Forældede ventilationskrav forhindrer energibesparelser
Dårligere indeklima, sprækkede trægulve og højere energiforbrug er konsekvensen af kravet om luftudskiftning. Dansk firma vil bevise, at der er bedre løsninger
Komforthusene
- Bag projektet, Komforthusene, står Saint-Gobain Isover A/S, Zeta Invest, og Middelfart Sparekasse.
- Råhusene skal stå klar til en udstilling i marts 2008. I efteråret 2008 skal husene være færdigapterede til en byggeudstilling. Derefter bliver de solgt.
Læs mere om
Luftskiftekravet i bygningsreglementet bliver udfordret af et af de ti passivhusbyggerier, der er på vej i Vejle.
Det såkaldte kWh-hus er nemlig projekteret til at få et noget lavere luftskifte end de 0,5 gang i timen, som bygningsreglementet kræver i dag.
»Energimæssigt er det et spild at lave et luftskifte 0,5 gang i timen, hvis det ikke er nødvendigt,« forklarer områdechef Lars Bek fra Nilan A/S, der producerer energibesparende ventilationsanlæg.
Sammen med Westergaard Arkitekter A/S, rådgiveren Hundsbæk & Henriksen A/S, betonelementproducenten Expan og entreprenøren Kurt Kirkegård A/S vil Nilan bygge et passivhus, hvor luftskiftet kommer ned på 0,3-0,4 gange i timen. Dermed kan man spare energi på ventilationsanlægget, og det er ikke et problem for indeklimaet, mener Lars Bek.
»Luftskiftekravet kom efter oliekrisen, hvor man isolerede husene helt ekstremt og derfor fik problemer med høj luftfugtighed og skimmelsvamp, fordi man ikke fik luftet nok ud. Så regnede man sig frem til, at 0,5 gange i timen var passende. Men med et moderne ventilationsanlæg kan man styre det meget mere præcist, og så er der ingen grund til at man skal skifte al luften i boligen ud hver halve time.«
Det virker fint i Tyskland
Problemerne med at skifte al luften i et hus hver anden time, kan mærkes i vintermånederne.
»Om vinteren er luften typisk meget tør uden for, så hvis du skifter luften, som man skal, kan man udtørre sit hus. Det betyder, at trægulve kan blive udtørrede og sprække, beboerne kan mærke, at de får udtørrede slimhinder og elregningen bliver unødigt stor,« siger Lars Bek.
Beviset for, at det kan lykkes at mindske luftskiftekravet uden at få problemer med luftfugtighed findes ifølge Nilan i Tyskland. Her har producenten i mange år solgt ventilationsanlæg med varmegenvinding til passivhusbyggerier.
»I Tyskland havde man tidligere samme luftskiftekrav som i Danmark, men det har de for længst sænket til 0,4 gange i timen,« siger Lars Bek.
Nilan håber at kWh-huset kan bruges til at teste systemer med et lavere luftskifte, så man kan få beviser for, at det også virker under danske forhold.
»Vi vil gerne vise, at det dur i Danmark. Og at det selvfølgelig ikke forringer komforten, opvarmningen eller indeklimaet.«
Hvis forsøget bliver en succes, håber Nilan på, at de danske myndigheder vil tilnærme det danske bygningsreglement til de tyske standarder.
Først skal huset dog opføres. Byggemodningen går i gang i efteråret, og til marts 2008, skal råhusene stå klar til en udstilling for interesserede byggefolk.






