/elektronik

Nu kommer verdens første fjernsyn med organiske lysdioder

Til december er Sony klar til at lancere det første OLED-fjernsyn i verden. Med en størrelse på 11 tommer og en pris på 9000 kroner bliver det ikke umiddelbart en sællert, selv om tykkelsen er sølle tre mm.

Af Mads Ølholm, tirsdag 02. okt 2007 kl. 09:45

Om to måneder er Sony klar til at sælge verdens første fjernsyn, der bygger på organiske lysdioder, kendt som OLED.

Der bliver tale om verdens tyndeste fjernsyn, da selve skærmens tykkelse er tre millimeter. Det skyldes blandt andet, at de organiske dioder selv lyser i modsætning til den nuværende LCD-teknologi, der anvender passive lysdioder, der kræver baggrundsbelysning.

I første omgang bliver OLED alligevel ikke en konkurrent til plasma- og LCD-skærmene i den lokale elektronik-biks. Sonys skærm bliver på bare 11 tommer. Prisen på 9.000 kroner er svær at sluge, også selv om fjernsynet står på en fod med indbygget digital tuner, Ethernet og USB.

OLED kan bryste sig af et ekstremt kontrastforhold på hele 1.000.000:1 og er også LCD langt overlegen, når det kommer til lysstyrken. Til gengæld er dioderne ikke lige så langtidsholdbare som de konkurrerende teknologier, og Sony tør kun love, at fjernsynet holder den halve tid af et traditionelt LCD-tv.

På det punkt er der dog håb, efter det britiske selskab Cambridge Display Technology (CDT) har udviklet en coating, der får de organiske dioder til at holde tre gange længere.

Derimod bliver opløsningen ved med at være lidt lavere, end hvad de bedste lcd-skærme præsterer. Sonys fjernsyn byder på 960 gange 540 pixels.



03. okt 2007 kl 18:53

Richard Tøpholm

Opløsning er da høj

Man kan brokke sig over størrelsen og prisen, men opløsningen er meget flot ifht. størrelsen!
960x540 er det halve af full-HD, med aspekt 16:9.
Det er perfekt til at vise DVD (720×480,NTSC eller 720×576,PAL).
På en 11 tommer skærm giver 960x540 en tæthed på nøjagtig 100 dpi, dvs. en pitch på 0,254mm.
Det er højere end en normal PC-skærm, og langt højere end TV (det svarer til en dyr notebook skærm).

Til sammenligning så ville et 32 tommer fjernsyn med 100 dpi have en opløsning 2792x1570.
Modsat kan de med 100dpi opnå Full-HD opløsning (1920x1080) allerede på en 22 tommer skærm!


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.