/transport

Dansker bygger øko-chik luksusbil

Den verdensberømte danske bildesigner Henrik Fisker, hvis biler har været med i James Bond-film, går, hvad han selv betegner øko-vejen. Han har udviklet en hybrid-sportsvogn, som kan oplades fra stikkontakten.

Af Birgitte Marfelt, fredag 02. nov 2007 kl. 11:31

Henrik Fisker, der har været chefdesigner hos BMW og stået i spidsen for designteamet hos Aston Martin, har etableret bilmærket Fisker Automotive, hvis mål er at skabe luksuriøse øko-biler.

De såkaldte plug-in-hybridbiler kører på både benzin og batterier og kan oplades i en stikkontakt.

Det betyder, at den nye bilmodel kan køre 80 kilometer på el alene. Det er nok for de fleste til at køre til og fra arbejde. Derfor anses denne bilkonstruktion for at være et vigtigt skridt på vejen til lavere udledning af CO2 fra biler.

»Det belastede miljø bekymrer hele verden. Men udvikling af en luksus-økobil med attraktivt design kan gøre en forskel. Vi er meget glade for kombinationen af vores ekspertise på bildesign og Quantums plug-in hybridteknologi,« siger Henrik Fisker i en pressemeddelelse.

»Vi vil have folk til at køre i smukke biler, der giver grøn mening – økochikke biler, der i mindre grad vil belaste drivhuseffekten,« tilføjer han.

Quantum Technologies udvikler plug-in-hybridteknologi udelukkende til Fisker-bilen, der er ved at være klar til det årlige Detroit Auto Show i januar.

Selv om prisen med afgifter kommer til at ligge på en million kroner, regner Henrik Fisker og hans samarbejdspartner, Quantum Technologies, som udvikler energilagringssystemer til bilindustrien, med at sælge omkring 15.000 eksemplarer årligt, når miljøbilen går i produktion i slutningen af 2009.

Det lykkedes ikke umiddelbart redaktionen at finde yderligere oplysninger om bilens teknik eller præstationer.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.