Valg stopper rapport om danske veje og jernbaner
Regeringens Infrastrukturkommission har holdt sit sidste møde. Kommissionen vil vente til efter valget med at afgøre, om der overhovedet er brug for dens rapport om, hvordan vi skal indrette veje og jernbaner i fremtiden. »Kyllingeagtigt,,«, siger radikal ordfører.
Læs også
Læs mere om
Samtidig med at statsministeren udskrev valg over frokost onsdag, holdt regeringens Infrastrukturkommission sit indtil videre sidste møde.
Kommissionen har stoppet sit arbejde, indtil den ved, om den nye regering ønsker, at den fortsætter.
»Arbejdet er sat i bero. Om det fortsætter - og i givet fald hvordan - kommer jo helt an på, hvad den nye regering beslutter,« siger Annette Christiansen fra Infrastrukturkommissionens sekretariat, til Ingeniøren.
Regeringen nedsatte sin infrastrukturkommission i november sidste år, fordi den kunne se, at den stod overfor en række presserende problemer, både omkring trafikkens voldsomme miljøeffekt samt nedslidning af og trængsel på veje og skinner.
Daværende transportminister Flemming Hansen (K) lovede dengang, at Infrastrukturkommissionen udspil et år senere ville afspejle sig direkte i regeringens trafikinvesteringer.
Nu må vælgerne afgive deres stemme 13. november, uden at vide, hvordan kommissionen - og regeringen - vil løse op for køerne på vejene og de gamle tog på de nedslidte skinner.
Den radikale trafikordfører, Martin Lidegaard, kalder det både »kyllingeagtigt« og »brandærgerligt«, at Infrastrukturkommissionen foreløbig stopper sit arbejde.
»Kommissionens udspil ville have været en glimrende platform at diskutere på grundlag af. Det må jo betyde, at regeringen ikke tror, den kan leve op til kommissionens anbefalinger,« lyder hans valgkamps-konklusion.






