»Lyset hang lige over Tågå-bjerget. Min mand og jeg så det gennem vinduet i soveværelset. Det var et kæmpe pulserende lys. Efter omkring fem minutter begyndte det at bevæge sig ned af bjerget. Det var farveløst, ligesom et billys. Så begyndte det at te sig tosset - det zigzaggede op ad bjergsiden samme vej og med samme hastighed, som det var kommet ned og forsvandt bag bjertoppen.

Nu var farverne røde, hvide og gule. Efter omkring fem minutter kom det frem igen over toppen. Så dalede det næsten helt ned til jorden og stoppede. Det tændte et meget stærkt lys og vi kunne se sneen skinne i lyset. Så slukkede det og alting blev mørkt.«

Sådan beskriver Eli Sesseng en observation, hun gjorde fra sit hjem i december sidste år. Eli Sesseng bor i Hessdalen 120 kilometer syd for Trondheim. Siden først i firserne har både lokale og videnskabsmænd set det underlige lysfænomen.

Det består af lysende kugler eller skyer, der godt kan minde om metalliske objekter, som svæver rundt over dalen. Disse uidentificerede flyvende objekter kan ses fra få sekunder op til flere timer og er set bevæge sig med en hastighed på op til 400 m/s.

Hessdalsfænomenet, på engelsk ghost light, slukkes tilsyneladende, når det rører jorden. Det antænder hverken græs eller træ, men efterlader hvirvelspor i sne og dræber tilsyneladende alle bakterier, der hvor det lander.

Andre egenskaber end kuglelyn
Der hersker flere teorier om, hvad der gemmer sig bag det underlige fænomen. Nogle mener, at det er et plasmoid - en kugle af plasma omgivet af et magnetfelt. Andre fremhæver, at ghost light har fællestræk med atomernes højenergitilstand kaldet Rydberg-effekten. Atter andre mener, at der er tale om en form for kuglelyn.

Bjørn Gitle Hauge fra Høgskolen i Østfold, der har været med i udforskningen af hessdalfænomenet lige siden midt i firserne, mener, at det er en form for hvirvelvindenergi i det elektromagnetiske felt omkring Jorden. Nærmere bestemt et såkaldt "self restricted electro-magnetic field" beskrevet af den østrigske fysiker Gert Arnhof i 1994. Han mente, at disse felter er usynlige, indtil de er ved at dø ud.

»Det er usynligt, indtil det rammer et eller andet, eller det tændes af noget. Så begynder det at give energi fra sig i form af lys«, forklarer Bjørn Gitle Hauge i telefonen.

Dette »et eller andet« er måske det sjældne grundstof scandium. Det viser spektralanalyser af observationer foretaget af Høgskolen i Østfold i samarbejde med Istituto di Radioastonomia i Bologna. De tyder på, at hessdalfænomenet indeholder dette grundstof, der kun findes i Skandinavien og i Madagascar.

Optiske spektralanalyser
Der er tale om optiske spektralanalyser af lyset fra Hessdal-UFO'en, som man også har fulgt med lavfrekvent radar.

Med 11 ångstrøm per pixel er opløsningen på de digitale billeder, der ligger til grund for analysen, ikke særlig stor, men hvis man medregner de mest dominante spektrallinjer, ser det ud til, at hessdalfænomenet indeholder nitrogen, ilt, jern, silicium, helium, scandium og titanium.

Denne stofsammensætning tyder på, at "ufoen" består af ioniseret gas og ikke af fast stof. De dominerende kemiske elementer ilt og nitrogen tyder på en slags brændende gas indeholdende sand (silicium), jern, scandium og titanium fra den mineralrige dal. Scandium reagerer kraftigt på syre og ilt og kan måske være tændingsmekanismen i fænomenet.

Det sidste grundstof i spektralanalyserne, titanium, er det eneste grundstof, der kan brænde i kvælstof. Det kan være forklaringen på, at hessdalfænomenet brænder længe.

Bjørn Gitle Hauge understreger dog, at der er tale om foreløbige konklusioner, og at det er nødvendigt med flere observationer og flere spektralanalyser i høj opløsning, før man kan afklare hessdalfænomenets nøjagtige sammensætning.