IDA: CO2-udslippet stiger, mens Fogh taler
Statsministerens åbningstale til Folketinget indehold igen bekymrede ord om klimaet, men ingen handling. Imens stiger Danmarks CO2-udslip, påpeger ingeniørforeningen.
Mens irakkrigen, demokrati og ytringsfrihed fik stor opmærksomhed i statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) åbningstale i Folketinget, så lå samfundets klimaudfordringer og rodede bagerst i talen sammen med ulandsstøtten, Færøerne og Grønland.
Statsministeren gjorde i sin tale klart, at en væsentlig del af den globale opvarmning er menneskeskabt, og at vi derfor må handle.
»Videnskaben har talt. Nu må politikerne handle,« sagde Anders Fogh Rasmussen, der »på lang sigt« ønsker, at Danmark skal være 100 procent uafhængig af fossile brændsler som olie, naturgas og kul.
Men formanden for Ingeniørforeningen (IDA), Lars Bytoft, savner handling fra regeringens side og gør klart, at CO2 udslippet blot stiger, mens statsministeren taler.
»Jeg kan konstatere, at statsministeren igen år brugte åbningstalen til at tale om energi- og klimaområdet som en af de store udfordringer. Regeringen mangler imidlertid at levere varen i form af konkrete resultater. Eksempelvis er det endnu ikke lykkedes regeringen at forhandle en energiaftale på plads, selv om det ikke har skortet på udtalelser om, hvor højt regeringen prioriterer opgaven,« siger Lars Bytoft.
Den »ambitiøse energi- og klimaplan« er blandt den lange liste over kommende politiske opgaver, som transport- og energiminister Jacob Axel Nielsen (K) står over for, og statsministeren kunne samtidig gentage, at indsatsen for forskning og teknologiudvikling vil blive fordoblet frem til 2010 til en milliard kroner om året.
Trods statsministerens snak om forskning, klima og miljø, så er Lars Bytoft stærkt bekymret over den nuværende udvikling på energiområdet.
»Ifølge Energistyrelsens nyeste statistik er Danmarks udledning af CO2 steget de seneste to år. Det er en yderst problematisk udvikling - både i forhold til intentionerne om at reducere udslippet og med tanke på, at Danmark helt naturligt vil komme i fokus som vært for klimatopmødet i 2009,« understreger Lars Bytoft.





