Din mening: Skal vi satse på biobrændstof?
Debatten om biobrændstof minder om en skyttegravskrig. På den ene side står tilhængerne og siger, at der intet alternativ er her og nu. På den anden står modstanderne med argumenter om tvivlsom miljøgevinst og mangel på fødevarer. Men hvad mener du?
Læs også
Læs mere om
En søgning på biobrændstof på ing.dk giver 195 hits. Browser du igennem dem, vil du se, at debatten om, hvorvidt det er en god idé at hælde sprit brygget af planter eller olie udvandet af raps og soja på tanken, langt fra er ny.
Hovedargumenter går også igen. Modstanderne mener - og kan vise talrige studier, der støtter deres synspunkt - at miljøfordelen er tvivlsom, hvis den overhovedet findes. Desuden hader en del politikere tanken om at lave brændstof af fødevarer.
Tilhængerne fremhæver, at der i dag ikke er noget alternativ til biodiesel og bioethanol, hvis vi skal nedsætte det stigende CO2-udslip fra biler, lastbiler og fly.
Desuden er forskere over hele verden - på nogle områder med danskere i forreste række - i gang med at forfine teknologien, så den også kan få ethanol ud af planterester og affald.
Blandt andre danske forskere mener, at alger er langt bedre at brygge ethanol af end planter, der gror på land. Og så er der forgasning af biomasse, som ser ud til at blive et af de nye satsningsområder.
Men der kommer også nye studier til, som underminerer fordelene, senest på grund af udledningen af lattergas fra markerne. Og herhjemme mener teknologirådet, at vi lige så godt kan udvikle elbiler med det samme.
Hvad er din holdning? Hvilke argumenter vejer tungest i den langstrakte debat, som helt sikkert ikke er slut endnu?






