Nu snurrer vingerne i Øresunds anden havmøllepark
De første af Vattenfalls vindmøller på Lillgrund i Øresund har sendt den første elektricitet i land. Fuldt udbygget skal parkens 48 møller levere en produktion svarende til forbruget i 60.000 hjem.
Planlægningen af Lillgrund, Sveriges største havmøllepark, begyndte i 1997. Den har krævet omkring 1,49 milliarder i investeringsudgifter. Rotorernes diameter er på 90 meter.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
30 vindmøller på Lillgrund syd for Øresundsbroen sendte tirsdag morgen deres første ladning af elektroner gennem søkablerne syv kilometer tilbage til Skånes kyst.
Havmølleparken skal rumme 48 møller og er en del af det svenske elselskab Vattenfalls plan om inden for de næste 10 år at investere 34 milliarder kroner i vindkraft, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
I samme periode forventes leverancen af vedvarende energi til det nordiske elmarked at stige med ti TWh – knap en tredjedel af det årlige danske elforbrug. Heraf skal otte TWh være vindkraft.
Lilgrund skal producere 0,33 TWh el om året svarende til forbruget i omkring 60.000 hjem.
Lillgrund er Sveriges første havmøllepark og den anden møllepark i Øresund. Den første er Middelgrunden ud for København.






