Nyt ministerium skal redde broer, klima og kloakker
Energi, transport, miljø og byggeri skal samles i ministeriet for infrastruktur, mener eksperter
Hvis Danmark skal undgå en fremtid med sammenstyrtede broer, oversvømmede kloakker og konstante togforsinkelser er der behov for et nyt slagkraftigt ministerium for infrastruktur. Det mener eksperterne Leo Larsen, Jørgen Rosted og Lars Goldschmidt, der for Nyhedsmagasinet Ingeniøren har udarbejdet et forslag til fremtidige ministerier.
»Der har hidtil været en frustrerende lille samtænkning og koordination på infrastrukturområdet. Vi kommer ikke uden om, at vi har en tradition for at grave vejene op flere gange her i Danmark - et klart udtryk for, at den begavede samtænkning mellem ministerier bare ikke finder sted i virkelighedens verden,« siger Lars Goldschmidt, direktør for Foreningen af Rådgivende Ingeniører.
Et nyt Ministerium for Infrastruktur skal fusionere det nuværende Transport- og Energiministerium, Miljøministeriet og den del af Erhvervsministeriet, der varetager byggeri. Ministeriet skal planlægge og koordinere indsatsen for bl.a. veje, broer, jernbaner, byudvikling, kloakker, vand, affald og energiforsyning. Dertil kommer klimatilpasning og indsatsen mod global opvarmning, der ligger naturligt i et ministerium, som kan sætte rammerne for bl.a. lavenergibyggeri, elbiler og energiforsyning.
Infrastrukturministeren skal sidde i toppen af ministeriet og have tæt samarbejde med en eller flere viceministre, der har ansvaret for de forskellige sektorer energi, trafik, byggeri, miljø og klima. Der skal fortsat være faglige styrelser for superministeriets forskellige sektorer.
De tre eksperter mener, at et stærkt ministerium er helt afgørende for at løse problemerne med infrastrukturen.
»Veje, bygninger, kloakker og banenet har fået lov til at falde hen, fordi opgaverne har været placeret i svage ministerier. Jeg mener, det vil få alvorlige konsekvenser for danskerne, hvis udviklingen af infrastrukturen ikke samles i ét stærkt ministerium,« siger Lars Goldschmidt.
En kæmpeudfordring bliver at finde penge til at modernisere de nedslidte broer, baner og bygninger. Ifølge Sund & Bælt-direktør og tidligere departementschef, Leo Larsen, vil det simpelthen være umuligt at finde økonomi til en forsvarlig vedligeholdelse over det almindelige skattesystem.
»Jeg mener, at det bliver nødvendigt at indføre en form for brugerbetaling. Alle politikere kan få vedtaget budgetter til store anlægsarbejder, men det er ikke attraktivt efterfølgende at bruge penge på den nødvendige vedligeholdelse. Der er aldrig blevet givet penge nok til vedligeholdelse, og nu er vores veje, broer, skoler og kloakker så nedslidte, at det offentlige simpelthen ikke har råd til renovering. Her ligger en stor fælles udfordring for et nyt stærkt infrastrukturministerium,« siger Leo Larsen.
Under valgkampen har SF og Radikale foreslået at oprette et decideret klimaministerium, men det er en helt forfejlet tankegang, mener Ingeniørens tre eksperter. Også selvom de udpeger klima som en af samfundets største udfordringer.
»Man bør ikke oprette ad hoc-ministerier til at løse aktuelle problemer. Knopskydninger er kun med til gøre regeringsapparatet tungere. Det handler om at skabe en langtidsholdbar ministeriestruktur, hvor det er muligt at samarbejde på tværs. Hvis man så vil sætte fokus på klima, må infrastrukturministeren udpege en viceminister for klima eller nedsætte et særligt udvalg, der får ansvaret for indsatsen,« siger Leo Larsen.





