/karriere

Ingeniører: Nu mangler vi bare at sætte marginalskatten ned

Foreningen af Rådgivende Ingeniører ser frem til, at regeringen gør det lettere at hyre kolleger til de danske ingeniører i udlandet. Men der skal gøres noget ved skatten for de højtuddannede.

Af Lene Wessel, torsdag 04. okt 2007 kl. 14:49

Regeringens handlingsplan, som skal skaffe kvalificeret udenlandsk arbejdskraft til landet, vil gøre det lettere for de danske ingeniørvirksomheder at finde den arbejdskraft, som det i dag er svært at få fat på. Det mener foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI).

»Overordnet er vi godt tilfredse, fordi regeringens plan indeholder incitamenter, som kan være til gavn for ingeniørbranchen,« siger Frank Laybourn, der er erhvervspolitisk chef i FRI.

Han peger på tre punkter i planen, som er væsentlige for at rekruttere højtuddannet udenlandsk arbejdskraft: Lempelse af jobkortordningen, en udvidelse green card-ordning og koncernopholdstilladelser, som gør det lettere at hente medarbejdere i udlandet.

Frank Laybourn savner dog en indsats på skatteområdet, hvis Danmark for alvor skal gøres attraktiv.

»Det største problem for Danmark er, at marginalskatten for højtuddannede nærmer sig verdens højeste. Vi er det OECD-land, hvor det dårligst kan betale sig at tage en videregående uddannelse. Så det er klart, at vi gerne vil have, at der sker noget på det område,« siger han.

Ideen om at markedsføre Danmark over for udlandet hilser FRI også velkommen, men Frank Laybourn er dog forbeholden.

»Vi har prøvet det før uden større effekt,« siger han.



04. okt 2007 kl 15:58

John Knuhtsen

Bring marginalskatten ned på 63-21=42%

Dette er relativt let fra næste år, hvor mellemskatten og topskatten er lagt sammen, og grænsen ligger omkring 365.000 i A-indkomst. Det kan gøres ved at betale ind på en ratepension den difference man har ned til ovennævnte grænse. Man vil naturligvis skulle savne de 37% heraf, som man selv indbetaler. Men jeg kan godt se, at udlændinge måske ikke så godt kan bruge danske ordninger hertil, og jeg ved ikke i detaljer, om de kan bruge udenlandske. Sandsynligvis ikke, da der ikke er åbnet op for internationale pensionsordninger.


05. okt 2007 kl 15:50

David Jensen

Høj skat er vigtig

Hvis skatten sættes ned, vil det skabe mangel på arbejdskraft.
Når man med færre arbejdstimer kan tjene til opretholdelse af tilværelsen, så behøver man ikke at arbejde så længe. Mange vil altså derfor foretrække golfbanen frem for at arbejde, hvis skatten sænkes.
Nedsættelsen af arbejdslængden kan ske på mange måder eks. Den ene af ægtefællerne vælger at gå hjemme og passe hus og have, mens den anden
arbejder. Alternativt, at man sparrer op, så man kan gå på pension som 50 årig eller tage orlov til en helårsrejse, hvor man realiserer sig selv. Men det korte og lange er, at der arbejdes mindre. Da det er de højtuddannede, der oftest betaler top-skat, og da disse genererer mange af de mere simple job, kan man frygte, at mangel på deres arbejdskraft på længere sigt endda vil skabe arbejdsløshed.
Det siges, at pengene ligger bedst i katteborgernes lommer. Dette vil jeg således stærkt betvivle. Penge udbetalt til borgerne skaber øget CO2 udslip gennem forbrug, overophedning af økonomien, og pensionsopsparinger der medfører tidlig udtrædelse fra arbejdsmarkedet og derved mangel på arbejdskraft.
Hvis vi ønsker mere arbejdskraft, skal vi derimod øge skatterne, således at folk er tvunget til at arbejde længere for at opretholde tilværelsen. Navnlig de sidst tjente kroner egner sig i den forbindelse særligt til høj beskatning, da de jo ellers blot vil gå til tant og fjas. Hvorimod de først tjente kroner går til livets opretholdelse.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.