Specialdesignede vinduer forklædt som masseproduktion

Hos Inwido Danmark er man hverken begejstret for automatisering eller produktions-it. I hvert fald ikke for enhver pris. Alligevel har de fået reduceret gennemløbstiden for døre og vinduer fra 15-20 dage til fire dage

Af Julie Ring-Hansen Holt, fredag 12. okt 2007 kl. 00:45

Inwido Danmark ligger i Himmerland mellem majsmarker og svineproducenter. Det er dog duften af svensk fyrretræ, der melder sig, når man nærmer sig Inwidos 20.000 kvadratmeter store fabrik, hvor blandt andet mærket Storke Vinduer bliver produceret. Alle ordrer her er specialordrer, men virksomheden har i flere år betragtet produktionen som masseproduktion.

"Kunsten er at gøre enkeltstyksproduktionen lige så rentabel som masseproduktion. Vores type produktion er i virkeligheden den sværeste, fordi vi ikke har nogen standardprodukter," siger produktionsdirektør i Inwido Danmark, Jens Højgaard.

Inwido har opfundet sin egen form for filosofi, som de kalder Demand Driven Enterprice (DDE) eller kundebehovsdrevet virksomhed på dansk.

"Vi har som så mange andre forsøgt os med lean i fem-seks år, men vi havde brug for vores egen model, som understøtter vores forretningsbetingelser og kan fungere i praksis," siger han.

I modsætning til de fleste andre, der gerne vil effektivisere produktionen, lader Inwido sig helst ikke begejstre for meget af automatisering eller it-systemer.

"Vi prøver at gøre os så uafhængig af tunge it-systemer som muligt. Det gør vores produktion mere fleksibel. Vi anvender it til at tjekke om kundens ordre er mulig at producere eller til at regne byggesekvensen ud i monteringshallen," siger Jens Højgaard.

Virksomheden har indført et begreb, der hedder "kanban". Det stammer fra Japan og betyder signal, og Inwido har uddannet nogle såkaldt "materialespecialister" til at sørge for, at lageret aldrig er tomt. Det sker ved, at specialisten sender et manuelt signal til den hal, hvor det rå træ forarbejdes til stave, om at der skal produceres flere stave til lageret. Signalet sendes kun, når der bruges af lageret. Man risikerer således ikke, at lageret vokser ukontrolleret.

"Det rigtige og eneste sted at have et lager i processen er her, fordi træet stadigt er billigt. Når først stavene laves til karme og døre, er alt reelle ordrer," siger Jens Højgaard.

Flow i lige linjer

I den første del af fabrikken, er produktionen delt op, så rammer bliver produceret i højre side af hallen og karme produceres i venstre side. Medarbejderne, der håndterer maskinerne, som laver profiler eller huller til håndtag, ved ikke, hvad de skal producere, før de står med ordren i hånden og får en kode, som fortæller dem præcis, hvad de skal lave.

"På den måde kobler vi it-systemer så meget ud af eksekveringen som muligt, fordi det hele tiden skal holdes simpelt og gør, at medarbejderne hele tiden kan omstille sig," siger produktionsdirektøren.

"Alle elementer skal igennem produktionen samme dag, vi begynder på dem," siger han.

Når karme og rammer er produceret efter kundens specifikke ønsker, bliver de samlet i en af produktionens to buffere. Her står natholdets arbejde - klart til at blive malet.

"Det er vigtigt, at der er noget for de næste at lave, for det her er den dyre ende af produktionen. Hvis en maskine går i stykker i den første del af produktionen, kan det betyde, at 100 mand står stille længere nede i produktionen. Derfor har vi indtil videre indført en buffer her," siger Jens Højgaard.

Rammer og karme bliver hægtet til et bånd i loftet og kører ned i malersektionen. Når de kommer ud, kan man se, om de har fejl på sig. Hvis de skal repareres, har medarbejderne her et minut til det, mens vinduet kører igennem en arbejdsplatform.

"Det har vi øvet mange gange, og halvdelen af effektiviteten ligger i, at afdækningspapir og sandpapir ligger klart, så de ikke skal bruge tid på at finde det frem først."

Buffere er nødvendigt onde

Efter malerhallen ryger produkterne videre til monteringshallen, hvor medarbejderne også først ved, hvad de skal lave, når de ser stregkoderne på dørkarmene eller vinduesrammerne. Her bliver beslag, glas og døre fra underleverandører sat i.

Den anden buffer er i enden af monteringshallen, hvor de færdige døre og vinduer venter på at blive transporteret ud til kunden af Inwidos lastbiler. Her står alle produkter i to dage, hvilket svarer til den tid, det tager, at rette en fejl eller få et nyt glas hjem fra Polen, hvis der skulle ske et uheld.

"På den måde får kunden alle de bestilte varer samtidigt, og vi har mulighed for at pakke bilerne lidt bedre," siger produktionsdirektøren.

Men fremover skal virksomheden have modet, DDE-værktøjerne og det professionelle beredskab til at producere helt uden buffere, mener Jens Højgaard.

"Lige som alle andre virksomheder, hvor lean er indført, er den største udfordring at ændre medarbejdernes indstilling til arbejdsgangene," siger han.

Problemet med lagre er, at tingene står stille her. Lagrene har i mange år været betragtet som universalløsningen på alle problemer, mener produktionsdirektøren.

"Det kræver mod for vores medarbejdere at fjerne disse lagre og buffere, fordi de er trygge ved dem. Men bufferne understøtter ikke vores virksomhed og de krav, vores kunder stiller til leveringstid," siger Jens Højgaard.

Stoleleg med maskinerne

Internt i virksomheden er den næste udfordring at komme af med alle de rullevogne, som elementerne bliver skubbet rundt på.

"Det er en udfordring, vi har bedt alle ansatte om at tænke over," siger Jens Højgaard, og det behøver ifølge produktionsdirektøren ikke nødvendigvis at betyde automatisering.

"Det kan også betyde, at maskinerne bare skal stå anderledes," siger han.

Ifølge Jens Højgaard har virksomheden plukket de lavthængende frugter og skal nu i gang med at få underleverandørerne til at levere lige så hurtigt og stabilt, som Inwido.

"Målet er, at vores gennemløbstid for et vindue eller en dør svarer til den reelle tid, det ville tage at lave emnet," siger produktionsdirektøren.

Efter de lavthængende frugter skal de lidt højere placerede frugter nås, og Inwido Danmark har taget hul på sin anden runde af DDE, hvor grundtanken er, at alle de sammenbragte virksomheder skal anvende DDE som et fælles sprog - ikke bare i Danmark, men globalt.

Inwido

- Inwido Danmark ejes af Nordeuropas næststørste producent af vinduer og døre med 25 fabrikker og mere end 3.300 ansatte. I Danmark er der 500 ansatte, fordelt på Sjælland og i Jylland.

- Virksomheden i Danmark omsatte sidste regnskabsår for ca. 400 mio. kr.

- De danske mærker, der hører under Inwido er Storke, Outline, Frovin Vinduer og Døre samt Domolux.

DDE
- Demand Driven Enterprice (kundebehovsdrevet virksomhed) er en virksomhedsstrategi, som tager sit udgangspunkt i anerkendte ledelsesfilosofier som Toyota Production System, Theory of Constraints, Activity Based Costing, Quick Response Manufacturing, Six Sigma m.fl.

- DDE er udviklet af Inwido, og sammen med SparNord, Sparekassen i Farsø og Aalborg Universitet har Inwido oprettet et virksomhedsakademi, som underviser i DDE - både internt i Inwido og i mange andre virksomheder.

Kilde: Inwido Academy