/elektronik

Svenske undervandsrobotter skal afsløre narkosmuglere i Australien

Det australske toldvæsen har bestilt fire fjernstyrede undervandsrobotter, så de kan undersøge skibsskrogene i havnene for smuglerpakker med narkotika og våben.

Af Mette Buck Jensen, mandag 17. sep 2007 kl. 09:03

Normalt svømmer de svenske undervandsrobotter V8 Sii rundt og tjekker boreplatforme i Nordsøen, men nu skal de også hjælpe med at fange smuglere under varmere himmelstrøg.

Det australske toldvæsen har bestilt fire af undervandsrobotterne, som de vil bruge til at lede efter pakker med narkotika, våben og andre ulovlige smuglervarer på skrogene af skibene i de store havne i Melbourne, Brisbane, Fremantle og Dampier.

Dette er nemlig en almindelig måde at smugle på. Robotterne gør det muligt for tolderne at undersøge skibene fra land, da de kan stå på land og styre undervandsrobotten via et 200 meter langt kabel.

V8 Sii-robotten fra firmaet Ocean Modules kan se sig omkring ved hjælp af højt opløselige kameraer samt sonar, når der er dårlig sigte. En gribearm kan fjerne ting, som ligger i vejen, og robotten kommer nemt frem besværlige steder, da den både kan bevæge og rulle i alle retninger.

Ordren fra Australien er 5,6 millioner danske kroner værd og lyder i første omgang på fire undervandsrobotter. Hvis australierne bliver glade for dem, venter der Ocean Modules yderligere bestillinger. Svenskerne forhandler desuden med toldmyndighederne i flere andre lande.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.