Amerikanere bygger verdens reneste kulkraftværk
En gruppe amerikanske investorer og elselskaber vil inden 2013 tage et nyt kraftværk i brug, som ved hjælp af forgasning opsamler 65 procent af CO2'en fra kullene og lagrer den bundet til kalk i undergrunden.
Den nye teknik laver almindeligt kul om til en syntetisk gas, der ved forbrænding er renere end kul. Foto: Wallula Energy Resource Center
Læs også
Læs mere om
USA melder sig ind i kapløbet om at komme først med et kulkraftværk, der ikke kan beskyldes for at være en af de værste syndere, når det gælder at svine atmosfæren til med kuldioxid.
Værket bliver bygget i staten Washington og skal benytte en ny forgasningsteknik, som opsamler CO2-udledningen til lagring i undergrunden.
Først vil værket forgasse almindeligt kul og fjerne ikke kun CO2 men også andet forurenende indhold som kviksølv.
Ved forgasningsteknikken konverteres kullene til en syntetisk gas, der i store turbiner kan bruges til at generere strøm.
Amerikanerne kalder teknikken for Integrated Gasification Combined Cycle (IGCC).
Forgasningsteknikken opfanger omkring 65 procent af kullenes indhold af CO2, der så efterfølgende isoleres og i flydende form bliver lagret i basalt-formationer i undergrunden. CO2’en interagerer med basalten og krystalliserer efterfølgende til CaCO3, calciumcarbonat, eller helt almindeligt kalk.
De resterende 25 procent af CO2 bliver udledt på normal vis.
IGCC-kraftværket kommer til at generere cirka 600 til 700 MW og kan dække halvdelen af strømforbruget i en by som Seattle med omkring to millioner indbyggere.
Værket løber op i knap 11 milliarder kroner, og byggeriet ventes at være omkring tre år.
Strikse amerikanske regler
Flere amerikanske delstater har indført begrænsninger for, hvor meget CO2 nybyggede kraftværker må udlede. Grænsen ligger på 1.100 pund CO2 per megawatttime. I danske tal svarer det til 499 gram CO2 per kilowatttime (KWt).
Ifølge Danmarks Vindmølleforening udleder et dansk kulkraftværk i gennemsnit 780 gram CO2 ud i atmosfæren per kilowatttime.
Det gør flere danske kulkraftværker for CO2-tunge til at ligge i Washington – i hvert fald hvis de skulle bygges den dag i dag.
De nye regler i Washington og konstruktionen af det nye IGCC-værk er en del af statens ambitiøse indsats for at mindske CO2-udledningen.
Et foreløbigt mål er at mindske udledningen af drivhusgasser pr. 2020 til 1990-nivau. I 2050 skal udledningen være 50 procent under udledningen i 1990.






