Anders, klimaet og OOK
Af Kaare Sandholt,
tirsdag 02. okt 2007 kl. 10:55
Han var i storform, vores statsminister, da han var i New York den 24. september til FN's klimamøde. Det var den bekymrede statsmand, som talte: "Dag for dag bliver det videnskabelige bevis klarere og mere alarmerende. Klimaforandringer påvirker allerede mennesker og øko-systemer bredt. Og det er den menneskelige aktivitet, som har skylden for den hastighed, hvormed klimaet ændres". "Videnskaben har talt - nu er det tid til handling. Opgaven synes overvældende. Men med et stærkt engagement og sandt politisk lederskab er det håndterbart” (min oversættelse af statsministerens tale, gengivet på Statsministeriets hjemmeside).
Når Anders Fogh Rasmussen er så klar i mælet omkring klimaspørgsmålet, har det én god forklaring – klimatopmødet i København i slutningen af 2009. Statsministeren er – sekunderet af miljøminister Conny Hedegaard – i fuld gang med at profilere topmødet som sidste udkald for en aftale til afløsning af Kyoto-aftalen, der jo løber ud i 2012.
Fogh Rasmussen har jo ret – det er en alvorlig sag, og det virker som en overvældende opgave. Derfor er det ved første tanke dejligt at se statsmanden træde i karakter. Borte er tidligere tiders tro på, at det var Svend Auken, som opfandt klimaproblemerne. Og borte er Lomborgs tankegang om at det ikke nytter noget at gøre noget ved klimaproblemerne. Ved nærmere eftertanke får man en anden smag i munden. For skal man tale med så store ord på den internationale scene, kræver det, at hjemmearbejdet er i orden. Og det er det ikke på klimaområdet. Det går ikke fremad i Danmark eller for den sags skyld i EU. Mens politikerne taler, går udviklingen den forkerte vej.
Lad os tage nogle eksempler
- Det danske energiforbrug vokser, selv om et faldende energiforbrug er en grundbetingelse for et mere bæredygtigt energisystem. 6,3% er det vokset fra 2005 til 2006.
-CO2-emissionen voksede i 2006 med 16,1%. Vi tager den lige igen: 16,1% i forhold til 2005.
- Udbygningen med vedvarende energi er gået i stå. I 2005 steg den installerede vindkraftkapacitet med kun 20 MW, og selv om Danmark fortsat ligger højt på listen over vindkraftlande i Europa, er det ikke nok at hvile på fortidens laurbær, hvis man skal udstråle handlekraft frem til 2009.
- CO2-kvotesystemet virker ikke godt nok. Som det har tidligere været omtalt i Ingeniøren, giver systemet ikke noget incitament til at gennemføre besparelser, når først kvoterne er lagt fast. Samtidigt er kvotesystemet i dag udformet, så det faktisk fremmer opførelsen af nye fossilt fyrede kraftværker gennem gratis tildeling af kvoter til nye anlæg.
-EU’s flotte vedtagelse af, at landene skal have bindende målsætninger for udbygningen med vedvarende energi bliver udfordret af en række lande og kan ende med at bliver helt udvandet. og hvad værre er – EU’s målsætninger er langt fra nok til at reducere CO2-udledningen til et tåleligt niveau.
Det går altså den forkerte vej, virkemidlerne er ikke effektive nok, og målsætningerne er utilstrækkelige. Ikke det bedste udgangspunkt for den danske statsministers bestræbelser.
I stærk kontrast hertil er den danske energiindustri fyldt med forventninger til klimatopmødet i 2009. Mere end 500 deltagere i Bella centeret forleden bekræftede hinanden i, at det er en enestående chance for at gøre Danmark og danske bæredygtige løsninger synlige for hele Verden. Der bliver i øjeblikket lagt mange planer hos de danske virksomheder om at udnytte denne chance optimalt. Men det kan alt sammen vise sig at være spildte kræfter, hvis virkeligheden i 2009 viser, at Danmark langt fra er det gode eksempel på et bæredygtigt samfund, som vi gerne vil have omverdenen til at tro.
Hvad så, kan man spørge. Er der virkeligt ikke noget at gøre?
Jo, heldigvis. Det kan stadig nås, men det haster. Hvis bare Anders Fogh mener, hvad han siger: Et stærkt engagement og politisk lederskab er det, der skal til. Få lavet den energipolitiske aftale, få kommunerne til at planlægge for næste generation af vindmøller til erstatning af de mange gamle møller, få gjort noget alvorligt ved transportsektorens energiforbrug i stedet for at tisse i bukserne med bioethanol, få gang i nye biogasanlæg, få demonstreret, hvordan fremtidens bygninger kan indrettes til et minimalt energiforbrug. Og få lavet de infrastrukturplaner, der viser hvordan vi kan udnytte fjernvarmesystemerne, naturgassystemerne og eltransmissionsnettet i fremtidens energisystem. Gå sammen med de byer i Danmark, som mener det alvorligt, når de siger at bymiljø og globalt miljø hænger uløseligt sammen. Og udnyt, at de øvrige nordiske lande og Tyskland har samme ønske som os om at vise vejen til et samfund, som ikke trækker så store veksler på klimaet i fremtiden.
Så ville vi virkelig have noget at vise frem for Verden i 2009, og energiindustrien kunne have en storslået baggrund at promovere sig på.
Men måske skal politikerne have lidt hjælp. Her på bloggen rejste jeg for et stykke tid siden spørgsmålet, hvad Danmark egentlig skal bruge klimatopmødet til. Det kom der en lang række gode debatter ud af. Selvfølgelig megen teknik, og naturligvis en diskussion om a-kraft, fusion og meget andet.
Det mest interessante indlæg pegede dog i en helt anden retning: Vi skal bruge anledningen til en stor folkelig happening, som kan flytte holdninger, tanker og adfærd. Som i 70’erne, hvor OOA (Organisationen til Oplysning om Atomkraft) med stor dygtighed flyttede den folkelige holdning fra et Nå til et Nej til A-kraft, har vi måske i dag brug for Organisationen til Oplysning om Klimapåvirkninger (OOK), som kan oplyse om klimapåvirkningerne og hvad der kan gøres for at mindske dem. En ny folkelig bevægelse, der forvandler passiv angst for klimaændringerne til aktiv handling vil kunne give politikerne det rygstød, der åbenbart er brug for, og samtidig kunne det være Danmarks måske bedste bidrag til klimaforhandlingerne.
2
