Danisco først i verden med nye enzymer til bioethanol
Danisco har lanceret et nyt, kommercielt enzym, som kan hjælpe bioraffinaderier med at trække sukkerstoffer ud af blandt andet halm.
Læs også
Læs mere om
Som den første enzymproducent i verden har Danisco udviklet et kommercielt enzym, der kan bruges til at omdanne biomasse som eksempelvis halm til en sukkermasse, der kan gæres.
Dermed har Danisco vundet kapløbet mod blandt andet Novozymes om at komme først på markedet med et produkt til 2. generations produktion af bioethanol, der skal baseres på bioafgrøder eller restprodukter fra landbruget.
Det nye enzym, der hedder Accelerase, skal hjælpe forskere, der udvikler teknologien. Hidtil har forsøgs-raffinaderier fået udviklet et brugbart enzym til det enkelte projekt.
Det nye Danisco-enzym er udviklet til at kunne bruges på en bred vifte af råmaterialer i ethanolproduktionen, og raffinaderierne kan få leveret den portion enzymer, som de ønsker.
»Biobrændselsindustrien står over for et gennembrud med udviklingen af cellulose-baserede ethanolanlæg på forsøgs- og demonstrationsniveau,« siger vicedirektør Jack Huttner, som har ansvar for bioraffineringsaktiviteterne i Daniscos enzym-datterselskab Genencor.
»I udviklingen af bioraffinaderier er det nødvendigt at vide, hvordan enzymer fungerer i forskellige systemer. Formålet med dette produkt er at dække det behov og få gang i en dialog med potentielle partnere om skræddersyede løsninger og leverancer på industrielt niveau,« tilføjer han.
For Danisco vil enzymet langt fra være en guldgrube på kort sigt, erkender administrerende direktør Tom Knutzen.
»Der er perspektiv i det, og det har en meget stor signalværdi. Der er ikke penge i det i overmorgen. Tværtimod - det er meget mere udvikling og forskning, men det gælder om at komme i dialog med så mange spillere som muligt. Det er en lille milepæl, og vi spiser brød til,« siger han til RB-Børsen.
Ud over Danisco er også Novozymes langt i udviklingen af enzymer til bioethanol. Novozymes har været førende på enzymer til produktionen af første generations ethanol.
Fordelene ved Accelerase
• Forbedret forsukring af en række biomasseråstoffer.
• Mulighed for samtidige forsukrings- og fermenteringsprocesser (SSF), to-trins separate hydrolyse- og fermenteringsprocesser (SHF) eller hybrider af disse.
• Høj beta-glucosidase-aktivitet for at minimere mængden af overskydende cellobiose, hvilket medfører en bedre forsukring og i sidste ende en hurtigere ethanolfermentering.
• Ufiltreret produkt. De tilbageværende næringsstoffer fra enzymproduktionen kan bruges af gæren sammen med det forgærbare sukker fra forsukringen.
Kilde: Danisco






