Rapport: Olieproduktionen toppede i 2006
Olieproduktionen vil falde med op til syv procent om året med en skyhøj oliepris til følge, spår rapport baseret på de faktiske produktionsdata fra klodens oliefelter. Bag rapporten står en tysk, grøn politiker.
ENG har nedjusteret mængden af verdens oliereserver målt i såkaldte gigabarrels fra 1225 til 854. I forhold til tallene fra Det Internationale Energiagentur ses den største forskel i Mellemøsten, hvor 677 gigabarells kryber til 362 gigabarells.
Læs også
Læs mere om
Filer
Den globale olieproduktion kulminerede sidste år og vil i 2030 være nede på sølle 39 millioner tønder om dagen.
Det varsel smækker Energy Watch Group på bordet i en ny rapport. Prognosen er i direkte modstrid med Det Internationale Miljøagentur (IEA), som forventer, at dagsproduktionen vil være på 116 millioner tønder svarende til oliebehovet til den tid.
»En forklaring på forskellen er en mere pessimistisk vurdering af potentialet i ny produktion af for eksempel offshore- og dybhavsolie. Metoden er begrundet i de konstaterede forsinkelser af nye felter. En anden grund er et tidligere og større fald i nøgleregioner for produktionen, især Mellemøsten,« skriver Energy Watch Group i en pressemeddelelse.
Modsat IEA's prognoser er Energy Watch Groups altså baseret på de faktiske produktionsdata fra alle nuværende oliefelter, mens IEA ikke medregner skøn af mulige oliereserver og landes og selskabers tvivlsomme angivelser af oliereserver.
Verdensændrede forsyningsgab
Holder de dystre prognoser stik, tøver Energy Watch Group ikke med at spå om, at konsekvensen vil være skelsættende for verdens kurs.
»Det vil skabe et forsyningsgab, der sandsynligvis ikke kan lukkes med øgede bidrag fra andre fossile energikilder, atomkraft eller vedvarende energi inden for denne tidshorisont. Verden står indgangen til en strukturel forandring af sit økonomiske system. Denne forandring vil blive udløst af de svindende forsyninger af fossil energi og vil komme til at berøre næsten alle sider af vor daglige tilværelse,« skriver Energy Watch Group.
Rapporten blev offentliggjort i mandags i London, men har trods dens alvorlige budskab givet ringe genklang i offentligheden, blandt politikere og i oliebranchen. En grund kan være, at Energy Watch Group er stiftet af den tyske politiker Hans-Josef Fell fra Die Grünen og sponseret af Ludwig-Bölkow-stiftelsen.
Men enkelte kendere af den globale olieproduktion er enige om, at vendepunktet er passeret. På et pressemøde samtidig med offentliggørelsen af rapporten var den 79-årige oliemogul T. Boone Pickens ikke i tvivl.
»Dagens maksimum - 85 mio. tønder om dagen - er det meste, vi nogensinde vil være i stand til at præstere,« erklærede T. Boone Pickens til avisen Kansas City Star.
Olieproduktion uden vækst i 30 måneder
Til dagbladet Information betegner den britiske olieanalytiker og redaktør af branchetidsskriftet Petroleum Review, Chris Skrebowski rapporten som værende ”et ganske solidt værk”. Han hæfter sig ved, at mens rapporten er pessimistisk omkring de produktionspotentialet i Mellemøsten, så er den modsat særdeles optimistisk omkring mængden af olie, der kan skaffes fra såkaldte ukonventionelle kilder såsom de canadiske olieforekomster i tjæresand.
Chris Skrebowski peger endvidere på, at siden januar-februar 2005 har olieproduktionen være svingende og uden mærkbare forhøjelser ifølge IEA’s standarddata.
»Mine egne analyser, som har været afhængige af offentligt tilgængelig information, peger på, at hvis alle faktisk gør, hvad de siger, de vil gøre, og alt går som ønsket - og det er temmelig heroiske antagelser - så vil vendepunktet komme omkring 2011. Men alt, hvad der måtte gå galt, vil rykke tidspunktet nærmere. Energy Watch Group siger reelt, at der er så tilpas meget, der faktisk går galt og ikke fungerer, som folk har håbet, at vi nu står ved et vindepunkt,« siger Chris Skrebowski til Information.






