Tænd solen på kontakten
Philips har udviklet kontorbelysning, som efterligner dagslysets vekslen i lysstyrke og farvetemperatur. Lys har betydning for vores sundhed og velvære og muligvis også vores produktivitet. Desværre er det meget dyrt i strøm.
I 2002 dokumenterede flere forskere, at dagslysets variation gennem et døgn påvirker produktionen af søvnhormonet melatonin og vågenhormonet kortisol, der er med til at regulere vores døgnrytme.
Fraværet af naturligt lys stimulerer produktionen af søvnhormonet, og dagslys med kølig blålig farvetemperatur stimulerer produktionen af vågenhormonet. Dermed har lyset en effekt for vores sundhed, velvære, opmærksomhed og søvn.
Den nye viden fik blandt andet Philips i gang med at udvikle rumbelysning, der efterligner dagslysets skift i intensitet og lysfarve efter et forudprogrammeret mønster eller individuelt justeret af den enkelte kontormedarbejder.
Individuelt fleksibelt lys
I følge civilingeniør, ph.d. og seniorforsker ved SBis Afdeling for Sundhed og komfort, Jens Christoffersen, giver det god ræson at forsøge at tage dagslysets gode egenskaber ind i kunstigt lys på arbejdspladser.
»Bygherrer og økonomisk ansvarlige bør være mere fokuserede på at lave godt og fungerende lys i kontormiljøer. De bør overveje, hvor dybe bygninger skal være, og hvor langt medarbejderne skal sidde fra vinduerne. Måske skal man sigte på at lave individuelt fleksibelt lys, så medarbejderne selv kan indstille farvetemperatur og styrke på deres lampe ved bordet,« siger Jens Christoffersen.
Han bakkes op af civilingeniør og direktør i Lysteknisk Selskab, Kenneth Munck, der forestiller sig flere fremtidsscenarier med dynamisk lys:
»Man kan udvikle mere realistiske systemer, der illuderer rigtigt sollys. Det dynamiske lys kan få stor betydning for arbejdsklimaet, og lyset kan anvendes terapeutisk. Jeg kender til en tandklinik, der allerede i dag anvender dynamisk lys som et værktøj til at skabe en mere kold eller varm stemning.«
Gør lyset os mere produktive?
Philips markedsfører sine lyssystemer på, at de skaber stemning, og at de øger kontorpersonalets velbefindende - og derfor øger deres motivation og performance.
Systemet Dynamic Ambience kan indstilles til at følge en bestemt farve og lyskurve.
Der kan skrues op for intensiteten og det kolde, blålige lys, der styrer vågenhormonet, lige før frokost, hvor energien til dagens kontoropgaver kan nå et lavpunkt. Henover dagen ændrer lyset sig og går over i de mere røde toner. Supportmanager, ingeniør Lars Barthold Hansen fra Philips Lys siger:
»Vi mener, at et forbedret lysmiljø kan øge velvære og produktivitet. Det er blandt andet påvist i et nyt studie af industriarbejdspladser af den finske lysforsker Henri Juslén.«
Den finske forsker har dog været tilknyttet Philips siden 1997, og der bliver stillet spørgsmålstegn ved virkningen af Jennifer Veitech, som er en af verdens førende forskere inden for lysets biologiske virkninger på menneskers arbejdsevne.
Jennifer Veitch, som arbejder for den canadiske regerings Indoor Environment Research Program, mener, at lys skal ses i sammenhæng med mange andre faktorer, og at det er for tidligt at bruge den nye viden om lysets biologiske effekter til konkrete løsninger.
I et e-mail-interview med Ingeniøren skriver hun: »Der er fysiologiske og biologiske påvirkninger af lys ud over synet. Det er endnu ikke klart, hvordan vi kan bevæge os fra den fundamentale biologiske forskning til konkrete anvendelser af lys. Men et lovende område er at designe passende lyssystemer, der hjælper skifteholdsarbejdere til at holde sig opmærksomme og vågne på deres vagter om natten og til at sove om dagen.«
Et kick før frokosttid
Philips Lys har blandt andet installeret Dynamic Lighting hos Rabobank i Holland, Rosenheim i Tyskland og Velux A/S i Danmark. Her siger manager for Dagslys, Energi og Indeklima, Per Arnold Andersen:
»Vores branche er dagslys, men vi interesserer os naturligt for, hvordan dagslys spiller sammen med kunstig belysning. Derfor fik vi for halvandet år siden installeret Philips? system i nogle mødelokaler, der ligger i en dyb bygning med glasvægge ud mod omkransende storrumskontorer.«
Systemet er indstillet til at give et kick lige omkring frokost, hvilket godt kan give nogle medarbejdere et chok, når lysniveauet pludselig skrues op, beretter Per Arnold Andersen.
»Det at følge dagslysets naturlige vekslen, når en sky glider hen over himlen, kan aldrig erstattes. Undersøgelser viser, at folk vil gøre alt for at få en plads ved vinduet, i solen og med udsigt. En af fordelene ved systemet er, at man kan opnå høje belysningsniveauer, når man har brug for det. Jeg er positiv kritisk over for systemet, som jeg især tror har anvendelsesmuligheder om vinteren eller for natarbejde.«
Til gengæld får det dynamiske lys Per Arnold Andersens ansigt til at mørkne, når han ser elregningen.
»Energimæssigt finder jeg det problematisk at installere belysningsanlæg, der har et potentielt højt energiforbrug.«
Læs mere på nettet:
Philips' hjemmeside om dynamisk lys
kortlink.dk/47m2
- Lars Barthold Hansen fra Philips anslår, at Dynamic Lighting er 25-50 procent dyrere end statisk kontorbelysning. Og det er nødvendigt at installere mere effekt, fordi der minimum skal installeres to kolde rør og et varmt. For at minimere energiforbruget, kan man vælge forprogrammerede indstillinger, indbygge grænser for effekten og kombinere med en dagslyscensor, der kan slukke for lyset i visse situationer.
- Det store effektbehov kan karambolere med det nye bygningsreglement, hvor store bygninger pr. 1. juli har fået en fast el-energiramme til udsugning, ventilation og lys.
- Et nyt studie af Jens Christoffersen og Ásta Logadóttir fra SBi viser desuden, at kontoransatte indstiller lyset individuelt og forskelligt, men at de generelt foretrækker en varmere farvetemperatur og et lidt højere belysningsniveau, end det der kræves i standarden for kunstig belysning, Dansk Standard 700. Så det er ikke usandsynligt, at muligheden for at regulere på lysstyrke og farvetemperatur giver et større energiforbrug.






