Vi har oplevet eksplosiv vækst
Nyborgvirksomheden Medialogic ansætter ingeniører i et rasende tempo som følge af kommunalreformen. Kommunerne er på vej med flere opgaver til private rådgivere, vurderer Foreningen af Rådgivende Ingeniører
Nye kommuner forandrer ingeniørernes hverdag
Hvis man er klar med det rette produkt på det rigtige tidspunkt, kan der ske meget på kort tid.
Det har man oplevet hos Nyborg-virksomheden Medialogic, der siden årsskiftet har redet med på den bølge af nye jobcentre, der er skyllet ind over landet. Jobcentrene har erstattet de gamle arbejdsformidlinger, og i den proces har der skullet indføres nye it-systemer. Dem stod Medialogic klar med til kommunerne.
»Det er ikke mere end et par år siden, vi fandt ud af, at det kunne være en god idé at koble borgerhåndtering og virksomhedshåndtering sammen i et samlet it-system. Siden da er det gået stærkt. Det har nærmest været eksplosivt for en lille virksomhed som os,« fortæller Martin Hansen, der er kommunikationskonsulent i Medialogic.
Ifølge Martin Hansen har Medialogic fordoblet antallet af udviklere og administrativt personale fra omkring 20 til næsten 40 på under et år, og det er hovedsageligt på grund af opgaverne for jobcentrene, at virksomheden har måttet ansætte flere ingeniører.
Medialogics it-system følger borgeren fra første gang, hun træder inden for på jobcentret, og helt frem til hun er blevet ansat. Virksomheden sidder nu på omkring en tredjedel af markedet for it-systemer til jobcentrene, og deres eneste konkurrent på området er KMD, der har en lidt større andel.
»Den sidste fjerdedel kæmper vi så om, og vi satser på at få endnu flere aftaler med nye kommuner fremover,« siger Martin Hansen.
Fremtiden ser lys ud
Hos Foreningen af Rådgivende Ingeniører har man indtil videre ikke kunnet spore, om kommunalreformen generelt har givet mere at rive i for medlemmerne.
»De virksomheder, der helt konkret har været inde at løse nogle kommunale opgaver, har virkelig oplevet en vækst i forhold til 2006. Men markedet omkring kommunalreformen som helhed er druknet i den generelle højkonjunktur. Vækstmulighederne har ganske enkelt ikke vist sig særlig synlige, fordi de er blevet overdøvet af efterspørgslen i ingeniørbranchen,« fortæller markedschef i FRI, Henrik Garver.
Han vurderer, at kommunerne er på vej med en række opgaver til de private ingeniørvirksomheder.
»Kommunerne har efterslæb på en masse opgaver, og derfor bliver de i højere grad nødt til at få løst opgaver ude i byen. Der er samtidig kommet en øget erkendelse af, at private rådgivere er fornuftige at trække ind for at løse opgaven. Det tror jeg, vi vil se styrket fremover, så for vores medlemmer er den gavnlige effekt af kommunalreformen mere langsigtet og hænger tæt sammen med den øgede professionalisering, der er kommet i kommunerne,« siger Henrik Garver.
Hos Medialogic ser man også fremtiden i et lyst skær.
»Vi har en abonnementsaftale med kunderne, som gør, at vi konstant vedligeholder og videreudvikler systemet. Derfor har vi for tiden permanent jobopslag på ingeniører, datamatikere, og hvad vi nu ellers har brug for. Inden for de næste måneder bliver vi nødt til at tage førstesalen i brug, da vi ikke har plads til flere skriveborde på anden og tredje sal nu. Når nu det er sat på skinner, kan man jo lige så godt få det hele med,« siger Martin Hansen.




