerørsystem, som vi kan koble os på, inden vi kommer ind i bygningen."

Rådgiverne skal bevise sikkerhed
Selv om det virker logisk, at træ brænder lettere end eksempelvis beton, så er det faktisk ikke altid tilfældet, hævder Uwe Reihs.

"I Finland har træproducenten Moelven fået søjler og rammer af Kerto-træ godkendt efter BS-normen (brandsikringsnormen, normalt kan træ kun godkendes efter BD-normen (branddæmpningsnormen), red). Visse typer træ brænder ikke meget hurtigere end beton," siger han.

En strid om placeringen og besværet med at få økonomien i projektet til at hænge sammen har forsinket byggeriet i nogle år. En af de positive konsekvenser er, at det rent formelt er blevet lettere at få træhøjhusene godkendt, forklarer Erik Skallerup fra Vejle Brandvæsen.

"Siden vi begyndte på sagen, har vi fået de funktionsbaserede brandkrav. Så nu skal rådgiverne bare kunne eftervise, at byggeriet er sikkert nok, så får de godkendelsen."

Økonomien truer projektet
Men selv om bygningsreglementet er blevet mere fordelagtigt for planerne, så betyder de stigende byggeomkostninger, at der skal en meget rig onkel til, før Danmark kan prale af at have Europas højeste træhuse.

"Vi har ikke kunnet få økonomien i projektet til at hænge sammen," erkender Søren Ahle Hansen, der er direktør i boligforeningen Østerbo, der skulle stå for opførelsen.

I 2005 lavede NCC, der er en af parterne i projektet, en beregning af, hvad det ville koste at opføre husene henholdsvis med søjledragersystem i træ og som modulbyggeri. Modulerne var ikke overraskende de billigste, og alligevel ville byggeriet koste 20-25 procent mere end de 21 milllioner kroner per blok, som Østerbo havde sat af til projektet.

"Siden vi fik lavet beregningerne, er det jo ikke just gået i den rigtige retning med byggeomkostningerne. Priserne er eksploderet, og vores rammebeløb er kun sat op med få procent," siger Søren Ahle Hansen.

Ansøgninger til diverse fonde har ikke givet resultater, så selvom Østerbo har cirka fire måneder endnu til at finde en holdbar økonomisk model, har boligselskabet allerede nu skruet ned for forhåbningerne.

"Vi mangler sådan set bynære boliger. Derfor var det oplagt projekt i en kvalitet og klasse, som vi gerne vil lave. Vi så det meget gerne gennemført, men virkeligheden skal jo gerne passe med realiteterne."

I Vejle Kommune vil udviklingschef Henrik Stjernholm meget gerne se etagebyggerier i træ vokse op.

"Hvis det ikke lykkes at få opført Østerbos etageboliger, så vil vi se på andre muligheder for at udvikle spændende træhusbyggeri. Det er ikke afgørende, at det bliver i syv-otte etager, men det vil bringe træhusbyggeriet i Danmark fremad, hvis vi kan få opført et etagebyggeri i moderne arkitektur."

Fakta: Højhuse i træ

- Højde: op til 25 meter
- Etager: 7-9
- Boliger: 60 stk. af cirka 100 m2.
- Pris: ukendt
- Placering: Hjørnet af Horsensvej og j Østerbrogade i Vejle.
- Bygherre: Boligforeningen Østerbo
- Arkitekt: Prisme Arkitekter A/S
- Rådgiver: Cowi
- Entreprenør: NCC

Klage helt ude i skoven
- Højhusplanerne har affødt en klage til Naturklagenævnet, fordi klageren mener, at der bliver bygget for tæt på skoven.

- Kommunen forsvarer beslutningen med, at der tidligere har ligget boligbyggeri og andre byformål på grunden, og at der derfor ikke er en skovbyggelinje på stedet. Sagen ligger stadig i Naturklagenævnet.



18. nov 2007 kl 11:30

John Larsson

Arkitekteri!!

Jeg er ved at blive grundigt træt at "toneangivende" arktekters søgen efter effekter! Hvad er det for et babelstårn man er ude på at vise? Træ er et fortrinligt konstruktionsmateriale som tåler både træk- og trykbelastning. Det varmeisolerer tilfredsstillende og det kan bearbejdes af den lokale håndværker. Moderne limtræsbjælker kan endda bruges over lange spænd, i hvert fald så længe limen ikke dekomponerer og man sikrer sig at at bjælken ikke vrider sig som i Ballerup Arena, men træ *er* ikke velegnet til de bærende konstruktioner i høje bygninger!

Hvad med lerklinede halmhuse i otte etager? Så kan man måske endda få dispensation for nærheden til skoven?


19. nov 2007 kl 09:21

Jan Daugaard

Har nogen i dette projekt set dette link

Brandhæmmende maling http://www.nofiretechnologiesi...com/
som efter min mening burde være et krav om at vi skal bruge overalt i vores huse, nå men se lige filmen så er i også overbevist.
Ha en skøn skøn dag alle sammen

MVH Jan


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.