Forskere fra Duke University i North Carolina i USA mener at have løst mysteriet om, hvad der gør doneret blod i blodbanker dårligere end frisk blod: Det er mindre effektivt til at levere ilt til vævet.

Selvom forskernes fund ikke ændrer den nuværende praksis på hospitalerne lige med det samme, hjælper det med at forklare, hvorfor blodtransfusioner ofte gør mere skade end gavn ved at øge risikoen for hjerteanfald, at organer sætter ud og endda død.

Samtidig understreger det, at der kun skal gives blod, hvis det er absolut nødvendigt, lyder det, efter resultatet er offentliggjort Proceedings of the National Academy of Sciences.

Blods evne til at øge vævets adgang til ilt afhænger af to ting: Hvor meget ilt og hvor meget kvælstofoxid (NO) de røde blodceller indeholder. Kvælstofoxid, der udvider blodkarrene, bliver båret rundt af proteinet hemoglobin i de røde blodceller.

Når hemoglobinen møder væv med for lidt ilt, slipper det NO fri, så blodkarrene bliver åbnet, så de røde blodceller lettere kan komme ind og levere ilt.

Forskerne fandt ud af, at kvælstofoxid i blod forsvinder inden for tre timer, efter at det er blevet tappet. Evnen til at udvide blodkar mindskes i samme takt. Samtidig mistede de røde blodceller også deres evne til at klemme sig igennem smalle steder.

Forskningen viste desuden, at røde blodceller måske oven i købet gør skade. De kan nemlig blokere for tilstrømningen af patientens eget blod og være skyld i vævsskader, ligesom de kan suge al kvælstofoxiden i vævet til sig, så vævet bliver endnu sværere at levere ilt til for patientens eget blod.

For at bevare de positive egenskaber ved blodet i blodbankerne gennemførte forskerne et forsøg med blot tappet fra hunde. Det viste, at kvælstofoxid kan tilføres blodet op til 40 dage, efter at det er doneret. Håbet er, at det også fungerer hos mennesker.