/rumfart

Hundredvis af bortkomne sorte huller fundet

Omkring ti milliarder lysår fra Jorden har amerikanske forskere fundet sorte huller, som mangler i astronomernes forklaring af galaksers udvikling. Der kan være flere hundrede millioner af den slags sorte huller.

Klik for at se billedet i stort

Sorte huller i fjerne Galakser. Billede fra Spitzer Space Telescope

Klik for at se billedet i stort

Læs mere om

Dokumentation

Af Thomas A. E. Andersen, lørdag 27. okt 2007 kl. 09:00

Flere hundrede hidtil savnede sorte huller er endelig fundet i støvede galakser flere milliarder lysår fra Jorden. Opdagelsen tyder på, at der findes hundreder af millioner sorte huller, som udviklede sig, da universet var ungt. Det bekræfter langt om længe astronomers gamle teoretiske modeller.

De nye opdagelser er det første direkte bevis på, at de fleste - hvis ikke alle - tunge galakser i det fjerne univers skaber supertunge sorte huller i deres midte, når de er unge. Det kan også være med til at forklare de fundamentale spørgsmål om, hvordan galakser som vores Mælkevej har udviklet sig.

Fundet af de utroligt mange sorte huller bliver offentliggjort i det kommende nummer af tidsskriftet Astrophysical Journal i en artikel med Mark Dickinson fra National Optical Astronomy Observatory i Arizona som førsteforfatter.

Med hjælp af Nasas infrarøde Spitzer-teleskop og røntgen-teleskopet Chandra har han fundet usædvanligt høje niveauer af infrarød energi, som bliver udsendt fra 200 galakser i det fjerne univers.

Forskerne mener, at det infrarøde lys dannes, når materialer faldet ned i kvasarens kæmpe sorte huller. Ved hjælp af røntgenstrålingen kan man fastslå, at der fandtes kvasarer midt i galakserne. En kvasar er et kæmpe sort hul, omgivet af en ring af gas og støv i galakserne centrum.

Disse nye galakser, med kvasarer i midten, har alle cirka samme masse som mælkevejen, men en mere uregelmæssig form. De befinder sig mellem 9 og 11 milliarder lysår borte. De eksisterede på et tidspunkt, da universet var halvvoksent, mellem 2,5 og 4,5 milliarder år.

I de sidste mange årtier har astronomerne ment, at der burde have eksisteret en stor mængder kvasarer på den tid, men man har kun set nogle få. Det nye fund får observationerne til at hænge sammen med de teoretiske modeller.

Mark Dickinson påpeger, at de kæmpe sorte huller findes overalt i det tidlige univers. Indtil nu har man blot set toppen af isbjerget, med den nye opdagelse mener han, at man nu har fået øje på hele isbjerget.

Fundet af de nye kvasarer bekræfter, de kæmpe sorte huller spiller en vigtig rolle i stjernedannelserne i disse kæmpe galakser.

Et andet resultat er, at sammenstød og sammensmeltning af galakser måske ikke er så vigtig for galakserne udvikling som hidtil antaget. Hidtil har man ment, at en sammensmeltning var nødvendig for at starte kvarsar-aktiviterne, men de nye fund viser, at kvasarer også kan findes i ensomme og uberørte galakser.



27. okt 2007 kl 12:37

Iver Sørensen

Sorte huller er måske en form for partikkel-cykloner

Som tidligere nævnt vil jeg tro "sorte huller" er en form for cykloner af rummets partikler der netop på det observerede sted bevæger sig BORT med så stor hastighed af alle former for udsendte signaler/lys m.m.opsluges og ikke kan reflekteres retur til os. Det er vanskeligt at forestille sig en konsentration af masse der med så stor hastighedsenergi suger partikler og samme signaler til sig af reflektion ikke finder sted . Massen må have et abnorm tyngdekraftfelt som måtte skabe en kritisk temperatur for dens overlevelse som masse.


