Rambøll: 230 volt i hjemmet er forældet - giv os 12 volt
Rettet 4.okt.:Danskerne spilder energi for en milliard kroner på at tranformere de 230 volt i kontakterne til jævnstrøm til deres elektriske apparater. Byg i stedet husene med et 12-volt-net, lyder det fra Rambøll.
Læs også
Læs mere om
Filer
Hver dag spildes der store mængder af energi i de danske stikkontakter alene på grund af konvertering. Størstedelen af vores elapparater kræver 12 volt jævnstrøm eller mindre, mens der strømmer 230 volt vekselstrøm ud af stikkontakterne.
Hos en typisk familie med to børn kræver den opbygning mindst 30 transformere i huset.
»Det koster både energi og ressourcer, som i det lange løb fordyrer apparaterne. Vores foreløbige beregninger viser, at bygges huset op med et strømnet på 12 volt, kan det spare danske husstande for i omegnen af en milliard kroner om året«, lyder det fra chefkonsulent i Rambøll Danmark Anders Dyrelund i en pressemeddelelse.
Nordens største rådgivende ingeniørvirksomhed ønsker dermed et fuldstændigt opgør med elforsyningen i vores bygninger, hvis principper stort set ikke har ændret sig i 100 år.
Rambøll fremhæver, at spildet er værst i nye huse, som udstyres med solceller. Først skal energien fra solcellerne transformeres fra 12 volt til 230 volt vekselstrøm. Derefter transformeres den tilbage igen for at blive brugt til at oplade vores mobiltelefoner, drive vores computernetværk og trådløse telefoner og få halogenpærerne til at lyse.
Rambøll foreslår, at elforsyningen til belysning og apparater sker fra et internt 12-volt-net, der forsynes fra solceller suppleret med en akkumulator og en enkelt central transformer fra det gamle elnet.
Ifølge konsulent Jesper Koch fra elselskabernes brancheforening, Dansk Energi, giver det god mening med en enkelt, central transformer i stedet for »en hel masse mere eller mindre lødige fabrikanter«. Men i praksis bliver der nødt til at være to slags strømudtag, fordi en masse apparater og for eksempel lavenergipærer kører på 230 volt.
»De kan jo ikke bare lige laves om. Og der er også apparater i huset, der kræver en vis effekt såsom tørretumblere og ovne. Hvis de skulle have 12 volt, ville det kræve nogle kæmpestore ledninger,« siger Jesper Koch.
Vores elektroniske tandbørster, printere, radioer, mobiltelefoner, brødristere og bærbare pc´ere kører med alle mulige forskellige spændinger. Hvor realistisk mener du, det er at få alle verdens producenter til at enes om en 12-volt-standard?
»Der skal helt klart arbejdes med standarderne fra producenterne. Det vil tage lang tid, tror jeg, men sådanne overvejelser sker omvendt ikke kun i Danmark,« siger Jesper Koch.
Han erkender også, at installationen af svagstrømsnet vil være meget lettere i nye huse frem for de ældre af slagsen.
En anden udfordring er, at det integrerede netværk måske slet ikke er relevant om 15 år.
»Man skal være varsom med at bevæge sig ud i sådanne ting, hvis det først kan lade sig gøre langt ude i fremtiden. Man tænker jo i høj grad ud fra, hvordan energinettet ser ud i dag, men det kan jo sagtens være, at der er kommet smartere ting til. For eksempel trådløse kontakter,« siger Jesper Koch.
I første omgang satser Rambøll på at opføre et prøvehus med et 12-volt-net. Huset skal stå parat til 2009, når alverdens toppolitikere samles i København til FN´s klimatopmøde.





