Dræbertal fra bil-os er vildt overdrevne
Det passer ikke, når Danske Regioner påstår, at 3.400 mennesker hvert år dør som følge af partikler fra bilernes udstødning, fastslår professor. Partikelforeningen stammer kommer også fra mange andre kilder.
Det er lodret forkert, når Danske Regioner i flere medier i dag fastslår, at 3.400 hvert år dør herhjemme som følge af sygdomme, der skyldes forurening med partikler fra bilernes udstødning.
Tallet er rigtigt, men årsagen er langt mere sammensat, fastslår professor Steffen Loft, afdelingen for miljø og arbejdsmedicin på Institut for Folkesundhed under Københavns Universitet, over for Ingeniøren.
Ifølge Steffen Loft blander regionsformand Carl Holst (V), der er citeret for dødstallet i Jyllands-Posten, tingene sammen:
»Det er rigtigt, at der hvert år dør 3.400 mennesker af sygdomme, som skyldes forurening med partikler. Men partiklerne kommer også fra brændeovne og med vinden fra udlandet,« forklarer Steffen Loft.
Han tilføjer, at det er umuligt at sætte tal på, hvor mange dødsfald partikler fra trafikken er skyld i.
Brændeovne den største synder
Tidligere har Danmarks Miljø Undersøgelser (DMU) anslået, at partikler fra brændeovne var den store dræber. I november i fjor offentliggjorde DMU et skøn, ifølge hvilket over halvdelen af de dræbende partikler kommer fra brændeovne.
Steffen Loft har tidligere gennemført en undersøgelse i Storkøbenhavn, som viste, at partikler fra tæt trafikerede områder hvert år dræber 500 mennesker. Men man kan ikke deraf udlede, at trafikken i hele landet så dræber så mange flere.
»Det afhænger af, om partiklerne bliver lukket ud på steder, hvor der bor mange mennesker,« siger Steffen Loft, der dog ikke er i tvivl om, at emissioner fra trafikken har en meget betydelig effekt.
Mere Kollektiv trafik
Ifølge Jyllands-Posten ser Danske Regioner de mange dødsfald på grund af biltrafikkens forurening som et stærkt argument for mere kollektiv trafik:
»Den kollektive trafik bør have en større plads i fremtidens trafikplanlægning, og det er især omkring de større byer, at problemet trænger sig på,« siger Carl Holst.
Ikke mindst biler i kø udgør ifølge Steffen Loft et problem rent helbredsmæssigt:
»Fordi bilerne oser længere tid, når der er trængsel på vejene, og de mennesker, som sidder i køen, bliver særligt udsat for partiklerne,« forklarer han til Jyllands-Posten
Steffen Loft understreger, at partikelfiltre på nyere biler langt fra er tilstrækkeligt til at løse problemet.