27. okt 2007 kl 15:30

Iver Sørensen

Iagttagelse af "sorte huller"

Hvis??--såfremt antagelsen om at "sorte huller" er en cyklon form vil midten af denne cyklon være centrifugeret aldeles tom for partikler og alle partikler der sendes herind imod vil også blive slynget ud i cyklonens yderrand. Et univers spinner sig rund om et center og det kunne måske være i dette centers rotation de cyklonlignende tilstande opstår??


27. okt 2007 kl 21:53

avatar

Carsten Frigaard

@Iver

Observationer af sorte huller i det tidlige univers er en interessant indirekte konklusion på IR stråling (målt fra Spitzer satelitten) fra områder ved høj rødskift. Man mener jo at sorte huller er så-kornet for massive galakser.

Herudover går teorierne på, at supermassive stjerner blev født i det tidlige univers, udbrændte og eksploderede som supernovaer, evt. efterladende sorte huller, og herved udstrøede deres "berigede" nuklearfussionerede materiale i resten af universet - vigtigt for senere dannelse af andre stjerner, planeter og ... liv.

Observation af IR stråling og også i en eller anden form UV stråling som set fra Chandra sattelitten kan indirekte bevise eksistensen af meget massive objekter i observationernes nærhed (centrum). Chandra satelitten er jo døbt efter den enormt produktive indiske forsker Subramaniam Chandrasekar, ham der bla. teoretisk beviste eksistensen af hvide dværge og sorte huller, skrev metervis af artikler, og endte med at vie sit liv til kokkekunsten.

Omdannelse af gravitationel energi til lys iform af IR og UV er en meget effektiv proces, og finder man ingen direkte form for kilde i centrum af denne observation, eller udregner man at kilden må have stor masse og lille udstrækning, må det konkluderes, at der er tale om et sort hul.

Umiddelbart fortår jeg forstår jeg ikke Ivars ide om at sorte huller er "cykloner af stof".

i) For det første vil alle cykloner ikke være på vej væk fra os, med mindre vi, ja netop OS, udgør universets centrum. Cykloner er gammel-klassisk fysik, uden nogen form for relativitetsteori indbygget. Cykloner, som fundet i stormvejr eller i badekaret er drevet af udefrakommende energi: temperaturforskelle eller gravitation mod jordes midte. Det samme gælder ikke galakser, der primært er selv-graviterende. Kausalitet stiller også en grænse for den gravitationelle "stormflod" en galakse vil kunne mærke: det tager nogle hundrede tusinde år at kommunikere signaler på tværs af galaksen.


ii) Ja, store mængder af masse (eller energi) er svære at begribe i traditionel mekanik, men ikke så svære at regne på; ved brug af Einsteins relativitetsteori kan man "nemt" komme frem til Chandrasekar massen for en sol: grænsen for hvornår en sol bliver til et hvid dværg, når det har opbrugt sin termonukleare -energi. Den ligger omkring 1.2 til 1.4 solmasser. Oppenheimer-Volkoff grænser fortæller om hvornår en uddøende sol kan blive til et sort hul, og grænsen er her over ca 1.5 til 2.0 solmaser.

Mvh
Carsten


04. nov 2007 kl 17:14

Iver Sørensen

Re: @Iver

Hej Carsten.
Min teori er at det "sorte hul" er et midterpunkt i en hvirvel lignende galaksernes hvirvelform og at der er aldeles partikkeltomt på grund af at partiklerne udslynges fra midten hvilken da synes som et "sort hul" fordi fotoner og andre signalerr ikke kan reflekteres retur . I hvilken retning denne "hvirvel" bevæger sig er underordnet.


28. nov 2007 kl 17:44

Elena Lorenzen

Re: Re: @Iver

Her er så en anden teori.
Den er dansk og har været på vej en god tid.
Den er enkel og kan forklare både årsagen til tyngdekraften - mørk stof, - mørk energi, - sorte huller osv. - Altsammen på grundlag af en simpel egenskab ved rummet, der ganske enkelt må være overset > www.science27.com/dk


14. jan 2008 kl 06:48

Berndt Barkholz

Re: Re: Re: @Iver

Science27 har intet med science at gøre, det er ligefrem pinligt at læse teksten....


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.