blogs kategori-billede

Nano er det fra fjernsynet der ikke virker

Af Peter Bøggild,  mandag 05. nov 2007 kl. 18:03

Derude i den virkelige verden er nanoteknologi noget stads man smører på sine møbler og sin bil og som virker af helvede til.

Jeg kørte med en flink og rar taxichauffør på arbejde idet min vanlige metalkaret er i udu efter et close encounter med en ilde placeret lygtepæl. "Jeg vil gerne til DTU". Han vil gerne have at vide hvad jeg så lavede derude. "Nanoforsker - aha - det er jo det der fra fjernsynet der ikke virker".



Jeg blev helt træt, mine arme faldt slapt ned langs bildøren, og jeg længes et øjeblik efter at blive sprøjtet med et selvrensende lag der een gang for alle kan få nano-ribenaen til at glide af mig uden at efterlade pletter. Jeg fortalte modløst at der strengt taget eksisterede andre slags nanoteknologi end sofa-sprøjtemidler og kom med et par eksempler.

Men nej, som i en drøm kom kun tågetale ud af min mund. Klart stod stadig billedet fra tossekassen, hvor en ung og kæk studievært i Rabatten.dr med et snuptag annihilerer de sidste 10 års 100 milliard-dollar investeringer og intens forskning, samt 50 års udvikling af integrerede kredsløb og harddiske - med en sjat Ribena: "hey se så deeer - Nano virker ikke".

Uden tvivl det mest kendte nanoteknologiske eksperiment i DK til dato. Og så glemte han vist endda at følge vejledningen på pakken.

Skål.



06. nov 2007 kl 00:01

avatar

Poul-Henning Kamp

Selvmål ?

Men Peter,

Var den TV-udsendelse ikke et fortjent selvmål ?

I de sidste mange år er vi blevet tæppebombet i medierne, ikke mindst Ingeniøren, med lovprisninger om alle de mirakler som "nano" ville bringe, fra at vi kunne skylle munden en gang om året og aldrig børste tænder, til at vores tøj aldrig ville blive beskidt.

Når der så endelig kommer et nano-produkt, er det så ikke forståeligt at det bliver holdt op imod de forventninger I som forskere selv har pisket op ?

Jeg har længe haft det sådan at mine arme blev slappe og trætte når talen faldt på Kunstig Intelligens, Fusionsenergi og Marsrejser og helt ærligt så er Nano meget tæt på at have samme status: alt for megen snak og alt for få realiteter.

Det skal ikke opfattes som en kritik af den forskning der foregår, du ved selv at jeg hører til de mest interesserede når du fortæller, det er alene markedsføringen af "vapourware" (som vi kalder det i IT branchen) jeg opponerer imod.

Poul-Henning


06. nov 2007 kl 08:10

avatar

Peter Andersen

Re: Selvmål ?

Jeg bruger et produkt, der oprindligt er til frontrunder på biler, på mit visir på min styrthjelm, kører jeg over 40km/t i regnvejr preller vandet af, det var før ganske umuligt, så nogen virkning har nanoteknik dog.

Peter


06. nov 2007 kl 14:29

avatar

Peter Bøggild

Sludder og vrøvl

Din dagligdag er fyldt med nanoteknologi, som du ikke tænker over fordi det netop er... dagligdag. Det gælder med nanoteknologi som så meget andet at der er en overvægt af nye, syrede og eksotiske ting der skrives mest om. Aviserne skriver om celebrities drukture, og ikke om hansen og jensen, selvom der er mange, mange flere hansener og jensener, for ikke at tale om en god sjat poul henninger :-)

Verdens hurtigste motorcykel der kører på mobiltelefonbatterier når til forsiden af ing.dk (og er sikkert en af de mest læste artikler). Hvor tit ser man ellers nyheder om motorcykelteknologi?

Blandt nanoteknologiens Hansen og Jensen finder man:

En dvd brænder til 500 kr skriver strukturer med liniebredder på 200 nm. En harddisk til 700 kr propfyldt med nanoteknologi (GMR-effekt, nanostruktureret skrivehovede, toptunet nanomekanik), computerskærme, HDTV TV-skærme, BlueRay DVD, optiske gratings, anti-ridse overflader, katalyse-produkter der renser giftstoffer fra udstødningsgas, billedchips i kameraer, nanopartikler i maling, solcreme, smøremidler, lim, laseren i din CD-læser, et par hundrede millioner intel, AMD og motorola chips, ting som fungerer og fungerer og fungerer i en uendelighed, uden at nogen tænker over at der er noget særligt ved det - Nano er jo det der i fjernsynet der ikke virker. Der er allerede et utal af anvendelser - både direkte i vores hverdag, og som midler til at skabe nye produkter (dvs. indirekte). Om fem år vil der være 5 gange så mange anvendelser, og så vil endnu færre vide at det er nanoteknologi der bruges.

Her er en udfordring: nævn tre teknologiske/ingeniørmæssige produktområder hvor nanoteknologi slet ikke bruges p.t.


06. nov 2007 kl 14:46

avatar

Poul-Henning Kamp

Re: Sludder og vrøvl

for ikke at tale om en god sjat poul henninger :-)

kun 84 ifølge danmarks statistik :-)


Her er en udfordring: nævn tre teknologiske/ingeniørmæssige produktområder hvor nanoteknologi slet ikke bruges p.t.

Projektstyring, Lean og Patentbehandling ? ;-)

Peter, det er vi sådan set helt enige om, men det er jo netop det der er problemet: Alt hvad folk hører om nano er de kommende mirakler, ikke de nuværende ingeniørløsninger.

