/energi

[arkivfoto: Casper Dalhoff]

[arkivfoto: Casper Dalhoff]

Vestas-mølle brækkede midt over under hård blæst i Skotland

Midt i sidste uges blæsevejr knækkede en Vestas-mølle i Skotland og fik tre vindmølleparker til at lukke for produktionen. Vindmøllen er en ældre model med en højde på 61 meter.

Klik for at se billedet i stort

Sådan så det ud, da en Siemens-vindmølle kollapsede for tre måneder siden i Oregon. Ifølge de foreløbige oplysninger er en Vestas-vindmølle nu også knækket midt over i Skotland.


Læs også

Læs mere om

Af Thomas Djursing, mandag 12. nov 2007 kl. 10:22

Tre vindmølleparker i Skotland er lukket, efter at en Vestas V47-vindmølle knækkede midt over i torsdags under et kraftigt blæsevejr.

Vindmøllen var en del af vindmølleparken Beinn an Tuirc, der består af 26 møller og ejes af Scottish Power. Selve vindmølleparken ligger i Argyll and Bute, som ligger vest for Glasgow, skriver avisen The Herald.

Ingeniører har arbejdet hele weekenden på at opklare årsagen til kollapset, og det er endnu uvist, om møllen overhovedet var i funktion, da den knækkede. Vindmøllen V47 er en forholdsvis gammel mølle på 61 meter med en rotordiameter på kun 47 meter.

En talsmand for Scottish Power oplyser, at der aldrig tidligere har været en hændelse i Storbritannien, hvor en vindmølle er knækket.

Den samme melding kommer fra underviser i energi ingeniørvidenskab ved Heriot-Watt Universitetet i Edinburgh, Wolf-gerrit Fruh, der kalder hændelsen »ekstremt usædvanlig«.

De to andre lukkede vindmølleparker er henholdsvis Dunlaw vindmøllepark med 26 møller, som ligger nær Lauder, og vindmølleparken Hare Hill med 20 møller, som ligger ved New Cumnock i Ayrshire syd for Glasgow, skriver The Herald.

Trods opringninger til både ScottishPower og Vestas har det endnu ikke været muligt at få en kommentar.

Alvorlige vindmølleuheld er sjældne, men forekommer
Selv om alvorlige uheld med vindmøller er sjældne, så har der gennem det seneste år været enkelte uheld, der viser, at de snurrende møllevinger ikke er helt ufarlige.

For blot tre måneder siden døde en arbejder, da en Siemens-vindmølle i Oregon knækkede midt over, mens han befandt sig på toppen, og alene i Tyskland skete der fire alvorlige ulykker sidste vinter.

I udkanten af den tyske by Trier landede et rotorblad på en vej kort før myldretid, i Osnabrück brød to møller i brand, og i Schleswig-Holstein knækkede tårnet på en 70 meter høj vindmølle midt over nær en motorvej.

Et uheld i Oldenburg i det nordlige Tyskland i november 2006 fik dog større konsekvenser for møllernes fremtid i området, da en 100 meter høj vindmølle mistede 10 meter af sit ene rotorblad, der endte på en mark 200 meter væk.

En efterfølgende undersøgelse af seks identiske møller i området afslørede, at der var mulige konstruktionsfejl i møllerne, som førte til lukningen af fire vindmøller.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk