Klart flertal for at hælde fødevarer i benzintanken
Korn må godt bruges til at fremtrylle biobrændstof til tankstationerne, mener et bredt udsnit af politikerne på Christiansborg, viser Ingeniørens rundspørge.
Langt de fleste partier i Folketinget er helt enige om, at danskerne bør pumpe biobrændstof i bilerne, og det er i orden at bruge fødevarer til produktionen, lyder det i en rundspørge, Ingeniøren har foretaget blandt politikere på Christiansborg.
Alle adspurgte partier undtagen Enhedslisten ønsker biobrændstof indført i Danmark, og allersenest i 2010 skal 5,75 procent blandes i benzin og diesel.
De fleste partier ser helst, at vi benytter halm eller affald fra landbruget, også kaldet 2. generations bioethanol. Men direkte adspurgt, om det er i orden at benytte fødevarer som brændstof svarer Socialistisk Folkeparti er sammen med Venstre, Socialdemokratiet og Konservative ja.
Ifølge miljøordfører Steen Gade (SF) forudsætter det dog, at der ikke er mangel på fødevarer i verden.
»Den sult, vi møder alt for ofte, skyldes ikke fødevaremangel. Højere fødevarepriser betyder sandsynligvis mindre fattigdom samlet set, fordi mange fattige er bønder, der i dag tjener alt for lidt for deres produktion. Det afgørende er snarere, hvor stor eller lille CO2-gevinsten er, og da den er meget lille, når bioethanol laves af for eksempel majs, er det tåbeligt at bruge majs til biobrændsel,« siger Steen Gade.
Han ønsker en certificeringsordning, så man kan kontrollere, at produktionen har været miljøvenlig.
Miljøgevinsten af biobrændstoffer er heftigt diskuteret blandt både eksperter og politikere. Senest har en britisk undersøgelse vist, at der dannes så meget lattergas på markerne, at det opvejer fordelen ved at bruge biobrændstof.
I Norge overvejer forbrugerombudsmanden også at forbyde Statiol at kalde Biobrændstoffet E85 for miljøvenligt.
Læs hvad folketingspolitikerne svarede på Ingeniørens rundspørge om biobrændstof:
Vil det være i orden at bruge fødevarer til biobrændslen?
Per Clausen (Enh): nej.
Torben Hansen (S): Som udgangspunkt. Nej
Kim Mortensen (S): Ja men samtidig at udvikle biobenzin baseret på affaldsprodukter
Steen Gade (SF): Så længe der ikke er mangel på fødevarer i verden vil det være i orden. Den sult vi møder alt for ofte skyldes ikke fødevaremangel . Højere fødevarepriser betyder sandsynligvis mindre fattigdom samlet set, fordi mange fattige er bønder, der i dag tjener alt for lidt for deres produktion. Det afgørende er snarere hvor stor eller lille CO2-gevinsten er, og da den er meget lille for fx majs er det tåbeligt at bruge majs til biobrændsel .SF ønsker en certificeringsordning så man kan kontrollere, at produktionen har været miljøvenlig og vi er derfor skeptiske overfor brugen af palmeolie, der presser regnskoven. Biobrændstof kan og skal ikke løse CO2 problemerne i transportsektoren, som nogle tror, men kan bidrage samme med en lang række andre initiativer - fremme at elbiler, hybridbiler, brintteknologi og en massiv udbygning af den kollektive trafik og bompenge i de større byer. Det vigtigste er så hurtigt som muligt at få udviklet 2. generations biobrændsler fremstillet af biologisk affaldsmateriale. ’
Lars Chr. Lilleholt (V): Ja i begyndelsen, men på sigt skal det være restprodukter.
Eyvind Vesselbo (V): Regeringen støtter 2. generations biobrændsel med 200 mio. kr. Det er det vi prioriterer.
Christian Wedell-Neergaard (K): Ja – men bio-benzin skal være certificeret.
Tina Petersen (DF): Helst ikke - vi skal satse på 2 generation.
Bør vi have biobrændsel i tanken? Hvis ja – hvornår mener du så, at vi bør indføre biobrændsel?
Per Clausen (Enh): Nej, vi skal satse på el- og brint produceret fra vedvarende energi. Biobrændstof får ikke nogen reel miljøeffekt og skaber for store problemer.
Torben Hansen (V): Ja. Men det er 2. generationsteknologien der er interessant. Det skal ikke være en bevidstløs tilsætning der jobber såvel verdens fødevarepriser op, som også medfører støre miljøskader. Der skal endvidere etableres certificeringsordning.
Steen Gade (SF): Ja, i et vist omfang. Den indfasning som regeringen har lavet - efter at have lurepasset i lang tid - er OK.
Kim Mortensen (S): Ja, senest 2010.
Lars Chr. Lilleholt (V): Ja, fra 2010 skal der iblandes 5,75 pct. biobrændstof i benzin og diesel.
Christian Wedell-Neergaard (K): Ja - 2. generation. 5,75 % i 2010
Anne Grete Holmsgaard (SF): Der skal udarbejdes er ordentligt certificeringssystem inden vi går igang. Certificeringssystemet skal sikre bæredygtighed - gennem hele processen. Målet er - naturligvis - 2. generations biobrændstof - eller 3. generation produceret på biologiske restprodukter. Der skal ikke gives tilskud.
Tina Petersen (DF): Ja, hurtigst muligt.
Eyvind Vesselbo (V): ja, så hurtigt som muligt.






