Svanemærkede brændeovne sviner

Miljøstyrelsen kritiseres for at sige, at de svanemærkede brændeovne overholder skrappe grænser for luftforurening

Dokumentation

Af Jesper Gormsen redaktion@ing.dk, fredag 19. okt 2007 kl. 00:45

Astma-Allergiforbundet (AAF) mener, at Miljøstyrelsen vildleder forbrugerne, når den i ugebrevet Miljønyt udtaler, at svanemærkede brændeovne overholder skrappe grænser for luftforurening. AAF henviser til, at selv de bedste brændeovne udspyr 16 gange flere partikler end oliefyr og 800 gange flere end naturgasfyr.

"Det er helt ude i skoven at tale om skrappe miljøkrav, når myndighederne ikke stiller større krav til brænderøgens kemiske sammensætning," siger AAF-formand Thorkil Kjær. Han henviser til studier, der viser, at ca. 90 pct. af tjærestoffer, der sendes ud i luften, kommer fra træfyring i boliger. Det svarer til 16.000 kg tjærestoffer årligt.

Trafik og brændeovne er de største lokale forureningskilder i Danmark. Koncentrationerne af partikler kan blive særligt høje om vinteren.

Peter Jessen Hansen, der er direktør for Morsø Jernstøberi og formand for Foreningen af Danske Producenter af Pejse og Brændeovne, mener kritikken er forfejlet. Hans ovne lever op til norske, danske og europæiske standarder - og nu også til svanemærkets standarder.

Direktøren undrer sig over, at man bliver ved med at henvise til gamle undersøgelser, når Danmarks Miljøundersøgelser i sin seneste rapport om emnet konkluderer, at det er få enkeltkilder, der skaber hovedparten af udslippet, som derfor kan begrænses "gennem en indsats rettet mod de mest forurenende kilder".

"Nu er vi nede på fem gram partikler pr. ton brænde. Hvor meget længere skal vi ned?" spørger han.

Formand for AAF, Thorkild Kjær mener ikke at det er tilstrækkeligt.

"Lige nu og her er det måske bedre at gå over til en ny ovn, men vi kan ikke lade det blive ved det", siger Thorkild Kjær, der efterlyser mere forskning og renere teknologier.

Professor ved Institut for Kemiteknik ved DTU, Kim Dam-Johansen mener, at der er væsentlige teknologiske muligheder for at mindske forureningen fra brændeovne. Sammen med en dansk brændeovnsproducent leder han et projekt, der skal optimere forbrændingen i brændeovne.

Ingeniøren har henvendt sig til Miljøstyrelsen for en kommentar, men det har ikke været muligt at få et svar inden deadline.