Så er den gal igen: Dansk biltrafik blev endnu større miljøsynder
Intet kan bremse klimasvineriet fra den danske bilpark, som ifølge tal fra Energistyrelsen steg yderligere tre procent sidste år. De danske elselskaber kræver markante indgreb, da privatbilerne er et af de eneste steder, Danmark kan gøre en forskel for klimaet.
Flere bilproducenter, mellem dem Volvo, arbejder på hybridbiler, som kan lades op via stikkontakten. Endnu har de dog kun vist prototyper.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Danskernes behov for at starte bilen og fylde landets motorveje op med lange stænger af stål i myldretiden vil ingen ende tage.
Nye tal fra Energistyrelsen viser, at CO2-udslippet tog endnu et hop sidste år, selv om oliepriserne startede deres himmelflugt.
Udledningen af CO2 fra person- og lastbiler steg med godt tre procent til 12,3 millioner tons. Dermed er privatbilisternes og lastbilchaufførernes bidrag til drivhuseffekten steget 15 procent de seneste ti år.
Eksport af kulkraft bør ikke regnes som dansk anliggende
En stigning på tre procent lyder ikke af meget, når Danmarks samlede CO2-udslip voksede hele 16 procent sidste år. Men det er forkert at anskue tallene på den måde, mener elselskabernes brancheforening, Dansk Energi.
De danske naturgas- og kulkraftværker var hovedårsagen til sidste års brud med fald i CO2-udslippet, fordi elselskaberne eksporterede strøm på livet løs.
Men, påpeger vicedirektør Lars Aagaard fra Dansk Energi, i Europa, hvor elselskabernes CO2-udslip er reguleret af kvoter, er det naturligt med store udsving, og i år vil eksporten fra vores kraftværker falde igen.
»Udslippet fra elproduktionen vil gå op og ned afhængig af markedsøkonomien. Når det går op i ét land, går det ned i et andet, og samlet set bliver der ikke et større udslip af, at vi udleder mere CO2 fra de danske kraftværker,« påpeger han.
Samme argument har været brugt til at kritisere blandt andre DSB’s aftaler om at købe grøn strøm, da elselskaberne så blot sælger udledningstilladelserne, CO2-kvoterne, videre.
Kun bilerne boner ud på klimaregnskabet
Skal danskerne selv gøre en forskel for klimaet, der kan mærkes, skal vi sætte ind på områder, der ikke er reguleret af EU’s kvoter. Men når det gælder trafikken, fejler vi fuldstændigt herhjemme.
Sidste år var 40 procent af CO2-udslippet ikke underlagt EU-kvoterne. Heraf stammer godt halvdelen fra vejene. Og mens den øvrige CO2-udledning, blandt andet fra opvarmning af boligerne, ikke stiger, så får vejtransporten også det samlede udslip til at stige.
»Der er kun én ting, der boner ud, når vi gør regnskabet op. Det er vejtransporten. Den er vores største klimapolitiske problem,« fastslår Lars Aagaard.
»Hvis Danmark vil arbejde for, at Europa når målet i Kyoto-aftalen, så er det ekstremt vigtigt, at vi gør noget ved bilerne,« tilføjer han.
Gør de nye hybridbiler billigere
Elselskabernes interesse i sagen er blandt andet at få skaffe flere elbiler til landet, i første omgang som plug-in-hybridbiler, der kan oplades i stikkontakten. Deres batterier kan hjælpe med at lagre noget af energien fra vindmøllerne, når det blæser kraftigt.
Dansk Energi vil derfor forlænge afgiftsfritagelsen for elbiler, som langt fra fører til et gigant-salg herhjemme, og gøre hybridbilerne billigere. Ifølge Ingeniørens rundspørge til partierne på Christiansborg er der flertal for at sænke afgiften på hybridbiler efter valget.
Elselskaberne foreslår også at bruge 200 millioner offentlige kroner på forsøg med el- og hybridbiler.






