Forsker: Fint at dele fredspris med fejlagtig film
Jens Hesselbjerg, hovedforfatter på kapitlet om regionale klimaændringer i den nyeste rapport fra FN’s klimapanel, mener, at Al Gores film på visse punkter overdoserer. Alligevel har han ikke spor imod at dele Nobels Fredspris med den tidligere præsidentkandidat.
Jens Hesselbjerg har været førsteforfatter på kapitlet om regionale klimaændringer i den nyeste IPCC-rapport
Læs også
Læs mere om
Den ene er en overbevisende talekunstner, som folk betaler klækkeligt for at se i levende live eller på en biografstrimmel.
Den anden en analyserende observatør, som de færreste har læst endsige hørt om.
Alligevel mener, Jens Hesselbjerg, klimaforsker ved Danmarks Meteologiske Institut, at tildelingen af Nobels Fredspris til FN’s klimapanel, The Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), og Al Gore er en udmærket kombination.
IPCC, som blev stiftet i 1988, modtager hæderen for at forvandle tesen om, at klimaændringerne er menneskeskabte, til en videnskabelig dokumenteret sandhed. Den tidligere præsidentkandidat i USA for at hive klodens miljøproblemer op på dagsordenen gennem politisk aktivitet, foredrag, bøger og en dokumentar-film.
»Uanset man kan lide Al Gores film, så har han jo været med til at sætte det her på dagsordenen på en måde, som nok så mange dygtige fagfolk ikke havde kunnet, når de stiller sig op og leverer den fuldstændigt afbalancerede forskel,« siger Jens Hesselbjerg.
Han har blandt andet været førsteforfatter kapitlet om regionale klimaændringer i den seneste IPCC-rapport.
Korrekte tal, men vævende sammenhæng
Jens Hesselbjerg har både hørt Al Gores foredrag og siddet i biografmørket og set filmversionen ”Den ubekvemme sandhed”. En version instrueret af Davis Guggenheim, der står bag populære western- og thriller-tv-serier.
Heri bliver der krydsklippet mellem isbjørne, der tilsyneladende forgæves plasker rundt i havet spejdende efter isflager, og grafer over den globale opvarmning.
Hovedpersonen selv causerer, stiller retoriske spørgsmål til publikum, holder indstuderede pauser, hvis han da ikke suser op og ned ad meterhøje statistiktabeller i en pumpelift med fjernstyring.
Den oscarvindende film er blevet kritiseret for at være sensationshungrende, dommedagsagtig. Den indeholder ni faktuelle fejl, har en dommer i den britiske landsret ligefrem erklæret.
»Jeg ville have gjort det anderledes. Der nogle steder, som er for overdoserende,« mener Jens Hesselbjerg
Han henviser til, når Al Gore taler om vandstigninger. Ikke fordi tallene er forkerte, men fordi Gore ifølge Jens Hesselbjerg ikke beskriver udviklingen i den helt præcise sammenhæng med en tidshorisont i forhold til billeder af Florida, Holland og Bangladesh, der bliver oversvømmet.
»De billeder er sådan set ikke forkerte, hvis der kommer stigninger på to meter. Men han springer over problemstillingen og tidshorisonten, og det kan han sådan set også godt gå højt og flot henover i en politisk proces. Men det giver stof til de, som gerne vil argumentere for, at klimaændringerne ikke er et problem. Og så bliver Gore selv manipulerende. Det er måske ikke nødvendigt, fordi historien står godt nok helt nøgternt.«
Pris til hundrede forskere og én eks-præsidentkandidat
Ligesom den engelske dommer er Jens Hesselbjerg overordnet set ikke i tvivl om kvaliteten af det arbejde, som delepartneren af Nobels Fredspris har udført.
»Det er nogle detaljer. Overordnet set synes jeg faktisk, det er lødigt,« siger Jens Hesselbjerg.
Flere hundrede af forskere kloden over har bidraget til IPCC´s rapporter siden 1988. I Danmark er det blandt andet:
- Kirsten Halsnæs, seniorforsker ved RISØ/DTU.
- John R. Porter, professor fra Det Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.
- Anne Mette Jørgensen, centerchef DMI.
- Jørgen E. Olesen, professor ved Danmarks Jordbrugsforskning.
- Hans Larsen, afdelingschef for systemanalyse RISØ/DTU.
- Erik Jeppesen, professor ved Danmarks Miljøundersøgelser.





