Biodiesel er på vej til at få sin egen 2.-generations-teknologi - ligesom bioethanol til benzinbilerne. 2.-generation betyder, at bio-brændstoffet - i første omgang i form af en bioolie - kan fremstilles af alle mulige slags affald med organisk indhold. Fra for eksempel husholdninger, fødevarevirksomheder, landbrug eller skovbrug.

Den nye proces er gennem et halvt år blevet testet på et pilotanlæg hos udviklingsvirksomheden SCF Technologies i Herlev.

I øjeblikket er det spildevands-slam, som puttes ind i den ene ende - og ud af den anden drypper bioolie og vand. Men det er meningen, at man nu skal i gang med at udvide paletten af råvarer til pulp fra sukkerroer og til affald fra bioethanolproduktion. I princippet er den eneste begrænsning, at det organiske materiale skal kunne pumpes.

»Vi skal ud og finde alle mulige typer vandigt affald, som vil kunne blive til bioolie via vores teknik,« siger direktør Karsten Felsvang fra SCF Technologies.

For eksempel har man netop fundet ud af, at der er store mængder kartoffelaffald og affald fra juiceproduktion, som kan udnyttes til fremstilling af bioolie.

SCF Technologies er specialister i, hvordan materialer ændrer sig ved behandling i vand eller kuldioxid under højt tryk og ved høje temperaturer. Og den viden har man brugt til at udvikle og patentere den omtalte biodieselprocess, kaldet Catliq, hvor kunsten er den nøjagtige styring af parametrene i processen.

I processen forbehandles det organiske materiale først, så det bliver flydende. Så opvarmes "grøden" til 350 grader og sættes under tryk, cirka 250 bar. I en særlig reaktor tilsættes en zirkoniumkatalysator og en lille smule kalium og det bevirker populært sagt, at de lange molekyler bliver klippet over og derpå sættes sammen på en ny måde, som er lig med molekylerne i råolie. Herefter afkøles massen og trykket reduceres, hvorefter olie og vand samt kuldioxid, brint og methan kan udskilles.

SCF Technologies arbejder i øvrigt sammen med Grundfos, som vil benytte Catliq-teknologien til et rensningsanlæg til fødevareindustrien, som Grundfos arbejder med et koncept til.

Når det gælder biobrændstoffer, er der stor fokus på energi- og livscyklusregnskaber i processerne. SCF Technologies har endnu ikke fået udarbejdet et livscyklusregnskab, men Karsten Felsvang vurderer, at processen i øjeblikket sluger mellem 25 og 50 procent af den indfødte energi undervejs - alt efter typen af råvarer og indholdet af tørstof. Det er først og fremmest det høje tryk og ditto temperatur, som bruger meget energi.

I det videre arbejde med teknologien - som støttes af Højteknologifonden - skal eksperter netop se på, hvordan man kan nedsætte energiforbruget. Opgaven ligger i hænderne på forskere fra Aalborg universitet, ledet af professor Lasse Rosendahl fra Institut for Energiteknik:

»Der er mange muligheder for at effektivisere processen. Vi opbygger nu en avanceret systemmodel, som via nogle optimeringsallegoritmer selv kan vise vej til de mest effektive teknologier og måder at køre processen på,« siger han.

Aalborg Universitet skal også teste biooliens evner som direkte motorbrændstof, så man måske kan undvære raffineringen til biodiesel.

Også selve olieindholdet i slutproduktet skal optimeres, således at det bliver så højt som muligt. Denne del af projektet, som omfatter udvikling af nye katalysatorer helt nede på nanoniveau, kører i samarbejde med Inano-centret på Aarhus Universitet.

Hvad økonomien i processen angår, mener SCF Technologies, at bioolie fremstilling vil være konkurrencedygtigt ved en råoliepris på 50-60 dollar/tønden; dog forudsat at der er tale om store anlæg, der kan producere melem 5 og 10.000 ton olie om året.

Højteknologifonden har støttet udviklingen af bioolieprocessen med i alt ti mio. kroner over tre år. Selve anlægget har kostet 14 mio. kroner, som firmaet selv har betalt.