/biotek

Donorblod er elendigt til at transportere ilt til patienterne

Donorblod gør mere skade end gavn, fordi det mangler kvælstofoxid, der udvider blodkarrene, så ilten kan komme frem, afslører amerikanske forskere.

Af Mette Buck Jensen, mandag 15. okt 2007 kl. 08:04

Forskere fra Duke University i North Carolina i USA mener at have løst mysteriet om, hvad der gør doneret blod i blodbanker dårligere end frisk blod: Det er mindre effektivt til at levere ilt til vævet.

Selvom forskernes fund ikke ændrer den nuværende praksis på hospitalerne lige med det samme, hjælper det med at forklare, hvorfor blodtransfusioner ofte gør mere skade end gavn ved at øge risikoen for hjerteanfald, at organer sætter ud og endda død.

Samtidig understreger det, at der kun skal gives blod, hvis det er absolut nødvendigt, lyder det, efter resultatet er offentliggjort Proceedings of the National Academy of Sciences.

Blods evne til at øge vævets adgang til ilt afhænger af to ting: Hvor meget ilt og hvor meget kvælstofoxid (NO) de røde blodceller indeholder. Kvælstofoxid, der udvider blodkarrene, bliver båret rundt af proteinet hemoglobin i de røde blodceller.

Når hemoglobinen møder væv med for lidt ilt, slipper det NO fri, så blodkarrene bliver åbnet, så de røde blodceller lettere kan komme ind og levere ilt.

Forskerne fandt ud af, at kvælstofoxid i blod forsvinder inden for tre timer, efter at det er blevet tappet. Evnen til at udvide blodkar mindskes i samme takt. Samtidig mistede de røde blodceller også deres evne til at klemme sig igennem smalle steder.

Forskningen viste desuden, at røde blodceller måske oven i købet gør skade. De kan nemlig blokere for tilstrømningen af patientens eget blod og være skyld i vævsskader, ligesom de kan suge al kvælstofoxiden i vævet til sig, så vævet bliver endnu sværere at levere ilt til for patientens eget blod.

For at bevare de positive egenskaber ved blodet i blodbankerne gennemførte forskerne et forsøg med blot tappet fra hunde. Det viste, at kvælstofoxid kan tilføres blodet op til 40 dage, efter at det er doneret. Håbet er, at det også fungerer hos mennesker.



15. okt 2007 kl 10:22

Allan Astrup Jensen

Har man undersøgt emballagens betydning for blodets kvalitet?

Almindeligvis opbevares det tappede blod i PVC poser med sporindhold af monomer vinylchlorid samt tilsatte additiver incl. phthalater, som kan forurene og ændre blodet. Det gør det ikke bedre at meget af det andet hospitalsudstyr blodet kommer i kontakt med også er af PVC, som jo er det billigste materiale, der fås, og hospitalerne har jo ikke for mange penge at rutte med.


16. okt 2007 kl 11:51

Karin Magnussen

Donorblod redder liv

Kære Mette Buck Jensen
Det er meget interessant med NO, men utrolig synd at dit indlæg er skrevet så uheldigt. Donorblod hjælper utrolig mange patienter, redder mange liv og muliggør mange moderne behandlinger. Der er også bivirkninger, som der gøres et stort arbejde for at reducere. Erkendelsen af betydningen af NO er et eksempel på dette. Så selv om vi stadig arbejde på at gøre det endnu bedre, er donorblod en livreddende og meget sikker behandling. Med venlig hilsen
Karin Magnussen
Overlæge, Herlev Hospital, RegionH


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.