Der står ikke "NANO" på harddisken eller DVD skriveren og derfor bliver den ikke holdt op imod forventningerne fra alle miraklehistorierne, men der stod "NANO" på flasken med vidundermiddel, så den gør.

Like som Mega, Turbo og Giga, er nano blevet et marketingord, der betyder "plattenslageri".

Poul-Henning


06. nov 2007 kl 20:56

avatar

Peter Bøggild

Projektstyring er sgu ikke en "teknologi"

Ej heller lean og patentbehandling, kan man kalde teknologi Så det er valgflæsk er det: fingeren på vægten.

Dog: wikipedia synes at støtte din mere vattede definition, "...but can also encompass broader themes, including systems, methods of organization, and techniques."... men jeg mener ikke desto mindre at det er polemisk sjask og snyd.

Jeg giver dig ret i at ordet "Nano" har fået en aura af sort magi... men at kalde det "nanoforskernes" skyld er det samme som at spørge om "nano" duer eller ikke duer... det er at skære alle over en kam, og det er ikke rimeligt - det er at skyde med spredhagl i en vinkel på 180 grader, hvormed man rammer hundrede tusinde sagesløse kemikere, fysikere, ingeniører, biologer der laver nanoteknologi fordi det er sådan det hedder for tiden.

Og det er netop derfor, folk tror at Nano er 1 ting. Medier og medieforbrugere kan bedst lide ukomplicerede binære budskaber, og taler man med en journalist (selvfølgelig ikke de vidende og kloge journalister på Ingeniøren) er det bedst hvis man kan koge sine forklaringer ned til mundrette slogans.

Lean... ha!


06. nov 2007 kl 21:50

Jens Madsen

Re: Projektstyring er sgu ikke en "teknologi"

Chips, mindre liniebredde, og radioer der kun fylder nanometer. Det forstår jeg. Fylder lidt, og vi er ikke direkte i fysisk kontakt med nanoen. Men, at man med et "skyllemiddel" skulle kunne undgå at børste tænder mere end en gang om året, virker besynderligt - specielt, hvis dette middel påstås, at ikke have nogen skadelige biologisk bivirkning. I tilfælde, hvor dette "nano" er i direkte berøring med hænder, mund, osv. burde vi måske overveje en ekstra gang, om der er virkninger som er ukendte? Er "nano" afprøvet på dyr?


07. nov 2007 kl 13:27

avatar

Peter Bøggild

Case by case

Er produkter afprøvet på dyr?

Nogle er, nogle er ikke. Man bruger dyreforsøg på at undersøge vandringen af nanopartikler i dyr generelt, og hvilken effekt det har på celler og væv. Der er stor forskel på "nano"... nogle former for nanopartikler kommer ud af vores biler i tonsvis, og de må siges at være prøvet på dyr og mennesker i milliardvis (alle der lever i storbyer). Jeg bor selv på Tagensvej på Nørrebro, og der deltager jeg i et nanopartikel eksperimenter hver dag.

Noget "Nano" er specielle katalysepartikler, der nedbryder giftige og skadelige stoffer i udstødningsgas. Andre nanopartikler er ting som producenter blander i uden at vide hvad det er og om det eventuelt er farligt.

Så der er stor forskel, og ministeriet og arbejdsmiljøtilsynet er i samarbejde med universiteterne ved at finde ud af hvordan man omgås nanopartikler, hvilke former man skal være forsigtig med, og hvilke der er sikre. Men der er brug en masse forskning før man får "styr" på det. Vi har jo ikke styr på alle de andre stoffer der blandes i mad, cremer, sprøjtemidler og så videre...


07. nov 2007 kl 14:08

Peter Risager

Re: Case by case

Nano, er det ikke det man i gamle dage ville kalde fysik?

Det er muligt at man nu bruger nano-ordet istedet men det er vel "bare" en rebranding af det noget usexede fag fysik?


07. nov 2007 kl 14:51

avatar

Peter Bøggild

så enkelt er det ikke

Det er i forvejen ofte svært at skille fysik, kemi, biologi og materialeforskning ad. Nanoteknologi bevæger sig meget ofte i grænseområderne hvor 2 eller flere af disse felter overlapper groft. Fællesskabet består I at det er de samme problemstillinger og de samme generelle løsninger (f.eks. hvilke instrumenter man bruger til at karakterisere og fabrikere strukturerne) der gør sig gældende.

F.eks. hvis man laver STM studier af molybdændisulfid partikler, som de gør i Århus, så er det fysik. Hvis man så gør det med henblik på at disse katalytisk skal nedbryde svovl i fossile brændstoffer, så er det kemi. Hvis man optimerer andre nanopartikler til at helbrede cancer er det biologi, mens igen andre kan bruges til at forstærke og forbedre materialer, så er det materialelære... således også med afledte forskningsfelter som optik, rumforskning, geologi, IT... stort set alt hvad vi har af teknisk/naturvidenskabelige discipliner og forskningsområder har en solid portion nano-smag - dog ofte uden at nogen siger noget om det, eller bruger det som marketingstunt som PH antyder at alle forskere har travlt med.


07. nov 2007 kl 15:29

avatar

Poul-Henning Kamp

Re: så enkelt er det ikke

Det er i forvejen ofte svært at skille fysik, kemi, biologi og materialeforskning ad.

"All chemestry is really physics, and the chemists know it."
-- Feynman

:-)


07. nov 2007 kl 15:52

avatar

Peter Bøggild

Lige nøjagtigt!

...its a bloody mess


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Debatterede
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.