Det er farligt for offentligheden, at den ikke får stillet den rigtige viden til rådighed, fordi forskerne pålægger sig selv selvcensur.

rofessor Vagn Lundsgaard Hansen, Institut for Matematik, DTU, og medlem af UVVU, Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed, fastslår, at selvcensuren »ikke er i orden«. Det sker, efter flere klimaforskere har indrømmet, at de har ladet politiske hensyn influere på den viden, de offentliggjorde.

»Som offentlighed forventer vi, at forskeren, der kender til en medicins skadelige bivirkninger, eller ingeniøren, der ved, at en brokonstruktion ikke kan holde, eller klimaforskeren, der kender truslerne mod klimaet, gør opmærksom på det,« siger Vagn Lundsgaard Hansen.

»Hvis nogen, imod bedre vidende, har givet efter for et ønske om at give solpletteorien medvind, er det yderst betænkeligt. Men jeg går ud fra, at der har siddet lidt tvivl i dem,« siger Vagn Lundsgaard Hansen, der også synes, at selvcensur hos forskere er forståelig:

»For omkostningerne ved at bralre ud med, hvad man ved, kan være større end gevinsten. Her tænker jeg ikke på truslen om fyring. Den bør selvfølgelig ikke afholde forskerne fra at sige sandheden. Men der kan være sikkerhedspolitiske hensyn, hensynet til ikke at bringe andre i vanskeligheder, og der kan være strategiske hensyn om på længere sigt at opnå indflydelse.«

Ved at bøje sig lidt kan man begrænse skaden og eksempelvis undgå, at ministeriet bare spørger andre.

»I klimadebatten kunne man altid finde en, der var god for et vilkårligt synspunkt. Så pludselig begynder beslutningstagerne at få andre rådgivere, og måske synes man, at man egentlig gør det bedre selv,« siger Lundsgaard Hansen.

Han er ikke i tvivl om, at det var et hårdt pres for forskere på sektorforskningsinstitutter at være oppe imod ”the establishment”. Sektorforskningsinstitutterne som Danmarks Miljøundersøgelser leverede data til blandt andet ministerierne. Siden årsskiftet har de været lagt sammen med den såkaldt frie forskning på landets universiteter, og det øger faren for selvcensur blandt forskerne.

»Nu får universiteterne pålagt de myndighedsopgaver, som institutterne klarede tidligere. Så kommer konflikten: Hvornår siger du fra, og hvornår siger du ikke fra? Hvis du ved, hvad nogen ønsker, du skal sige, hvor langt vil du så bøje dig for at sige det, som de ønsker, du skal sige,« spørger matematikprofessoren.

»Derfor er faren, at vi, de såkaldt frie forskere, også kan blive pålagt opgaver og præcis som de andre må vurdere, hvornår man skal sige nej, og nu er det for galt,« siger Vagn Lundsgaard Hansen.